At leve uden facebook

Jeg gjorde det i morges. Først på min telefon kl 01 i nat, og så her til morgen kl 7. Loggede af facebook. Jeg læste i en bog, der hedder “SLUK”, og så hørte jeg en udsendelse i radioen. Og fandt derefter en podcast. En virkelig spændende og veldrejet longread fra The Guardian.  Så loggede jeg af. Kender du egentlig nogen, der stadig nægter at være på fjæsen, som facebook hedder i efterhånden umoderne slang?

Turn-Off-facebook-620x350

Det gør jeg. Faktisk nogle stykker. Min mand inkluderet. Men jeg kender flere, der indimellem proklamerer, at NU er det nok, NU logger de af, NU tager de deres tid og deres sviende nervebaner i scroller-fingeren tilbage. NU melder jeg mig også på holdet, selvom holdtrøjen er snæver og sjældent holder sig pæn i vask. Det bliver ikke kønt, det her.

Hvad jeg laver på facebook

Min finger gør faktisk også ondt. Pegefinger og helt op ad håndfladen syrer til henad aften. Ikke fordi jeg er sådan helt håbløs til at sidde med snotten i facebook, men jeg:

  • Checker da en hel del flere gange, end jeg egentlig vil være ved.
  • Bruger også facebook aktivt, som det hedder, ved at kommentere, like og dele alt muligt.
  • Sælger brugte regnfrakker, køber gryder og blomsterfrø og danner netværk med hønse-ejere, forældre, internetskribenter og årgang 1983 fra Hyldagerskolen via rigtig mange grupper på facebook.
  • Nyder at få spændende artikler om emner, jeg interesserer mig for i mit feed.
  • Søger på steders og forhandleres facebooksider.
  • Ser tips til at fjerne stearin fra uldtæpper og andre uimodståelige life-hacks.
  • Surfer, når jeg er på lokum.

Efterhånden er jeg mere på facebook, end jeg er på en internetbrowser. Det opleves lidt som det samme. Som om facebook er et opslagsværk. Det betyder, at det er en utrolig vellykket forretning for alle dem, der tjener penge på min opmærksomhed og min tilsyrede klikke-finger. For jeg aner jo ikke, hvad der foregår bag det tilsyneladende helt frie ydre, hvor det er mig, der scroller, mig, der klikker, mig, der finder, liker og vælger.

Facebooks algoritme

Og det er det jo ikke. Alt, hvad jeg ser, er 100% udvalgt af facebooks forretningsmodel til at udvælge de ting til mig, som jeg sandsynligvis vil bryde mig om og derfor bruge tid på at se, lytte til, kommentere på, dele eller like. Altså – det, jeg gider forholde mig til. Interagere med.

Det smarte er, at det opdager jeg jo ikke. Jeg opdager ikke, at min opmærksomhed er styret. At jeg ser det, nogle andre har udvalgt til mig.

Du har sikkert hørt, at det er facebooks algoritme, der udvælger det, du ser i dit feed. Ligesom det er Googles algoritme, der udvælger, hvad der kommer først, når du søger. Algoritmer er hverdagssprog, bortset fra, at under 25 % af os egentlig fatter en flad af, hvad det så lige er.

Psst – her er min forståelse af, hvad en algoritme er:

En algoritme er en kompliceret sekvens af “hvis det her gælder, så gælder det her, og så er det sådan her, det skal være” – agtige slutninger. En måde at sortere store mængder data på. En slags ligning eller regnestykke. Som nogen har lavet for at tjene flest mulig reklamekroner.

Jeg har hidtil tænkt, at facebook er smart, for det kan en masse med at lave netværk og holde sig ajour med folk. Det var smart, da jeg var nødt til at kunne lave aftaler i en fart med andre hjemmegående, fx. Det var smart, da jeg skulle formidle muligheden for at sende sit barn til børneballet og heltetræning, da jeg organiserede den slags i foreningslivet. Det er stadig smart.

Men det er i dag så styret af reklamer, så jeg ikke gider være med mere. Jeg vil ikke have, at min opmærksomhed købes på den måde. Når jeg er logget på fx Spotify via facebook, så sælges mine præferencer jo videre i systemet og bruges til at målrette reklamer med. Er det ikke klamt?

Der er Big Bucks et eller andet sted

Det gik lige op for mig i nat. Fanme nej. Jeg kan ikke gennemskue, hvordan mit feed bliver fyldt op, men jeg ved med 100% sikkerhed, at jeg ikke ser mine venners opdateringer. Kun en brøkdel af dem. Hvilke, jeg ser, har jeg ingen ide om. Hvorfor og hvordan bliver de udvalgt? Det ved jeg ikke – men der er penge involveret, Big Bucks skifter hænder hver gang, jeg logger på.

Min erfaring som tekstforfatter på nettet

Jeg har i de seneste år skrevet oodles af tekster for forskellige internetshops. Det er sjovt og lærerigt. Det foregår nede i Googles maskinrum, hvor alt handler om, hvordan en vare kommer højest op i søgefeltet, så rigtig mange mennesker finder lige netop DIT produkt. Engang var det at søge på Google en måde at slå op i et leksikon på. I dag er der 4 siders reklamer, før du egentlig finder ud af noget brugbart om den den der Paul Coelho-bog, du søgte på, eller om forskellige måder at sylte asier. Det er altsammen forretning, og du er kunden, så snart du logger på facebook eller Google. Du finder ikke det mest relevante, du finder det, facebook eller Google kan tjene flest penge på at vise dig.

Der er et eller andet, jeg ikke gider mere. Så nu er jeg logget af.

Problemerne tårner sig allerede op.

Jeg tror, at du i mine kommende indlæg kan følge med i, hvordan jeg opdager, hvor stor en rolle, facebook faktisk har i mit liv. Fx:

  • Hvor mange af mine andre elektroniske og virtuelle tjenester kan jeg nu ikke bruge, fordi jeg ikke er logget på facebook?
  • Kan mine børn høre musik på Spotify, når jeg er logget af?
  • Kan jeg holde øje med min ældstes medievaner, når jeg er logget af?
  • Mister jeg kontakt til netværk, når jeg er logget af?
  • Hvad skal jeg lave, udover den i sagens natur pågående handling (ahem), når jeg er på wc?
  • Går min hjerne i koma, når jeg skal fordrive tid i venteværelser uden facebook?
  • Hvordan med alle dem, jeg kun fanger på messenger, skal jeg til at bede om telefonnumre?
  • Kan jeg opretholde en forretning som tekstforfatter uden at være aktiv på facebook?
  • Vil jeg føle mig tvunget til at logge på for at finde særlige informationer, tilbud eller muligheder?

Nu skal jeg ud i solen. Hente børn fra skole og dagpleje, fodre dyr, lave mad og lade være med at gå på facebook. Min teen-datter har allerede sms’et mig pænt kort for hovedet, fordi hun ikke kunne gå på Spotify. Det er åbenbart kedeligt at køre hjem med toget uden musik i ørene. Tja. Det må vi så finde ud af…

Kærlig hilsen Kristina

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s