Godaften.
kl 19.49 i huset med de mange børn og den der tossede mor.
Nej, nej, der er endnu ikke fred på matriklen. De to små jeg og har været hjemme i dag, fordi James på 5 år er syg. Så derfor ligner her Parken dagen efter Brøndby-AGF i regnvejr. Vi var nemlig også udenfor, trods James’ feber, for det var alt for herligt med sne og solskin. Og så lavede vi lige bål. Og så tissede Ava i flyverdragten, mens James væltede en hel spand halvfrossent pløre ud over sig. Det var ikke noget problem at komme ind i en vis fart, skal vi sige det sådan?
Nåede ikke lige at tørre gulvet over. Hvidvaskede trægulve af ældre dato er særdeles effektive til at tage imod pløre og hønselort, så nu er alt så fint pyntet med stempler af “ECCO” og Adidas-logoer. Der er lige lidt arbejde endnu, før jeg har fri.
Nogle gange er det sådan, at man som småbørnsmor faktisk har en rimelig aften i fred. Hvis børnene sover kl 19-20-stykker, er der faktisk nogle timer til at lave, hvad man nu vil. Indhente arbejde, skrive for sjov, hækle, komme dagen i morgen i forkøbet med madlavning, bagning eller planlægning, vaske tøj, træne, gå i bad…man kan sågar se TV, hvis man synes. Eller – man kan se Netflix, for det er vist det, de fleste gør i dag.
Sådan er det ikke helt så tit herhjemme endnu. Dels er Ava skrækkelig til at falde i søvn midt på dagen endnu – eller (Oh ve, Oh skræk) senere på dagen, og dermed helt umulig at putte før kl 21.30, dels er der de to teens i huset, som har min udelte opmærksomhed, når de yngre søskende er puttet. Og sådan skal det jo være, hvert barn til sin tid. Men aftener i fred er nu også gode. Så i aften tager jeg den lidt på forskud.
Så må mudderfodsporene på plankegulvet vente.
Og madpakken til Silvia, som jeg har lovet at lave for en gangs skyld.
Og noget vasketøj.
Og Ava, der ikke gad at sove pga en sen lur, og derfor er stået hørbart op og render rundt ovenpå og klæder sig ud som “Psæsse” (Prinsesse) med sin “dylledav” (tryllestav) og “Nin og baller” (sin kanin-bamse og sine solbriller) som fast garderobe. Og en kæmpestor læderhåndtaske med håndtaget om halsen (“Dashje”) fuld af plastiklegemad og ad hoc opsamlede dimser såsom dyremagneter, iturevne Nemid-kort (I husker nok, at min lille Ava har visse destruktive vaner), tandpastatube (hvorfor er det mon, at der skal prop på? Det kan da ikke være nødvendigt?), min venstre læderhandske og sin storebrors Pokemonkort.
Nu har jeg lavet mig en kop kaffe, og nu holder jeg lige fri. I rodet. Med en lille vandal på første sal. Og en lille febersyg fyr på sofaen, som ligger og spørger mig om, hvornår Michael Jackson var baby. Og hvad farve min tipoldefars hår var. Og om hvordan man lærer at stave til Universet.
Jeg er allerede stødt på mit første problem med ikke at være på facebook. Faktisk to.
Det er det med lige nemt og friskt at dele noget. Når jeg finder noget relevant, spændende, interessant, sjovt eller vildt, så kan jeg altid finde en ven eller bekendt at dele det med. Det er jo blevet sådan en vane. Det er en vane direkte afledt af de sociale medier, men den er godt nok blevet velintegreret! Tænk, at for bare 10 år siden tænkte jeg da slet ikke i at dele det, jeg lige læser eller ser, med nogen. Det er egentlig utroligt, som det er blevet en del af hverdagens handlemønstre.
Nåmen jeg ville dele et link til den der podcast om algoritmer, jeg også delte med jer i mit sidste indlæg. Dele det med en god veninde. Men hov – man kan ikke dele links i en almindelig sms, ikke direkte. Så skal man kopiere linket og sætte det ind, og det findes ikke som knap alle steder. Det bliver lidt tungt at danse med. Hvor irriterende ikke lige at kunne det! Og hvor er det egentlig en øjenåbner. Vidste faktisk ikke, hvor inkarneret en link-deler, jeg er blevet…
Så et logaf-facebook er åbenbart også en farvel til messengers nemme dele-muligheder. Og til nemt at kunne kontakte bekendte og fremmede mennesker med en personlig besked.
Det er også et farvel til helt nemt at kunne indsparke et link i en debat, som jeg ved foregår på vores lokalavis’ facebook side. Den form for læser-interaktion er jo meget populær, så vores lokalavis satser benhårdt på at få læserne til at diskutere så meget som muligt. Fint nok, jeg er game – eller jeg VAR game. Det er også slut. Også selvom jeg lige i dag faldt over et rygende varmt link på LinkedIn, der beskrev en superfed ide med fælles byhaver som social pædagogisk indsats. Som jeg synes, at vores nye borgmester og nye byråd skal læse mere om. Men – pyt! PYTPYTPYTPYTPYT! Til gengæld er der ingen stor organisation, der sporer alle mine kliks, likes, links og sekunder, og derefter prøver at give mig de inputs og styre min opmærksomhed i den retning, de mener, jeg skal. Mit verdensbillede beror på medier uanset hvad, det er jeg klar over. At logge af facebook er kun en lille protest i den henseende. Men at min virkelighed på den måde helt manipuleres af noget så intetsigende og ansvarsløst og ukreativt som matematiske formler, der står jeg altså af.
Nå – Ava har vist vækket Silvia. Jeg skal også til at skrive ansøgninger, så må hellere holde op med at holde fri.
Hvad er din grund til at være eller ikke være på facebook? Husk nu – kommenter på min blogs egen webside, ikke på facebook. Jeg ser det nemlig ikke….
Kh Kristina
Kristina Hobbs - mor til 5 