Hvad jeg troede, der ville ske – og det, der skete.

Det bliver aldrig, som man troede.

Jeg er en dansk kvinde på 40 år, sidder i tusmørke og æder knuste saltstænger og skriver. Alene. De 3 yngste børn sover, den ældste spiller computer på sit kælder-værelse. Den næsteældste ligger i telt i Sverige. Jeg evner ikke at træne noget som helst andet end min hyggemuskel, jeg nyder stilheden helt eventyrligt. Elsker, at min kære mand ikke er hjemme endnu. Det er faktisk slet ikke hårdt eller svært, at han ikke kommer hjem fra arbejde førend omkring kl 23 til hverdag. Jeg elsker at være alene. Som kontrakt til at bo sammen med 6 andre, hvoraf de fleste af dem har “Moar?” som hveranden ytring. Sådan én er jeg blevet. Det troede jeg ikke for 20 år siden. Der var jeg på vej ind på DTU for at læse astrofysik og blive en kendt rum-halløjsa. Not so much. Men har da et godt udvalg af LEGO-rumfartøjer og var vist også Prinsesse Leia til forrige fastelavn.

Har læst “Kaptajn Underhyler og de hvæsende WC’er” og 5 pixibøger som godnathistorier. Har lusekæmmet 4 børn og mig selv. Har lavet madpakker med de yngste og kostet den ældste gennem en køkken-ulykke af de større. Har vasket 4 maskiner i dag. Har forlagt mit Dankort igen og glemt at fodre kaniner. Har skrevet både for sjov og for penge. Har forsøgt at synge en god sang af Dolly Parton, mens jeg kørte bil og optog det på min telefon – bare for at høre, om jeg stadig kan. Det kan jeg ikke. Hrmf. Ava tager nu mit hyleri meget pænt. Men hun siger kun “Den go ‘sik, Moar!”, når det er en mand, der synger. Må hellere fatte hendes meget subtile hint og stikke en sok i kraniet, næste gang trangen kommer over mig.

Utroligt egentlig, at vi som voksne mennesker overhovedet beskæftiger os med at tro noget som helst om, hvad der mon sker om nogle år. Eller om 15 minutter, når vi lige har drukket denne her kop kaffe. Erfaringen viser os jo gang på gang, at livet tager røven på os. Nogle gange på den gode måde. Som fx da det gik op for mig, at mit liv først rigtigt gik i gang, da jeg fødte mit første barn. Eller altså – helt ærligt, så var min dimission fra Albertslund Amtsgymnasium i 1995 også en ret fed dag, der på blokvognen med bøgeblade, myrerpatter på armene og en fantasillion tons selvtillid. Jeg anede ikke, hvor fedt, det ville være at blive student – eller at føde. Ja, jeg synes faktisk, at det er noget nær det dejligste i verden at føde. At presse en giraf gennem et nøglehul. Nuvel, når man som jeg har født nogle gange, er det måske mere som at kaste en pølse ud af KB Hallen. Men alligevel. Jeg havde absolut ingen ide om, hvor fedt, det ville være, og blev noget så overrasket.

Nogle gange er det negativt, det der med livets overraskelser. Som når det bare ikke er så fedt, som man havde troet. For mig var det fantastisk at studere. Virkelig fantastisk. Jeg elskede at møde den ene utroligt vise forsker og underviser efter den anden inde på antropologi på Københavns Universitet. Læse en masse. Den viseste mand hed Michael Jackson. Der findes 3 kendte af det navn. Ham med et godt tag i sine (måske fraværende?) boller og handske på, ham der skriver bøger om øl, og så min Michael Jackson, det viseste og mest inspirerende menneske, jeg nogensinde har mødt. Nå. Så kom det lige på plads. Man skal kunne sine MJ’s.

Men det var ikke fedt at blive færdig og skulle ud bagefter. Det var som at fortsætte med at stræbe. Ingen afslutning. Følte mig ikke kompetent. Nærmest det modsatte, følte mig idiotisk, utilstrækkelig, ignorant og uerfaren. Det var ikke en dejlig overraskelse. Det var det heller ikke, da jeg opdagede, at det, jeg troede om at blive gift, ikke holdt stik. For ham, som jeg havde udvalgt mig, var en brugtvognsmodel med påhæng, der dog var hægtet godt og grundigt af. Men som ligesom havde smittet af og givet rust i lakken. Han var damaged goods. Og skulle kraftstejleme ikke have noget af igen at lave familie og blive gift. Slet ikke med endnu en stjerne-psykopat til dansk kvinde. Endda endnu en bartender. Og så endda en med glatbarberet……heheh – nej, ikke den. Glatbarberet kranie! Som i ultra-karseklippet frisure på øverste etage. Ikke noget med brazilian wax. Nå. Jeg havde barberet alt mit hovedhår af dengang. Har glemt hvorfor.

Back on subject.

Det var ikke en dejlig overraskelse, at mit parforhold skulle være af den komplicerede slags.

Nuvel, det blev vi. Forældre sammen OG gift. Jeg plagede. Og vi talte om det. Og så aftalte vi vores måde at lave familie på. Og så blev vi gift på rådhuset og stak af med familien sydpå samme dag istedet for at holde bryllupsfest. Nu har vi 5 børn og elsker hinanden.

Jeg sidder her og skriver om, at man ikke aner, hvordan tingene bliver, fordi det GØR man bare ikke. Min nedtælling her på bloggen handler om, at jeg nu, efter over 5 år som hjemmegående (med korte afstikkere), ska aflevere min sidste baby på 2 år og på arbejde. Det troede jeg. Sådan skulle det gå. Men sådan gik det ikke. Helt. Mere om lidt. Cliffhanger-style-blogging, hehe.

Arj, vi tager den nu: Ava skal passes 3 dage om ugen hos en dejlig veninde fra Gribskov Legestue, mens jeg skal skrive for mine egne kunder i mit eget firma Wordsbyhobbs. Ava kan være i et skønt hjem med sin bedste veninde, mens jeg hygger mig og tjener penge. Det bliver helt genialt. Og en total overraskelse. Jeg har længe frygtet, hvordan det ville blive, når mit sidste barn skulle ud og passes. Hvordan skal det dog gå, hvordan skal jeg kunne overkomme at tage mig af alle 5 børn og arbejde? Misse de gode timer på dagen og lade samværet med mine børn overgå til andre mennesker?

Jeg tænkte, at nu prøver vi at vente og se, hvad der sker. Forvent ingenting. Tro kun på, at det løser sig. Ingen panik. Lad verden være åben og vise mig, hvad der skal ske – just for this once. Når folk spurgte mig, hvad jeg så skal, så havde jeg ikke et konkret svar. Vidste ikke, hvad der lå derude og ventede. Der måtte vise sig noget.

Og det gjorde der. Det, der startede med at være dels denne blog og dels lidt tekstarbejde for forskellige websites og bureauer, er nu min selvstændige forretning. Og Ava  – HURRA – skal ikke i vuggestue. Og mine 4 andre børn er – HURRA – på den skønneste skole, jeg nogensinde har oplevet. Alt er godt. Vi er videre. Nyt kapitel. Mor er på arbejde 3 dage om ugen.

Jeg troede, at jeg skulle være meget klog og skabe store resultater for menneskeheden og høste stor hæder. Det viste sig, at jeg var pisseligeglad med den slags, jeg ville hellere føde børn og føle mig taknemmelig og lykkelig.

Jeg troede, at jeg aldrig ville holde op med at træne og løbe. Nu er jeg tyndfed og min røv er så flad, at den ligner Ballerup Boulevard. Mine arme har pludder som en kalkun, og mine bryster kan rulles på curlere. Så længe, at jeg stadig kan bære et sovende barn de 2 kilometer gennem skoven og hjem i seng, når turen hjem på løbecykel viste sig at være for lang, så er jeg ligeglad. Jeg lavede greb 2 gribere i rundbold, da min datter holdt fødselsdag. Det er god nok form for mig.

Jeg troede, at andres hyldest og accept og bekræftelse var min drivkraft. Det viste sig, at det var min mavefornemmelse, mine børns trivsel, min nattero (som jeg sørme også finder indimellem trods 15 år med små børn) og min families kærlighed, der viser mig den rette vej at gå.

Jeg troede, at livet kunne planlægges. Det kan det også. Men mest, så man ved, hvad vej man afviger fra. Bare man gør sig umage med det, der viser sig.

Tak, fordi du stadig læser med. Hvem ved, hvad der kommer nu? Det er ligesom den der Mummi-bog med “Hvad tror du mon, der sker om lidt?”……..

Kærligst, Kristina