Mine børn er altid med til Sankt Hans. Det giver spørgsmål. Jeg er humanist. Derfor dette indlæg.
Traditioner kan bestå, hvis man synes. Man kan også lave dem om, hvis man synes. Og man kan droppe dem helt. Finde på nogle nye, måske inspireret af andre kulturer eller familiers praksis og levemåde. Eller måske på grund af, at de gamle traditioner ikke rigtig giver mening længere eller ikke kan gennemføres rent praktisk.
Og der er absolut intet i vejen med at lave traditioner om, for de ændrer sig helt af sig selv over tid. Der er intet, jeg kan komme i tanker om, som vi stadig gør på samme måde, som da jeg var barn for 40 år siden. Slet ikke, hvis vi kigger tilbage til dengang, mine forældre var barn. Til dels faktisk næsten ikke som bare dengang, min papdatter på 23 år var barn.
Traditioner ændrer sig faktisk virkelig hurtigt og nogle gange umærkeligt. Det er, som det skal være – det hedder til dels modernitet og til dels diffusion. Det er et begreb, der dækker over, når noget breder sig ud over et stort område og ændrer sig undervejs, fordi alting, både praksis, tro og overbevisninger tilpasser sig de mennesker, der lever med og i dem, og de fysiske og sociale omgivelser, der findes helt specifikt.
Herhjemme sker det nogle gange, at mine børn spørger mig, hvorfor vi gør et eller andet på en særlig måde eller på et bestemt tidspunkt. Hvorfor spiser vi hveder på Store Bededag? Hvorfor har vi et juletræ? Hvorfor har vi flag til fødselsdage? Hvorfor går piger mere med rød og drenge med blå? Hvorfor staver vi navne med store bogstaver?
Og i dag kommer spørgsmålet som regel: Hvorfor skal der være en dukke af en heks på Sankt Hans bålet?
Jeg kan jo altid google og finde et svar. Der er som regel et historisk element i forklaringen, som engang gav mening. Ofte ikke idag. Fx det med at spise hveder på en torsdag aften. Eller pynte med nationalflaget på fødselsdage.
Disse to praksisser holder vi til dels fast i herhjemme, selvom det ikke giver mening. Vi bruger dog også det engelske flag, fordi min mand er engelsk – selvom han synes, at det er komplet latterligt. I de fleste andre lande er den danske anvendelse og totale, nationalromantiske forelskelse i Dannebrog virkelig morsom – Flagloven er emne for mange forundringer for tilflyttere og expats. At se et flag som noget festligt og folkeligt er noget, vi kun gør herhjemme. Englændere griner af det. Det må de jo gerne.
Men det med den heks, altså. Hvorfor det, Mor? Forklaringen er jo modbydelig og kan ikke gøres hyggelig. Det er forkasteligt, frygteligt, grusomt. Børnene bliver bange, hvis det kommer for mange detaljer på, så det har jeg opgivet efter barn nr 2.
Et kæmpe bål for at fejre midsommeren, lyset, jordbærrene, naturen, den høje himmel, gode naboer, fællesskab og årstidernes vidunderlige gang her til lands – det er en skøn aften, som jeg virkelig elsker. Jeg elsker at synge i fællesskab.
Det med heksen er ikke en nødvendighed for at, vi kan have en smuk og pragtfuld aften. Det er ikke ligesom juleaften uden juletræ. Det er det altså ikke. Heksen er en detalje, som sagtens kan undværes. Eller laves om til en trold over de næste 30 år. Som ikke har noget som helst at gøre med den sindsformørkelse, der lå over verden og Danmark især for hundreder af år siden.
Jeg synes ikke, at der er grund til, at vi fejrer noget ved at brænde kvinde- eller mande dukker af. Det er da ikke festligt, sådan sat på spidsen. Det kan heller ikke forklares til andre kulturer, for det kan jo kun forsvares med, at “det plejer vi”. Nå, så hold da op med det…
Engang puttede vi en levende kat i fastelavnstønden og smadrede den totalt. Det holdt vi op med. Nu er der figenstænger og clementiner i tønden. Som smager dejligt og ikke skriger i dødssmerte.
Lad os holde op med at holde liv i en kulturel praksis, som fejrer myrderier af mennesker. Lad os tage minderne om lidelse ud af Midsommeraftenen. Nej, der er ikke et levende menneske på bålet, men der er en figur, et symbol. Der er ikke en symbolsk kat i tønden længere, den hænger i pap og pynter på vinduer ovre i børnehaven. Det er en dejlig fastelavn alligevel. Lad os droppe den der dukke og brænde noget andet. Så er der ingen, der bliver kede af det. Og festen er lige god af den grund.
Hvis ikke i aften, så over de næste årtier. Jeg håber, at vi holder op.
Jeg glæder mig fantastisk til bål i aften. Også selvom det sikkert bliver vores eget lille i haven, for jeg er alene med alle 5 plus de kammerater, de sikkert kommer hjem fra skole med under armen. Der er ingen heks på vores bål, vi har lavet blomsterkranse i stedet for og tegnet billeder af det, der har bekymret os i årets løb. Som vi brænder af. Og ønsker hinanden en lys sommer.
Kristina Hobbs - mor til 5 