Mig og en trold – update efterår 2019

IMG_2843

Godaften.

Det er så mig og en trold. Tænkte, at det var en passende måde at starte denne mørke efterårsaftens indlæg på.

Det er ikke hvilken som helst trold. Det er min ældste søn på arbejde.

Ham, der som 10 årig var en ret bærende årsag til, at jeg valgte at være hjemmegående en del år. Det handlede naturligvis også om, at resten af familien også ville få stor gavn af, at jeg kunne nøjes med ét arbejde i stedet for at føle, at jeg skulle på job nr to, når jeg forlod min offentlige arbejdsplads og begyndte henterunden på skole og i institutioner. Det handlede naturligvis også om, at jeg ikke længere anså det som meningsfuldt at aflevere mine små børn til fremmede mennesker i et stresset miljø i de timer, hvor børn er allerdejligst og mest vidunderlige at være sammen med.

Og det handlede helt klart også, dengang i 2011, om, at jeg trængte til at træffe et helhjertet valg og gå mit kommende liv som mor til 4 i møde med en vished om, at mine børns hverdag i høj grad var op til os at gøre så dejlig, givende, kærlig og inspirerende som muligt. Så blev jeg så også mor til 5, viste det sig i 2015. Hvor heldig kan man være.

Det var en ansvar at tage på sig, men det tænkte jeg ikke så meget over dengang.

Som nogle af jer læsere, der har været med fra starten, ved, så har det hele været ret intuitivt for mig. Hverdagen med børn har udviklet sig efterhånden og formet sig efter behov.

Jeg har været så priviligeret at have en familie, der har bakket mig fuldstændigt op og støttet mine og min mands prioriteringer, også når det betød, at jeg i flere år ikke rigtig kunne dukke op til ret meget, altid havde små børn med allevegne, og ikke havde råd til det helt store. Eller det helt lille, faktisk.

Min mand og jeg har også stået sammen om beslutningen om, at han prioriterer at tjene penge – ikke ret mange, men nok -, og så holder jeg familieskibet kørende. Og tjener penge ved siden af, når jeg kan. Hvis jeg kan, uden at det går på kompromis med børnenes trivsel. Eller min egen.

Nu er der så gået nogle år, hvor det hele har bølget frem og tilbage. Jeg har søgt job, været freelancer, haft kunder, været hjemmegående og som nu haft fast stilling deltids. Som det er nu, er jeg fast tekstforfatter et herligt sted, hvor jeg selv kan styre min tid og mit arbejdssted. Det er udsprunget af alt det, jeg har skrevet som hjemmegående. Så det har været endnu en udvikling, der ligesom bare er sket.

En ting, der ikke bare lige er sket af sig selv og helt organisk, var, da vi valgte at flytte til Helsinge fra Frederiksberg C i 2012. Det var efter mange års forsøg og tilløb, finanskrise og sygdom til trods.

Jeg var til sidst så desperado, at jeg var klar til at sige Ja Tak til at bo i en hullet kornsilo på Svanholm og leve af mugne gulerødder og selvdøde pindsvin resten af mine dage.

Vi havde dengang et kæmpe drøn af en Chrysler, som vi i flere år havde pakket vores børn i og set på huse, skoler og børnehaver syd for Køge, Vest for Roskilde, Nord for Virum og nærmest alle andre steder med priser under 2 mio kr. For rige, det bliver vi fanme aldrig, vidste vi.

Og det endte med et meget bevidst valg af lige præcis dette hus, en gammel og misligeholdt Murermester i en provinsby, kæmpe hus med stor have midt i en by med alle praktiske foranstaltninger, et rådhus, indkøbsmuligheder, tæt på motorvej og strand og en togstation. Til en meget, meget billig penge og helt uden chance for at gå til i næste stormflod. Bingo. Der var det. Det dumpede ikke lige ned fra himlen, det var ikke et tilfælde. Men det var en af de beslutninger, velforberedte beslutninger, som er blevet vendt og drejet som en rødspætte i paneringen og som så ender med at smage præcis lige så overdejligt, som man forestillede sig, da man stod med æggesjask på ærmerne og rasp under neglene.

Der er dog også fortrydelser. Vi skulle helt klart ikke have udsat min steddatter for husjagten, hun var ulykkelig indeni, men det vidste vi ikke dengang. Der er meget, jeg ikke tænkte over i forhold til hende, og som jeg ville ønske, jeg kunne gøre om igen som erfaren, omsorgsfuld og mere rummeligt indstillet forælder. Jeg ville gerne fortælle mit yngre jeg et og andet lige om den sag. Min allerstørste kærlighed til jer med stedforældre og stedbørn. Det er ikke nemt, og man kan føle, at man elsker så aldeles forgæves og gør alting værre uanset hvor hårdt, man prøver.

Men ellers var resten helt bevidst. Og det var ligesom kickstarten på et liv i sus og dus, hvor den ene dag tager den anden, og vi har ladet intuitionen råde.

Så jeg kan ikke sige, at livet ligesom bare viser dig vejen. Livet pegede ikke i retning af Helsinge dengang. Kraftedme nej. Ingen pointers i miles omkreds, ikke engang en kridtstreg. Ikke et sandskorn, ikke en krumme gav os et hint om, hvor pokker os fattigrøve kunne få fod under eget badekar.
Måske kan man sige, at jeg bare ikke kunne se det der himmelske skæbne-fingerpeg af alle mulige årsager som fx udmattethed, skimmelsvampeforsikringssag, sygdom og frygt for at vælge forkert. Man kan vælge at sige, at en sandhed altid er sand, at udrensningskuren altid virker, at Gud altid lytter, at Svigermor altid vil dig det bedste, og at undtagelser kun sker, fordi man ikke lige er klar til at modtage visdommen, smugspiser noget forkert, ikke er værdig eller ikke kan forstå de gode intentioner.

I mit liv er det en blanding af noget, der føles som styring og noget, der er intuitivt og bare sker. Og det har jeg det helt fint med. Den der blanding af fri vilje og noget bagved, indenunder, ovenover, der bare sker.

Der behøver ikke være en overordnet sandhed om, at jeg enten

  • skal være forberedt på livet til tænderne, have pensionen i orden, komme til alle servicecheck med bilen og huske at skrive mig op til en lejebolig, hvis nu vi skulle blive skilt en dag.
  • eller skal følge en mantra om at flyde med strømmen, ikke styre, ikke tænke, føle-føle-føle og gerne kunne chante eller som minimum være på stilhedsretreat omgivet af skovsøer og hvide, blafrende gardiner i to uger årligt.

Jeg ved ikke, om mit intellekt bare er småvisnet lidt med tiden – måske en modellervoks overdosis. Jeg er i hvert fald tæskenem at tæve i Wordfeud nutildags. Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede i fredags, og jeg kan dårligt ænse, hvilken bog jeg læste for 14 dage siden. Jeg, som engang havde nærmest fotografisk hukommelse, kan ikke huske mine børns CPR numre – ikke dem alle 5.

Uanset hvorfor, så er jeg bare ikke så optaget af at tænke store tanker om hvorfor, hvordan, hvorledes. Ikke længere. Det må godt rode i mit univers. Forklaring behøves ikke. Retning egentlig heller ikke.

Og så står jeg her i 2019 med 2 m trold under armen og er lykkelig helt ned i mine gamle, grimme, udtrådte trekkingsandaler. Som mor til sådan en fætter er det nok passende at have sure tæer og sko, der måske lugter lidt af hønselort. Og birkes mellem tænderne. Til børnefestival foran springvandet i en dansk provinsby.

En update på vores liv, en skøn blanding af styring og laissez-faire, kunne være:

  • 5 børn ml 4 og 16, den yngste i privat pasning 4 dage om ugen, 3 på Hillerød Lilleskole, en på Tølløse Privat- og Efterskole (og med arbejde som trold, ridder, elver, zombie, opvasker og barde)
  • Ikke et kommende hus til mine forældre i baghaven alligevel. Det blev for dyrt. De køber et hus rundt om hjørnet i stedet, og vi glæder os helt vildt
  • Et hyggeligt job hos Legeakademiet med gode kolleger og fantastisk engagement 3 dage om ugen
  • En mand, jeg elsker overalt på jorden
  • En broget familie, hvor vi alle prøver så hårdt på at holde sammen og være nærværende
  • Totalt mangel på fornemmelse af, hvad der mon lurer rundt om hjørnet. Og totalt mangel på interesse i at foregribe alle de Nu’er der er på vej. De kommer alligevel kun ét ad gangen og i deres helt egen rækkefølge. Uden jeg skal gøre noget som helst.

Så nu vil jeg prøve at skrive lidt igen og håber, at jer dejlige mennesker derude også kan finde en balance mellem at slå hovedet til og fra.

Jeg synes, at det er så pragtfuldt, at vi mennesker kan begge dele. Både kan skabe så meget for os selv og være så meget en del af noget, der bare findes, helt uden at vi skal gøre noget som helst.

God aften derude!

Kærlig hilsen Mor Trold.

 

3 kommentarer til “Mig og en trold – update efterår 2019”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s