Så tager vi planerne frem….

“Hold lige op med at lege mortérgranat, når du sidder ved bordet”. Tja.

“Gider I lige blive siddende og vente lidt med koreografien til Despacito, bare mens James spiser sin bulgur? Enten bliver I her og sidder sammen med os, ellers også så rejser I jer, og så kan vi spise videre i fred. Molly, din hofte er ved at vælte Avas kop”. Well…

“Bastian, husk at udtale de ord, du gerne vil have, at vi fatter bare et minimum af. Køb en konsonant og tal i halvt tempo”. Tsk.

Jeg spiser aftensmad med   minimum 5 børn og ingen andre voksne stort set hver dag. Det er vi vant til, og det har vi sådan set rimelig godt styr på. De er jo ikke kommet allesammen på éen gang, så vi har fået det til at spille lidt ad gangen. Men sådan et måltid her aftenen før Første Skoledag, der tror jeg, at festivitas’en ville tage pippet fra de fleste. En kakofoni af børn, der øver sig på at sige som masseødelæggelsesvåben (og sprayer spyt, aspargessuppe og bulgur i håret på hinanden). Børn, der skråler sange, der bare er “super nice” ( og nej, man må ikke synge ved bordet her – det er hyggeligt og musikalsk og alt muligt, men det larmer altså meget, og de små får intet i skrutten, hvis der er for meget hurlumhej. Vi synger en aftensmadssang sammen, før vi spiser, og så skal man holde en pause med de musikalske udskejelser). Børn, der taler i munden på hinanden (det er en rigtig svært kunst at følge en samtale ved middagsbordet, men vi øver os…). Børn, der elsker måltidet – og det gør jeg også. Men når vi spiser på terrassen, som vi gjorde her til aften – ikke fordi vi har gjort det særligt meget her i “efterårsferien” (tsk) – så hænger der formentlig en truende politianmeldelse fra naboerne pga støvniveauet. Jeg kan i hvertfald mærke fimrehårene i ørene lægge sig ned, hvis jeg sidder helt tæt på min kære ældstesøn på 14, hvis stemmepragt er komplet uforudsigelig og på samme tid ganske utrolig kraftfuld. Sidder jeg med min yngstesøn på 5 år på den anden side, så kan jeg mærke klokkeklang i hjernen, for han råber simpelthen så højt. Hele tiden. Jeg har netop klippet næsten alt hans hår af i et desperat forsøg på at finde en volumenknap, men det mislykkedes. Når så mine to ældste døtre på 7 og 12 år pludselig rejser sig op og danser med stofservietterne som tørklæder for munden a la arabisk prinsesse, og Ava på 2 år frydefuldt giver den gas med sin bedste imitation af en bulderkogende fløjtekedel (en hyletone som intet andet), så er det, at jeg lige går et øjeblik. Og håber, at politiet og naboerne bærer over med os. Jeg kom i tvivl her til aften. Men hvor var det dog dejligt at spise ude igen!

Men ja – det har været en frydefuldt og våd sommerferie, og nu er det atter hverdag. Som jeg har skrevet de sidste 5 år på denne tid, så er første skoledag og aftenen før første skoledag tid til at få etableret nogle pragmatiske rutiner med børnene. Ikke så man altid skal gøre det samme, for det kan slet ikke lade sig gøre at holde sig til planen, når man er så mange mennesker i et hus, men så ved man, hvad man afviger fra. Det gør faktisk en forskel. Jeg gik fx i gang med at putte James, Silvia og Ava kl 19.30 som planlagt i dag. Først James. Bog om insekter i sofaen. Silvia ville så være med. Ok, så. Ava også. Men hun ville være med på den sædvanlige måde. Ava-style er noget med at sige “den her, go!, ikke denneher!, (exit insektbog, på gulvet med den, frem med Thomas Tog bogen med lyde og rat), klatre over James og plante sin lille, lyserøde rumpet lige i låget på ham på vejen (for hun er nøgen 95% af tiden, pånær gummirøjsere og cykelhjelm), knalde mig en tindrende klar skalle med førnævnte cykelhjelm, skubbe Silvia vk, for “her Marj sidde” – og så skal der læses Thomas Bog. Nå. Det tog James ikke så pænt. Vi læste Thomas – og så insektbog. Som Silvia ville læse højt. Det tog James heller ikke så pænt. Nå. Første punkt på planen måtte lige vige pladsen for realiteterne. Bar røv og cykelhjelm.

Børste tænder, tisse af, op ad trappen. Der er 4 værelser på 1. sal, Bastian på 14 har værelse (eller dungeon) i kælderen. Så dem, der skal puttes, bliver det i værelser ved siden af hinanden. Ava har værelse sammen med os voksne. Jeg lavede flaske til Ava (hun får stadig varm mælk at “falde til ro på” – hvilket ikke virker, for hun står op igen, når den er tom, nice going, supermom), som hun gik i krig med midt på repo’en, stadig iført cykelhjelm og gummistøvler, mens jeg sang for James. Godnat. Han sov. Første barn nede. Så gik Silvia ind og læste i sine bøger, mens jeg puttede Ava. Big mistake. Der stod også på planen, at hun skal puttes sidst, for hun er møgumulig om aftenen stadigvæk. Som at putte en krydsning mellem en fjeder og en fløjtekedel. Jeg lægger hende. Sang, godnat, kys, dør på klem – SPOING, “Harj Moar, Ava er opppe nu!”. Ind med Ava i seng igen, kys og kram og godnat – “HYYYYYYYYYYYYYYL”. Godnat, kys, dør på klem osv. Efter 45 minutters festligheder lod jeg hende protestere og hyle, og så gik jeg ind og sagde godnat til Silvia, som havde læst en hel bog. Hyle-apparatet forstyrrede en del. Det er jo skidesynd for den lille duttemarie, at hun har så svært ved at falde til ro, men hvad faen skal jeg gøre, når der er andre børn, der også gerne lige vil have lidt godnat krammeri….Nå, men jeg regner med, at vanen efterhånden får hende til at give op lidt før de 2 timer, det tog at få hende til at falde i søvn i aften. Hun er død træt. Tager jeg hende med ind og putte de andre, så overtager hun hele scenen. Det går jo heller ikke. Og det er en periode, og det går over. Men planen, den skrider sgu lidt. Der var ro kl 22. James nåede også lige at stå op og skulle have en portion havregryn. Natmad må man gerne. Jeg hader at sove, hvis jeg er sulten. Det er nok, fordi jeg har været gravid så mange gange. Kan stadig finde på at have et æble og en kiks ved sengekanten (håber ikke, at min tandlæge læser det her).

Det var første skoledag, vi kom fra. Og planer. Der er planer om putterutinen, planer om børnenes pligter, planer om de kommende måneders arrangementer på skolen, planer for weekenderne. Det bliver hurtigt alt for meget, og jeg går altså i bro, hvis der er mere end 2 weekender i streg med planer. Men der findes alternativer. Udover, naturligvis, at krølle planerne sammen og kyle dem sporenstrengs ad helvede til. Vidste du det?

Hvis man virkelig ikke bryder sig om første skoledag, så kan man bare lade være med at sende sine børn i skole. Man kan hjemmeskole eller unschoole. Slippe for at møde kl 8-9 stykker, slippe for eksterne rammer, slippe for “forældrearrangementer”, et ord, der skulle forvises fra ForældreIntra, ordbogen og alles mareridt. Slippe for at stå med en nervøs og forskræmt lille éen, der skal starte i skole og er så frygtelig genert. Skulle du være nysgerrig, så læs med hos Cecilie Conrad her om, hvad det er for noget, hjemmeskoling og unschooling. Jeg er meget tiltrukket af det og finder det virkelig fedt, at det findes. Navnlig det kæmpe fællesskab på verdensplan, der dyrker det og finder hinanden i det. Og tror afgjort, at det er fremtidens uddannelsesform. Skolebænken og tavleundervisning er på vej ud. Det er bare ikke for mig. Ikke nu. For det første, fordi mine børn har det godt. If it ain’t broken, don’t fix it.

Jeg overvejede hjemmeskole i en periode, men lagde tanken fra mig igen. Jeg er alene med 5 børn fra tidlig morgen til meget sen aften, så jeg evner ikke at føle mig ene ansvarlig for understøttelsen af deres uddannelse i livet eller i matematik. Eller også er har jeg bare ikke lyst til det. Eller også ville jeg have lyst til det, hvis mine børn havde brug for noget andet, hvis de ikke trivedes. Jeg overvejede det, da min ældste søn brød sammen og måtte ud af folkeskolen. På samme måde som jeg overvejede at hjemmepasse Silvia, da hun ikke trivedes i vuggestuen. Og så finder man jo som forælder til et barn, der er ulykkeligt, en løsning. Silvia kom hjem til mig. Og jeg kunne ganske givet have hjemmeskolet Bastian. Men vi fandt Hillerød Lilleskole, og nu sender vi barn nr 4, James, derhen i morgen til børnehaveklassestart. Det er et skønt sted, hvor både trivsel, læring, demokrati, mod og dannelse er i højsædet. Nok reklame – men altså, jeg skød tanken om en ukonventionel uddannelse fra mig og gik ikke mere i dybden med det. Men jeg fascineres altid af de familier, der unschooler, hjemmeskoler eller worldschooler, jeg elsker Khan Academy, og jeg vil da klart opfordre dig til at skæve lidt til de fantastisk inspirerende ting, de har gang i ovre hos Frilæring.dk. Det er et godt indspark til hverdagen i en familie. Det er bogen “Vores børn skal have det bedste” af Sigurd Barrett forresten også. Nok om forældreinspiration.

Og nok skriveri lige nu. Det var lidt af en lang pause på bloggen, beklager. Jeg er så fantastisk heldig, at jeg efter flere års sjat-skriveri for andre folk faktisk skal til at søsætte min egen skrive-biks, http://www.wordsbyhobbs.dk og har aftaler i hus om skrive-tjanser. Det glæder jeg mig til. Så er det slut med at skulle skrive sent om aftenen, jeg kan skrive om dagen! I vågen tilstand! Som arbejde! Det bliver så spændende at se, om vi kan få det til at løbe rundt. Jeg tager alle mulige slags tekstopgaver ind, så sig endelig til, hvis du eller en, du kender, mangler oversættelse, blogindlæg, produkttekster, opskrifter, nyhedsbreve eller noget andet.

Hvad så med Ava, spørger du måske. Nedtællingen på bloggens forside kører stadig. Men hun starter ikke i institution. Hun bliver passet et par dage eller 3 om ugen hos en god veninde, moderen til Avas allerbedste og frækkeste og jævnaldrende veninde. Verdens bedste sted. Efteråret tegner lyst!

Hav en dejlig aften derude. Dejligt at skrive igen.

Kærlig hilsen Kristina