Et rigtigt arbejde.

Jeg er hjemmegående tirsdag og fredag. De andre dage har jeg et rigtigt arbejde. Faktisk et ret skørt skel, men lad os sige, at det er lønnen, udbetalt i kroner, der gør forskellen mellem at have travlt med at holde hus og hjem og med at lave andre ting, som så er et rigtigt arbejde. Jeg forsøger lige nu at have et rigtigt arbejde OG være hjemmegående.

De her billeder er fra sådan en dag som hjemmegående  – sådan en dag, som mine læsere har læst om rigtig mange af. Vu bruger hundrede år på at stege spejlæg, helt uden bukser på af uransagelige årsager. Vi ordner lidt i haven, denne gang var det at høste elefanthvidløg. Jaja, jeg ved godt, at man får kvalme af alle de blærerøvs “Se min fantastiske, bæredygtige, anti-Monsanto, ultra ortodokse høst af afgrøder (det hedder ikke grønsager, men afgrøder) med stamtavle” – fotos, men det her var det største, resten var hønsene gået ombord i. De har nok pænt dårlig ånde nu. Ikke at den var fremragende i forvejen. Så fodrer vi høns og kaniner (dvs Ava jagter dem med en plastikhavestol, en rive eller haveslangen, indtil den store Brahmahøne (det ER ikke en hane, men hun er totalt macho) synes, at nu kan det altså være nok og gokker den lille volds-provo i bar røv og gummistøvler ud af hønsegården).

Nå, når vi har duttet i haven, sover vi. Ava og jeg. Før var det James og jeg. Før det Silvia og jeg. Molly og Bastian var jo i vuggestue og dernæst børnehave, så dem havde jeg ikke sådan for vane at sove med. Jeg var heller ikke så træt! Ung og spændstig, nærmere. Men halleluja, det er også 700 år siden. Jeg elsker at sove middagslur med mine børn! Helt tæt. Med James var det i ske, med Ava er det tud mod tud. Hendes små næver forsøger at komme ned og holde godt fast i mine bryster, de stakkels, triste, slidte, flade sokker med en femmer i, men det får næverne ikke lov til. Så hun holder godt fast om mine kinder i stedet for. Efter en times tid forsøger jeg at snige mig op og ud og spise frokost helt alene. Sætte dej over til brød og bage kage, så der er guf til skolebørnene. Det er totalt Tralalalah- overskud-dag. Hjem med skolebørn ved 15-tiden, men jeg skal ikke hente – har fikset en fælles skolekørselsaftale med en anden familie, så vi har fordelt dagene mellem os med hensyn til kørsel. Så spiser vi igen, dem, der vil. Tegner ofte sammen. Så er der fri leg til spisetid, som børnene på skift skal hjælpe med. Efter maden ordner min ældste bord og køkken, mens Silvia laver sin madpakke med min hjælp, og jeg laver James’. Så er det badetid og så puttetid kl 19.30 for Ava på 2, James på 5 og Silvia på 7. Det er et cirkus, som skal times. Det går ikke altid efter planen, og så hjælper Molly på 12 rigtig meget.

Ved 21-tiden er der senest ro. Helst før. Så spiller jeg kort med Molly, taler om Bastian eller ordner eller læser eller skriver et eller andet. Glor en serie. Går i bad og i seng.

Det er sgu et i orden liv. Bedre, faktisk.

Idag har jeg været på arbejde. Det var jeg sørme også i går. Og i mandags. Og 3 dage i sidste uge. Og ugen før det. Jeg arbejder faktisk 3 dage om ugen hver uge og håber på at blive ved med det i lang tid. Mine 4 ældste børn er i skole, og min yngste Ava bliver passet privat 3 dage om ugen. Så jeg arbejder.

Som om jeg har dalret rundt og plukket roser og flettet sommerhatte de sidste 5 år.

Men det hedder det jo, jeg har gået hjemme i 5 år (med små pauser, fx 4 måneder i 2014/15), og nu går jeg på arbejde. Et “rigtigt” arbejde. Hvis du vil læse, hvordan det mon er at gå på arbejde efter mange år som hjemmegående, så læs med her.

1: Et rigtigt arbejde betyder tid for mig selv. Det er faaaantastisk. Jeg elsker at have tid til at tænke mine egne tanker uden at være til rådighed som primær omsorgsperson for børn hele døgnet. Det nød jeg i mange år, og nu er det dejligt at få en pause.

2: Den har jeg slettet, for det passede ikke. Egentlig. Det var noget med, at det var rart at tjene penge. Men det er for simpelt, for jeg vil skide på penge. Jeg ved ikke helt, hvad det er, jeg mener. Og vi bliver bestemt ikke rige af min ringe indkomst. Men det spiller på en eller anden måde en rolle, at jeg nu tjener lidt penge.

3: Jeg savner ikke mine børn, for de er tilstede hele tiden. Jeg ånder jo i takt med dem, eftersom jeg er så tæt med dem alle 5. Mellem kl 8 og kl 14 er der ikke lyd fra dem, med mindre der er noget, de har brug for hjælp til (mobiler skal være slukket på deres skole), men så snart den er 14, så er der kontakt, og vi ses jo snart derefter. Hende, der passer Ava, sender mig tit små beskeder og videoer af dagen, så der føler jeg mig også in sync.

4: Jeg kan klart mærke, at jeg har gjort det her før. Haft børn og været væk fra dem om dagen. Det gjorde jeg jo, da de to ældste var små. De kom i vuggestue og børnehave på konventionel vis, mens jeg læste på uni, og da jeg fik mine første to jobs. Der fik jeg styr på det der med at være væk fra hinanden, hente, og så have tid sent om eftermiddagen. Eller rettere – hvad der skal til for at føle, at man har tid kl 16. For det kræver forberedelse, når man som jeg ikke har en partner, der lige kommer hjem, så der er to voksne. Jeg er alene i hverdagene, så der er lige et par fif, jeg har lært mig, som gør, at det hele glider.

5: Lørdag er fri og afslapning, søndag er forbered ugen, der kommer. Tøjvask, rengøring, indkøb, lav en masse mad, snit, hak og skyl og på køl, lav plan for ugen. Helst ingen sociale forpligtelser i weekenden. Og i hverdagene er der rigeligt med at have hverdag, så faktisk helst ikke alle mulige sammenkomster. Vi trænger ikke til det. Det er måske lidt eneboer-agtigt, men altså. Vi er 7 mennesker herhjemme plus kammerater (som der altid er et par stykker af med hjem, de tæller ikke som sociale arrangementer), plus familie, der drysser forbi og hjælper med at hygge – her er rigeligt med mennesker. Vi behøver ikke mere. Hvorfor skulle vi så? Det tog mig lang tid at fatte, at hverken jeg eller børnene har behov for, at der skal ske en masse om eftermiddagen eller i weekenden – men nu er den der. Vi er som regel hjemme, vi leger, vi er ude i haven, vi er bare. Og så har min mand nogle gange fri i weekenden – og så er det sgu også bare ham, vi gerne vil være sammen med.

6: Jeg tænker ikke så meget over, hvad jeg nu skal i livet. Det, jeg laver nu, det er ligesom bare kommet. Henad vejen. Organisk. Uden at jeg forcerede eller planlagde. Det har jeg heller ikke prøvet før, jeg har altid tænkt, at man skal noget med en uddannelse, papir på, certifikater og prøver og dokumentation på kompetencer. Sådan var det ikke denne gang. Jeg tør ikke spørge, hvorfor jeg får de aftaler, jeg gør – men jeg tør på gode dage håbe på, at det er fordi, jeg faktisk er god til at skrive. Og det føles fanme lige så godt som at få en kandidatgrad.

7: I dette efterår skal jeg ikke bruge en eneste eftermiddag på at sidde i en kold idrætshal med et halvt sovende barn i armene og kolde pomfritter i skødet, mens et andet barn er inde og springe badut til gymnastik, fodbold eller noget tredie meget sundt motorisk fornuftigt sportsligt forenings hejs. De ting, børnene går til, foregår enten på deres skole, eller de kan selv transportere sig derhen. Nu har jeg haft børn, der gik til ting og sager i årevis og har gudhjælpemig brugt eftermiddag efter goddam eftermiddag på at slæbe et udmattet barn til en eller anden aktivitet, siddet og kigget, og så kørt hjem til en hæsblæsende aften, fordi vi kom sent hjem. Det gør jeg ikke i år. Det er fantastisk. Og ingen savner det. Ingen.

Der er noget, der skurrer i det der med, at vi ikke ser så mange andre mennesker efter skoletid. Vi har ikke gæster sådan “kom og spis middag”-agtigt. Jeg ser faktisk ikke mine veninder, vi taler i telefon. Jeg går ikke til fitness eller golf eller foredrag eller synger i kor. Jeg skyr byfester efterhånden, orker ikke alt det ballade og støj og blinkende lygter og stive idioter.

Er det for isoleret et liv? Det føles bestemt ikke sådan. Her i huset er jo altid mennesker. Mange. Jeg taler meget med alle børnenes forældre, taler med mine kolleger og min familie og mine veninder og min mand. Jeg har ro med det. Hvorfor?

Jeg har tænkt over, at det er utroligt, så meget vi skal nå. Når jeg har været på arbejde, uanset om det er mit rigtige arbejde eller mine to dage på arbejde herhjemme, så er jeg baldret kl 21. Der er egentlig ikke grund til at skelne mellem mine dage ude og mine dage hjemme, jeg er præcis lige træt. Gider ikke mere. Højst at læse en bog eller drikke kaffe med mig selv og glo på haven. Husarbejdet skal være færdigt, dagen i morgen forberedt. Taskerne pakket, madpakkerne smurt, tøjet hængt til tørre, katten fodret, gulvet fejet, skraldespanden tømt. Og det er altså stadig på dage, hvor jeg har arbejdet (som sagt enten som hjemmegående eller ude) og haft rutineopgaver med at tage mig af børnene resten af dagen. Lige som rigtig mange andre forældre. Hvordan i alverden skulle man dog kunne påtage sig mere og stadig bevare en eller anden form for nærvær, nydelse og ro i låget?

Jamen skal I ikke ud at spise, hvad med ture til Legoland, hvad med dig, skal du ikke ud og lave noget, hvad med middage med vennerne, hvad med at gå til ting og sager, opleve noget? Sådan kan jeg godt spørge mig selv.

Men hvorfor egentlig. Vi har en god hverdag. Det er en standard-ide, at man som forælder skal kunne nå mere end bare arbejde og ulvetime og puttetider. For så skal man dyrke sine interesser og sine venskaber og mange andre ting derudover. Men jeg kan ikke. Det må jeg indrømme. Den kan jeg ikke følge med i. Det må vente til mit liv er mindre fyldt. Måske aldrig, hvem ved. Jeg elsker at se mine nære venner til kaffe om formiddagen eller en sjælden tur i teatret – men det er sjældent. Og jeg behøver ikke mere – jeg er for brugt. Mit liv er fuldt. Det er da en gave, egentlig. Så behøver man da ikke løbe hurtigere for at fylde mere på. For bare det at arbejde og tage sig af hus og hjem udgør min horisont nu, der er ikke mere plads.

Hvornår skete det, at vi forældre skal mere end at skabe økonomisk grundlag for familien og så tage os af hinanden? Hvornår begyndte vi at skulle dyrke alt muligt andet – inklusiv os selv – samtidig? Hvorfor blev det moderne? Jeg tror sgu, at der er mange, der  egentlig ikke har brug for mere. I hvertfald mens deres børn er skolebørn. Men de gør det alligevel, fordi hverdagslivet i familien og på jobbet ikke er “nok” i den moderne fortælling om et fuldt liv. Der skal mere på. Og det er virkelig ærgerligt, synes jeg. Det må vi se at gøre op med. Så der igen kan findes flere fortællinger, også en om os, der arbejder og tager os af børn og ikke mere. Vi må sige til os selv, at mere ikke nødvendigvis er bedre.

Livet bevæger sig – på et tidspunkt er også jeg et andet sted. Så skriver jeg noget andet om, hvad jeg bruger livet på. Det er jo ikke sandheden om livets prioriteringer, jeg påpeger her. Det er forskellige perspektiver.

Jeg har jo så at sige været i gang med det her liv med familie, siden mit første barn blev født i 2003. Kunne jo nærmest lige så godt skrive, at jeg skal balsameres i morgen efter et langt liv sammen med Ruder Konge, at jeg fører et automobil og lærte at læse efter Katekitmus, for SÅ længe siden er 2003. Det er oldtid. Det var før alle havde internet og mobiler, det var dengang, der ikke fandtes Facebook, der kun var 1 slags øko-babymos, alle var enige om de 5 kostråd, ingen kendte til parabener og ftalater, mødregrupper var kun IRL, Ninka/Noma/Palæo og de andre foodfanatics eksisterede ikke. De fleste gjorde, som Sundhedsplejersken sagde.

Det er jo helt vildt, at mine børn ikke omkom med den slags simpleton til Mor.

Nåmen – jeg HAR jo været på arbejde og sådan, indimellem mine barsler. Men det har altid været som intermezzo, between babies, you know. Når jeg ligesom ikke havde krydderen stopfuld af forplantningshormoner og bryster som torpedoer. I de korte perioder, hvor jeg meldte mig som aktiv deltager i samfundet for at få penge eller uddannelsespapirer for det, har jeg faktisk været så utrolig heldig, at der var brug for mig. Det er super priviligeret, og jeg er meget taknemmelig.  Og i dag har jeg vist fået en fibersprængning i mine mavemuskler af at grine så meget af James, der børstede tænder.  Han var nøgen – det er han ligesom sin lillesøster ofte -, og så børster han tænder INTENSIVT og med hele kroppen. Da han stod og skubbede løs, kiggede han ned af sig selv, og så så han, at hans lille James Junior dinglede i takt med hans tandbørstning. Og så skreg han af grin, så han trillede om på gulvet. Da han forsøgte at fortælle mig om sin dansende diller, kom han til at tisse på gulvet, og så faldt jeg død om af grin over det hele. Vi grinede i over 15 minutter. Det sker så sjældent, at man sådan rigtig skraldgriner. Åh, det var lykken.

Nu står Ava her ved mit skrivebord i stuen og vifter med sin rimeligt klamme ble. “Ava put i bee, Moar, det AD!”. Nåda. Så må jeg hellere. Godnat til jer!

Kærlig hilsen Kristina