Skal man leve op til eller bare leve?

Nu er den der igen, den der aften, hvor Ava og resten af bananerne sover, og her er stille i huset.

Eller jo ja – opvaskeren lyder som en gammel Honda, der hoster sig afsted på en grusvej med røg ud af motoren og et muggent Wunderbaum i forruden – men ellers er selv vores gamle, gnavne hankat tavs.

Shh.

I dag har 2 af mine unger ikke spist op, for de var ikke sultne mere efter 1/2 tallerken mad. Et af børnene blev hjemme fra en fritidsaktivitet, fordi det bare var en lidt dum dag. Et barn læser ikke i frilæsningsbogen, vi har lånt på biblioteket, selvom det ellers sidder ret godt fast hos mig, at man skal læse 20 min hver dag for at blive….øh – et godt menneske eller et eller andet. En god læser, det var dét, det var.

Et andet barn …sådan kunne jeg blive ved. De gør alt muligt med min velsignelse, som nemt kunne komme i “det skal du, fordi det SKAL man” eller “fordi jeg siger det”-kategorien.

Jeg siger faktisk aldrig “Fordi det skal man” eller “Fordi det siger jeg”. Tænkte jeg lige over. Det siger mange voksne, og det sagde jeg også førhen. Og  mine forældre sagde det. Min mand også nogle gange. Når jeg siger det nu om stunder, er det faktisk en fejl, som jeg som regel retter. Som et nys  – ATCHUUUU! kommer det lige ind fra højre som en refleks, når et barn ikke bare gør, men stopper op og sætter sig vilje igennem. Til helt små børn og i nogle situationer er der ikke så meget andet at gøre, og man skal tilpasse sin forklaring om hvorfor omhyggeligt til barnets alder og situationen, naturligvis. Så det prøver jeg på. Og det går i balalejka sommetider. Jeg bliver sur over al den modstand over noget komplet åndssvagt som en venstre strømpe, barnet nægter at stikke tæerne i og vrisser, at hvis du ikke gider tage den strømpe på nu, så sætter jeg dig ud i en snedrive og tænke over, om du som fryser nok til at have strømper på. -Agtigt. Så galt går det sjældent, men Kors i Kælderen, hvor jeg kan sige nogle åndssvage ting, som jeg må undskylde rigtig meget bagefter. Det håber jeg inderligt, at bare én af jer kender….

Nå, det var det med – jeg synes ikke, det er for meget forlangt, at ens handlinger skal give mening for en selv. Det giver fantastisk motivation, og med motivation kommer glæde og læring og liv og glade dage. Så når jeg kan, forsøger jeg at fokusere på motivation, på at leve og ikke leve op til. Fanden tage det med at gøre, hvad der bliver sagt. Det skulle man da nødig blive ved med her i livet – for der bliver saftsusemig sagt meget pladder til én gennem et helt liv. Klart at foretrække at have øvet sig i lige at stille sig selv spørgsmålet: “Hvorfor?” og forvente at få et kvalificeret svar.

Hvorfor skal jeg have venstre sok på? spørger barnet. Her er løsningsforslagene: “Øhm…det kan jeg ikke svare på. Så lad den være, men tag også den anden af, for ellers ligger den venstre helt alene i skuffen” eller: “Du skal have sokker på i støvlerne, for ellers slider du huller i dine fødder, der gør rigtig ondt” eller: “Ellers bliver den venstre fod misundelig på den højre, og misundelige fødder stinker af surkål” eller  – den man bruger kl fem-minutter-i-nu-eksploderer-jeg: “enten tager du den sok på eller også holder jeg vejret, tisser på gulvet og giver din madpakke til hønsene.” Jeg er SÅ klog, n’est-ce pas? Virkelig kvalivare indenfor tips og tricks og ganske gratis. Som sædvanlig har jeg masser af tanker, og nogle gange kan jeg også udleve dem. Er kun et menneske..

Gør det, der giver mening og lyt med gensidig respekt for, at andres mening også kan have vægt og bære sandhed – måske en anden end din, men der findes så mange sandheder som der er stjerner på himlen og  bobler i et skumbad.

Jeg ville skrive og tænke lidt om og over, hvad det egentlig er for noget, det med at være pligtopfyldende og leve op til regler og rammer og krav. At man fx skal spise op, gøre siden i matematikbogen færdig, møde op til svømmetræning hver gang, blive på sin pind på jobbet i 8 timer. Selvom man hhv ikke er spor sulten mere, godt kan finde ud af at gange 3 cifrede tal, ikke orker at svømme i dag og faktisk er færdig med det der excel-ark efter 6 timer.

For den der med at leve op til reglerne og gøre det, der bliver sagt, den der lidt blinde autoritetstro, hvor man ikke altid lige ved, hvad pointen egentlig er, udover, at det SKAL man bare gøre uanset motivationen eller meningen – den sidder dybt i rigtig mange mennesker. Også jeg.

Jeg kan huske, at en af mine allerførste blogindlæg her på bloggen i 2012, mit første spæde forsøg på at sprænge rammen og gøre noget anderledes, der på en ny måde føltes meningsfuld og lidt rebelsk, handlede om, at jeg gav min søn fri, selvom han ikke var syg. Han orkede bare ikke skole den dag. Magtede det ikke. Så vi fodrede ænder med de små i stedet for. Tror jeg nok.

HOLD da op, hvor vildt. En fridag. Jeg skal love for, at jeg sidenhen har fået smag for at lade være, lade stå til, holde op og blive hjemme, hvis jeg ikke kan se, hvad godt der skal komme ud af det ene eller det andet. Det dyrker jeg ret meget. Man skal tænke sig godt om, for måske er der en anden mening gemt end den åbenlyse, måske er det vigtigt at komme til svømning eller lave den side matematik færdig, fordi man kan hjælpe sin gode klassekammerat med at blive færdig bagefter, eller fordi man har godt af at komme ud af huset, eller fordi det er bedst for dit overskud lige i denne periode, at alt ikke er til diskussion. Der kan være mange gode grunde til at holde fast nogle perioder. Men jeg forsøger at huske lige at tænke efter, om meningen overhovedet ER der. Om man skal leve op til eller bare leve lige i dag.

Nok om det, nu har jeg tænkt. Håber du stadig er med mig!

Tænkte lige, jeg ville opdatere, hvad vi har fundet ud af om det der med at bygge hus til bedsteforældre i baghaven. For der er ret mange af jer, der viser interesse for emnet.

Det tænke jeg egentlig nok. Simpelthen fordi, at det faktisk ikke er helt nemt at finde info om den slags derude på WWW. Jeg har googlet det. Læst på Ældresagen, på Bolius, på Ingeniøren, på Silvan og ledt efter blogs om folk, der har gjort det før os. Tror faktisk, at jeg har ladet mine ræve-røde øjne løbe over en artikel om emnet i Kristeligt Dagblad, og det var vist også fint – men det bliver ligesom på et turistniveau, de der skriverier, jeg har kunnet støve op. Vi er ikke helt inde i maskinrummet. Der står om, at man skal huske at være gode venner, og man skal lave nogle skriftlige aftaler om arv, klipning af  hækken og husleje. Men hvordan GØR man faktisk? Det  står der ikke der.

 

Det gør der heller ikke i hovederne på Borgerservice inde på Gribskov Røvhus (som min nr 4 år, James, kalder den kommunale førerbunker, ,der ligger 200 m fra vores indkørsel. Intet ondt ment, jeg er meget glad for både rådhuset og at bo i kommunen). Der har jeg nemlig ringet ind som noget af det første.
Som i: “Hvad skal man gøre først, hvis vi gerne vil bygge et hus i baghaven?” Jamen man kan da lige så godt spørge lige ud, ikke?

Det vidste damen i røret ikke rigtig. Så røg jeg over i Bygge og Teknik.

Der mente en anden borgerservicemedarbejder, at mine forældre bare skulle leje noget i nærheden, for det var da nemmere. Jovist, men når nu vi gerne vil bygge noget, sagde jeg så. Jamen så skal I lave en byggesag, siger den effektive dame. Dejligt at blive oplyst om, at jeg ikke skal ansøge om fx fisketegn eller ekstra tandlægetilskud, når vi gerne vil bygge noget, ikke?

Nå – nok tant og fjas – hvis I vil vide, hvad kommunen ved om jeres hus, og om der er nogen planer, der ligger særlige begrænsninger eller regler for lige præcis jeres lokalområde, så ligger hele molevitten på:

www.plandata.dk (lokalplaner) og

www.weblager.dk (jeres BBR og andre dokumenter om jeres ejendom)

Muligvis er det ikke alle kommuner, der ligger dokumenter ind der – det ved jeg desværre ikke. Prøv at ringe til dit Røvhus og spørg. Men ikke, når du har PMS eller gerne vil føle dig godt tilpas med at være lige præcis dig. Gør det en dag, hvor dit passiv-aggressiv filter er supergodt skruet fast i dit indre øre, og du har lavet en ordentlig kop kulsort kaffe stærk nok til at vække de døde. Det er en mastodont at danse med. Det er nemt at komme til at føle sig dum, når man ringer til myndighederne, og det er ikke ment nedsættende. Jeg får fin service på Rådhuset og god hjælp, og du skal endelig bare kaste dig ud i 20 spørgsmål til Borgerservice . De er flinke.

Nuvel – min mand og jeg søgte og fandt ud af, at vores grund var for lille til at kunne opdeles i to matrikler. Så hvis vi skal bygge et hus mere, bliver det på en og samme grund og ikke ved at opdele og frasælge en del af vores grund.

Hvis vi overhovedet skal bygge.

Det var faktisk et fint skridt at komme videre med.

Så kunne vi gå videre med at finde ud af, om der må stå et hus og et anneks. Og Halleluja, det må der gerne.

Så vidt, så godt.

Vi måtte spørge en af min mands arkitekt-venner til råds for at tyde de der lokalplaner, som der viste sig ikke at være nogen af lige her. Men de små ting tager laaang tid. Det tog faktisk over en uge at finde ud af.

Med den hastighed kan mine forældre flytte ind i deres fine, nye hus og samtidig spare gevaldigt på flyttemændene, for det er pivbilligt at flytte to urner og deres spøgelser fra Vesterbro til Gribskov kommune.

Vi har også talt om, hvordan med arv og husleje og ditten og datten, og der er rigtig langt endnu. Det er et større arbejde. Og hvad mine brødre mon tænker, hvad det må koste, hvem der skal tegne, om det mon er en god ide i det hele taget og  ….

Det kommer henad vejen.

Nu skal jeg læse mine 20 minutter. Eller to timer – har fundet en rasende god bog på 800 sider, det er farligt at læse bøger igen…Shantaram af Gregory David Roberts, kender du den?

God aften og tak, fordi du læste med.

Kærlig hilsen

Kristina