Tittebøh!
Jeg ville gerne skrive en masse her til aften. Behovet for at få hældt en masse ord ud af fingerspidserne og dermed få lidt ro i hovedet er lige så stærkt, som det har været siden 2012, da jeg startede bloggen.
Men nu lever jeg af at skrive for penge. Sjove ting, spændende ting, mærkelige ting, nørdede ting, lange ting, korte ting – alt muligt. Det betyder såmænd ikke, at jeg er træt af at skrive. Næh, men det betyder helt lavpraktisk, at jeg skal passe lidt på mit værktøj. Mine fingre. Skroget mit. Det er faktisk hårdt at skrive mange timer dagligt, at sidde ned og hamre i tastaturet giver nerveskader i armene, gigt i fingrene, hold i nakken og utrolig stor, bred røv og sådan en uklædelig delle lige over buskelinningen.
Så jeg passer lidt på. Er begyndt at cykle på arbejde noget af vejen, hiver lidt i nogle vægte indimellem, har droppet mælkesnitter (jo, sgu!) og prøver at skrive så lidt som muligt for sjov. I en periode. Det er en af grundene til stilheden på bloggen de sidste par måneder.
En anden er lidt en kliche, men jo altså – tiden er knap. Det er den også, når man går hjemme og passer børn – men på en anden måde. Jeg bruger fx meget mindre tid på at rydde op nu, hvor alle 5 børn og jeg er ude af hytten 3 dage om ugen. De andre 2 er jeg stadig hjemmegående, Ava er hjemme, og her roder eventyrligt. Men fridagene skal bruges til at forberede mad, ordne vasketøj, holde styr på aftaler og i det hele taget sørge for at indsamle overskud til de andre 3 dage. Der er vi først hjemme allesammen omkring kl 17, og så kører aftenrutinen. Det skal være en god hverdag, vi har, for det er hverdagen, der er mest af. Og hvis jeg skal undgå at blive til en kampirriterende, hvæsende hystade og dybt urimelig mor, så skal der være tid og ro på fra aftensmaden og til alle sover. Det kræver, at køleren er fuld af forberedt mad, at der er købt ind og ligesom lagt op til den fede scoring.
Det er pissetrivielt med al den forberedelse, og jeg savner de pludselige, skøre indfald, som hverdagen kan rumme, når man er hjemme hele tiden. Men det er også på en eller anden måde meget tilfredsstillende at få det hele til at spille, snurre, køre på skinner.
Men jeg ville bare lige sige noget til dig, som er så sød at læse med.
For jeg har lige siddet og set kvalificerede undervisningsfilm om kemi. For min skønne teen på 14 år, som er vokset mig over hovedet og er noget af det mest skønne stykke mandfolk i mands minde, har noget kemiprojekt, som han har brug for hjælp til. Og jeg kan intet huske. Som i aldeles tomrum. Nul. Der er tomt. 1.G er meget, meget lang tid siden.
Og så er det faktisk sådan, at kvalificeret viden og uddannelse i dag er demokratiseret. Alle kan lære om alt, stort set, det kræver kun en internetforbindelse og en skærm. Engang krævede det, at man tilhørte en særlig priviligeret klasse kunne latin, kendte en præst eller havde en særlig hudfarve – men nej, nu kan alle lære. Khan Academy hedder det. Læs om det på nettet – og check det ud. Det er fantastisk, jeg elsker det højere end Netflix. Næsten lige så højt, som jeg elsker TEDtalks. Og det er GRATIS – giv en donation, hvis du har lyst. Ligesom POV International. Som også er kvalivare.
Jeg vil gerne kunne hjælpe min knægt, derfor ser jeg film om kemi, når der er tid til det. Det giver mig mulighed for at deltage i min søns liv på en dejlig og relevant måde, synes jeg, når nu hans mange andre søskendes eksistens gør, at jeg stort set aldrig kan tage ham med på shoppetur, til koncert eller på smuttur til London. Det kan ikke handle om forbrug, vores forhold – så jeg må finde på noget andet.
Jeg må finde ud af andre måder at være i hans verden. Så vi hører en masse musik sammen i bilen på vej til skole, og når vi laver aftensmad. Det deler vi. Radiohead, Dizzy, FooFighters, Beatles, Queen, Fall Out Boy, Brahms, Tue West og så videre. Og så får jeg lov til at assistere ham i hans projekter i skolen. Det er et privilegium, at han gider, og jeg nyder det. Guderne skal vide, at jeg ville elske at have råd og mulighed for at tage ham ud i Verden på weekends, klatre i klipper og på skiture. Men det her er også noget værd. Og det er det, vi har.
“På mae, mor? Gaffe? På mae, mig nu?” siger Ava. Hun er 2 år og meget sådan – PÅ hele tiden. Gør det ikke nemt at lave noget som helst med de andre børn, vil have fingrene i alting hele tiden og smider stadig alt på gulvet, ned af trapper og i hovedet på katten. Vågner midt om natten, står op og tænder lys og vil høre Bomtjikkebom og have sine glimmerhøjhælede sko og have isvafler med flødeskum kl 4.30. Nå, nok om hende – men hun står her ved siden af og vil gerne prøve at smage (deraf “På mae gaffe”) min kop med kold kaffe. Værsgo min skat. Du har alligevel sovet fra ureglementerede kl 15.30-17, så jeg får dig ikke i seng lige foreløbig anyway. Klokken er jo kun 23. Tsk. Forleden fik hun et rudeklirrende hysanfald i bilen på vej til sin skønne dagplejemor – hun skreg “GIM JUBUHU!!!”. Ehm – undskyld – skulle jeg fatte noget som helst af det udsagn? Gim Jubuhu? Grim Subaru eller hvordan? Er vi kørt forbi en lortefarvet stationcar? Synes da ellers kun, at jeg så en traktor.
Hun ville bare gøre opmærksom på, at jeg havde glemt hendes jordbærhue. Nårhhh.
Nåmen altså – jeg kan stadig ikke holde mig til emnet, når jeg først kommer igang med at ignorere mine gigt-klør, ser det ud til.
Khan Academy. Min pointe er, at det er fedt at hjælpe med lektier. Jeg elsker at finde ud af ting sammen med mine børn. Ser frem til alle de ting, aktiviteter, vidensformer og projekter, vi skal have sammen – min teen og jeg , men også de andre børn herhjemme. At viden er demokratiseret, at den er tilgængelig udover på biblioteket, det er fantastisk. Det er noget af det, jeg virkelig godt kan lide ved unschooling-bevægelsen. At man undersøger og lærer ting sammen med sine unger. Lige nu sidder jeg godt nok langt over min teens sengetid og lærer om organisk kemi, men det er alligevel et fælles projekt. Han er foran mig, han har set det hele på Clio Online, som jeg ikke har adgang til. Så jeg skal lige indhente. Og så skal vi have et kemisæt til jul. Det bliver så fedt og nørdet!
Det her liv med at arbejde, det går. Jeg skal stadig lære at acceptere helt ind i hjertet, at det er ok, at ungerne og jeg først er sammen kl 17 de dage, jeg er på arbejde. De er alle gode steder med omsorg, venner og tryghed, og det er det vigtigste. Men de er jo ikke sammen med mig, og det er mærkeligt. Trist indimellem. Anderledes. James er 5,5 år og i børnehaveklasse, Ava er 2 år og i privat pasning hos en veninde 3 dage om ugen – og mine 3 andre børn har aldrig – ALDRIG – været i pasning mere end til kl 15. Og ikke i SFO. Det er James næsten hver dag. Men det er en fin SFO, så jeg skal ikke bekymre mig. Han er træt, når han kommer hjem, bleg og træt – men ikke sådan stress-træt og tudevorn. Bare træt. Og det er jo sundt nok – jeg mener, det er ikke farligt at være træt. Så slapper han af, får mad, trisser rundt, bad, bog, sove kl 19.
Men der er satme ikke meget energi at rutte med, når vi først kommer hjem så sent mandag, onsdag og torsdag.
Så jeg savner frihed og impulsivitet. Men til gengæld har vi råd til at sende børnene på den mest fantastiske skole, og jeg er superglad for mit arbejde. Det er fedt at have kolleger, og det er sjovt at skrive alt muligt forskelligt. Være på et hold, hjælpe et projekt på vej.
Var sgu lige ved at hoppe på limpinden og stille op til kommunalvalget, men så tænkte jeg mig lige om og blev voksen og lod være. Måske en anden gang. Når jeg har set ALLE videoer på Khan Academy.
Prøv det.
Kærlig hilsen Kristina
Kristina Hobbs - mor til 5 