Når ungen springer i luften i køen….

Om jeg har prøvet, at det var mit barn, der lå og rallede af bar arrigskab på det klistrede gulv i Netto, mens barnets ellers så yndige bassunkinder mere og mere fik samme farve som en overmoden aubergine? Og mine håndflade ikke bare var klamme, men dryppende af samme stress-relaterede sved, som allerede perlede ud over min anspændte overlæbe og ned på min (endnu mere) anspændte underlæbe?

Åh jo.

Unknown-8Med 5 børn har jeg da bestemt været den der mor, som alle i køen glor på, mens jeg sønderknust af skam forsøger at trøste ungen med den ene hånd, putte varer i poser med den anden hånd og holde styr på lillebror i indkøbsvognen med den tredje hånd (som  Ad-for-satan har puttet den der lænke til at låse indkøbskareterne sammen med i munden) og finde min gode ven Dan (kort) frem med den fjerde hånd og huske at kniiiiiibe sammen nedenbords, fordi jeg godt nok skal TIIIIIIIIISSE, og sende kasseteenageren et undskyldende smil og undgå øjenkontakt med den hastigt voksende kø og samle skrig-ungen op fra gulvet, op på hoften, ignorere mit amme-forårsagede hold i nakken og balancere ungen på styret af indkøbsvognen til lillebrors store utilfredshed, få tørret skrige-snot (enhver forælder til en 2, 3 eller 4 årig ved, hvad skrige-snot er) ud over hele skærmen, så det nærmest hænger i tråde mellem mig og ungen på styret, som snot-gardiner nærmest – og så komme ud til ladcyklen og opdage, at jeg glemte min gode ven Dan inde ved kassen. Og har tisset mere end en lillebitte smule i bukserne. Det har skrigungen vist også. Lillebror, derimod, er gået kold i indkøbsvognen trods skrig og snot og skrål, og bliver helt sikkert hysterisk, når jeg lige om lidt skal vrikke ham sovende ud af indkøbsvognens klapsæde og ned i cyklen.

Den mor har jeg været mange gange.

Det har vi vist allesammen.

Dette blogindlæg handler om, at det er længe siden, jeg sidst var den mor. Ikke fordi jeg læste en fantastisk 5-trinsguide til salige indkøbsture kl 5-minutter-i-spisetid. Ikke fordi jeg nu er den glade bruger af en af et websupermarked, en madplan eller et aftensmadskasse-abonnement. Det er heller ikke, fordi jeg er holdt op med at købe ind med børn på trætte tidspunkter, eller fordi de aldrig mere får det utroligt tæskefede indfald at miste forstanden, når vi skal handle.

Jeg har været forælder i mange år, og jeg er det stort set alene. Det er mig, der står i supermarkedet med børnene, og det har jeg øvet mig på efterhånden. Man lærer en ting eller to. I bund og grund handler det nemlig om det samme, som alle andre konflikter med børn gør. Nu fortæller jeg dig det, og så skal du altid huske det. Tatovér det på din arm, pis det i sneen, støb det i chokolade som en anden Blomsterberg.

Tag ikke dit barns raseri personligt.

Start ikke en magtkamp, tag ikke dit barns følelsesudbrud som angreb mod dig eller som kritik af dine evner som forælder. Det er slet ikke en kamp. Dit barn kæmper, men ikke mod dig.

Dit barn reagerer altid relevant. Der er altid en dybt meningsfuld grund til, at dit barn bliver ulykkelig eller vred. Du kan nok ikke se denne årsag. Dit barn kan nok heller ikke – det er svært for alle mennesker, uanset alder og fattevne, at sætte fingeren på, hvad der egentligt er i vejen. Lad mig forklare: Dit barn har smidt 14 mælkesnitter ned i vognen, mens du stod og forsøgte at gramse dig frem til den bedste honningmelon. Du siger, at dem skal I ikke have. Dit barn stikker i et hyl – og derfra går det ned ad bakke. Men andre dage går det fint, når du siger nej til 14 mælkesnitter. Konklusionen er, at det ikke er på grund af mælkesnitterne. Det er ALDRIG kun på grund af mælkesnitterne. Det er mere kompliceret end som så. Man gætter, men der er simpelthen for mange ubekendte i den ligning. Ligesom når du er lige ved at gå på i limningen, fordi knappen til din pæne skjorte pludselig er borte lige før et vigtigt møde. Det er ikke knappens forsvinden, der gør, at du står med løbet mascara og ligner en panda. Det er mere end som så. Der er bare altid en årsag. Vi reagerer altid relevant i et eller andet perspektiv.

Det vil altså sige:

  • at DET IKKE ER FOR AT VÆRE NOGET SÆRLIGT I FORHOLD TIL DIG. Det har faktisk ikke ret meget med dig at gøre – bevidst.
  • at det er ikke for at prøve grænser af, være umulig, utaknemmelig, fræk eller flabet eller bare på tværs eller i trodsalder.
  • at du ikke skal bede om en god grund til den slags opførsel. Det bliver højst et gæt – måske er det slet ikke noget svar. Det kan dit barn simpelthen ikke vide. Ikke til bunds. Det er med 100% sikkerhed ikke på grund af den der mælkesnitte.

Hvordan hjælper du så dit barn, når det hele bare eksploderer?

Lad mig være konkret: Ava gakkede helt ud i torsdags. Hun er 2 år og meget glad for at købe ind. Så glad, at hun denne torsdag havde puttet ikke mindre end 7 net af de der ækle mini-chokoladeæg ned i sin kurv. Og to ananasser, to poser vat plus en liter A-38. Gjorde tydeligvis klar til den helt store gourmet-oplevelse. Jeg tænkte, at vi nok skal få gjort kål på de der 7 net – et miniæg ad gangen i madkasserne, og så er de væk til sommer. Ananas, vat og A38 kræver ingen opfindsomhed, så hendes indkøb gav ingen problemer. Hun fik lov at stable det hele op på båndet.

Men ak – da der så ikke var mere at stable i vognen, gik hun igang med at stable bundter med påskeliljer op på båndet. Som vi ikke skulle have. Ikke allesammen i hvertfald. Efter 4 bundter sagde jeg nej tak til flere skriggule trompet-blomster.

Og så skete det. Den der hyletone, som hun kan, den begyndte. Hun er en pænt stor 2-årig, og hun smed sig på gulvet. Rullede og vrælede. Jeg kunne mærke folks øjne i nakken, kassedamens træthed og myoser i skuldrene. Klassisk.

Men pigebarnet var jo ked af det. Hun skreg, at jeg var en Prutteskid. Hun ville have de der gule BÅMTHSTER, MANGE BÅMTHSTER. Jeg stod med Dankortet fremme. Så sagde jeg til Ava, at jeg lige skulle betale, og så skulle jeg nok hjælpe hende. Så brugte jeg 10 sekunder på at betale. En dame sagde vredt, at jeg skulle få den unge til at holde kæft. Jeg fik den fremragende indskydelse at skrige hende ind i hovedet, at hun da selv kunne klappe kebabben, for ellers ville jeg tage den selvdøde hamster, hun havde hængt rundt om halsen, og stoppe den så langt ned i halsen på hende, at hamsteren kunne bruge røven som glughul. Men jeg sagde ingenting. Jeg ved nemlig noget.

Nemlig dette: Både min charmerende datter og den charmerende dame reagerede relevant på deres egen oplevelse af situationen. Det har intet med mig at gøre. Intet med min virkelighed eller værd som person. Jeg kunne holde den der armslængde fra deres oplevelser, og endda tænke, at det var da pudsigt, at de så sådan på det. At min datter mener, at det er magtpåliggende at få ikke mindre end 30 påskeliljer med hjem, og at damen var af den opfattelse, at jeg kunne få min rasende datter til lige sådan VUPTI at tie stille, men åbenbart havde glemt det, så hun lige kunne minde mig om, at det da ville være en god idé at sørge for, at hun nu ikke larmede mere.

Jeg betalte, bad kassedamen skubbe mine varer til side, så jeg kunne trøste mit barn. Det synes hun måske var irriterende, men det bad jeg altså om. Hendes irritation kan jeg godt tåle, hendes dag skal nok gå alligevel. Så spurgte jeg Ava, om jeg lige skulle hjælpe hende. Så kaldte hun mig en Prutteskid igen, men kort tid efter kunne jeg trøste hende. Stille og roligt. Lidt som hvis hun havde fået et hosteanfald. Det gik over. Jeg var hos hende og kunne hjælpe, hvis det blev nødvendigt. Det var pinligt og tidskrævende og alt muligt – men det er jo mine tanker, som ikke skal gå ud over hende. For det har jo ikke noget med hende at gøre. Ligesom hendes anfald ikke har noget med mig at gøre. Medmindre jeg tager det personligt og tror, at det handler om styring og magtkamp og trods og alt muligt.

Herregud, hun synes jo bare, at de der blomster var fine og gule, og at det var sjovt at stable på båndet og hjælpe mor. 

Bagefter var der en mand, der spurgte, om jeg ville have hjælp til at pakke mine varer i poser. Faktisk.

Kære forælder, der har prøvet at stå med et rasende barn og være ved at dø af flovhed: 

At blive flov er en tanke. Du tænker, hvad mon de andre tænker om mig. Jeg må se så dum ud, jeg har ikke styr på mit barn, jeg er en fiasko, jeg er en dårlig forælder. Lad den lige synke helt ind: Det er en tanke. Det er ikke dig. Det er ikke dit barn. Det er ikke engang sandheden eller virkeligheden – det er en tanke.

 

Lad det blive ved det – en tanke. Den er der, du er flov og pinlig. Det kan du godt tåle. Det går over. Du aner ikke, om det er det, de andre i køen tænker. Det er ligemeget, hvad de tænker. Du er ikke så vigtig, at alle i butikken gider at tænke noget som helst i forhold til dig og dit skrigende barn – sagt med al respekt.

Så næste gang dit barn gakker ud i køen, kære forælder:

Tag det ikke personligt. Bliv ikke gal. Start ikke en magtkamp. Stop op, hvis det er nødvendigt, men gør og sig i det hele taget ikke så meget. Dit barn kæmper med noget og har det ikke særlig sjovt – det er ikke fedt at miste besindelsen, det gør mennesker ikke af overskud. Træk vejret, stop aggressionen hos dig selv. Der er faktisk ikke sket noget med dig. Det er ikke dig, der ligger og vrider dig på gulvet eller har væltet 347 dåser tun i olie. Så hvorfor lade dit barns aggression afføde andet end din sympati?

Det er bare en tanke.

Kærlig hilsen Kristina

Reklamer

2 kommentarer til “Når ungen springer i luften i køen….”

    1. Kære Marianne – selv tak, jeg er glad for, at du også trak på smilebåndet. Jeg orker ikke selv at læse alt for alvorstunge indlæg og artikler, så jeg prøver altid at tage udgangspunkt i dagligdagens absurditeter! Dem er der jo så heldigvis masser af. Siger jeg og opdager en indtørret bussemand (tak til James på 6 år) på mit tastatur.
      Kh Kristina

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s