Mere om vores tv-debut

5

Min familie og jeg medvirker i Dr2 dokumentaren “Sådan er det bare”.

I udsendelsen  (blev sendt onsdag d 22/1 kl 20 på DR2 som nr 3 ud af 9), har de medtaget et klip, hvor jeg helt frelst siger” Man skal sgu være lykkelig”. I et andet siger jeg noget med, at jeg som hjemmegående er garant for, at hverken mine børn, jeg selv eller min mand har hverken psykiske, fysiske eller mentale problemer. Jeg forklarede efterfølgende (så vidt jeg husker og håber, det er i hvertfald min holdning), at vi skam har udfordringer på de punkter, men at lykke handler om måden, man takler udfordringer på, og ikke fraværet af udfordringer. Udfordringerne bliver ikke så nemt til problemer for os, i vores familie, når jeg har tid og nærvær til at tage mig af dem. (Da jeg var udearbejdende mor, trivedes børnene fx ikke så godt, som de gør nu. Det kan have mange årsager, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at mit nærvær og tid til at hjælpe dem med at få fod på deres liv og relationer, gør en uvurderlig forskel.) Det kom ikke med i udsendelsen, og det er lidt ærgerligt. For det er den vigtigste pointe.Det andet lyder jo som om, at man kun kan have en rask familie, hvis den ene forælder går hjemme, og det er noget selvforherligende sludder.

Vores medvirken i programmet kom til, da en journalist kontaktede mig via denne blog.

Vi havde en fotograf og en journalist på besøg i 9-10 timer en dag, og de filmede og stillede spørgsmål, mens vi gjorde det, vi plejer. Af alt det, vi talte om, og alt det, de så, var det ca 5 minutter, der kom med i programmet. De klip, de har valgt, er meget idylliske, og jeg ser meget rolig og velovervejet ud. Der er naturligvis rigtig mange andre aspekter af livet herhjemme, og af min sindsstilstand. Hvis du har lyst til at lære de mere realistiske, frustrerede, tvivlende, magtesløse og kaotiske sider af vores familieliv at kende, så læs her på bloggen. Søg fx på disse indlæg “Ratataaataa” eller “En hverdag hos os – nu” eller “min værste fjende”. Eller bare på tag’ene “Dagligdag som hjemmegående”, “hverdag”, “husmor” eller “kaos”. Skulle du have lyst til at vide lidt mere om, hvorfor vi flyttede, eller hvordan her er i Helsinge, hvor vi flyttede til, så søg på tag’et “flyt til provinsen”. Eller skriv til mig og spørg:-)

BEKYMRINGER: Min største bekymring forud for optagelserne var, om jeg kom til at fremstå som en kritik af børneinstitutioner, eller af den praksis at sende sine børn i institution. Det vil jeg ikke være med til, jeg er slet ikke kritiker af instititutionerne, men af måden, vi anvender dem på, og måden, de bliver nedprioriteret herhjemme. Jeg var meget nervøs over, om min rolle kunne blive at pege fingre af de ansatte i børneinstitutioner, eller af, at andre kvinder vover at gå på arbejde. Jeg ønskede  ikke fremstå som reaktionær rejekælling, men gerne som advokat for, at mange forældre kan vælge en anden måde at leve på, hvis det at arbejde ude ikke gør en lykkelig. Hvis man synes, at det lyder som noget, man har lyst til at bruge nogle år på, og er med på omkostningerne. Ellers skal man nok lade være og nyde sit job. 

Da journalisten kontaktede mig, tog hun udgangspunkt i et indlæg på min blog, som hun fandt tankevækkende. Det her:

https://kristinahobbs.com/?s=ih   som hedder “ih, hvor er du heldig”.  Der skriver jeg fx, (her henvendt til udearbejdende forældre, som jeg desværre indimellem oplever, at jeg som hjemmegående giver dårlig samvittighed) : “Lær ungerne at stå ved, at det er ok at vælge lykken, vis dem, at I er glade for jeres arbejde, husk på, at I vælger jobbet fremfor tid med børnene, så VÆR glad for det forp…job. Hvis I er glade for det, så lad være med at få skyldfølelse, når I møder en glad idiot som mig, der hellere vil investere min tid anderledes, og dermed gå glip af de skønne, spændende og interessante timer på jobbet, som I nyder.” Det er jo ganske bombastiske sager, og jeg starter også indlægget med at undskylde, at jeg er lidt ophidset. Men jeg mener, det jeg siger, jeg kunne bare godt skrive det med mere finfølelse. Pointen er, at jeg ikke tror, at vi mennesker er gode til noget, vi ikke er glade for at beskæftige os med. Som mit Fay Weldon-citat på denne blog også siger. “Vær god, og du vil blive lykkelig. Vær lykkelig, og du vil blive god.” Hvis man har lyst til at arbejde med noget andet end sine børn og sine umiddelbare omgivelser, så gå på arbejde og vær glad for, at der i dette land er mulighed for, at børnene kan være sammen med andre børn og voksne i de fleste af deres vågne timer. Lad være at få skyldfølelse, og lad for Guds skyld være med at tro, at arbejdet er for børnenes skyld. Jeg tror, at børn helst vil bruge tid sammen med deres omsorgspersoner (for ikke at skære alle forældre, familie, nære relationer over en kam) og ikke professionelle. De fleste arbejder for deres egen skyld. Det siger Katrine i programmet også, hun er glad for sit job og den livsstil, det muliggør. Hun ønsker ikke at lave det om. Jeg har stor respekt for hendes valg. Jeg synes bare, at det er trist, at så mange forældre som hende har dårlig samvittighed. De skal rette ryggen, skal de, og være gode til og lykkelige i deres liv – eller lave det om. Ja, de skal. Jeg afleverede mine børn i institutioner og tog glad på mit studie og senere på arbejde, det var fyldestgørende og interessant, og fint med mig. Indtil det ikke var det mere, og nu lever jeg anderledes. Hvor skønt, at det er en mulighed, det vil jeg gerne være med til at fremhæve som en meget positiv ting i Danmark, at det kan lade sig gøre! Vi kan vælge!

Jeg ville gerne deltage i programmet, fordi journalisten var glad for den pointe, og jeg synes, at mange danskere glemmer, at de faktisk er glade for at gå på job – og nogle opdager det først, når de ikke længere har et job. Med mindre de selv har valgt det. Vi arbejder, fordi det giver os mening – enten fordi det er spændende, bekræftende, giver os en livsstil, vi higer efter, sikkerhed, socialt netværk, tag over hovedet. Der findes mange måder at skabe et liv på, med mad på bordet og tag over hovedet, og to udearbejdende forældre er ikke den eneste model. Det er et valg. Og dermed et fravalg af noget andet, af en anden livsstil, sted at bo, måske omgangsformer…

Jeg håber ikke, at vores familie i programmet fremstod som en løftet pegefinger over for andre måder at leve på. Det var ikke intentionen, og det er ikke min holdning, at det eneste rigtige valg som forælder er, at den ene part går hjemme. Eller at der er to i det hele taget. I virkeligheden er det langt mere interessant at se på, hvorfor pokker vi i DK har indrettet med et os så uhyre ufleksibelt ideal som kernefamilien. Vi bor i vores små kuber, side om side, og vil helst ikke dele for meget ansvar ud til nogen. To voksne, børn, måske bedsteforældre – de skal være “nok”. Tænk, hvis forælderskab og omsorg, opmærksomhed, opdragelse, videns- og erfaringsdeling til andre generationer var et mere fælles projekt, som man kunne gå ud og ind ad, alt efter ens spidskompetencer og behov? Så børn kunne lære af, nyde godt af, inspireres af mange forskellige nære relationer og ikke så primært to forældre? Rundt om i den mangfoldige verden er der mange andre måder at køre et samfund på, og jeg synes ærlig talt, at vores er forældet og for svær at realisere.

Kh Kristina

Reklamer

5 thoughts on “Mere om vores tv-debut

  1. Kære Kristina.
    Tak for dine betragtninger om programmet, som jeg har set her til formiddag. Som du så rigtigt pointerer, er det sat meget karikeret op, men nok for at få de to yderpoler på problematikken. Jeg er overbevist om, at den anden mor heller ikke ALTID er stresset og ikke har tid til at tale med sine børn, som det fremstår i programmet.
    Det er altid rart at få lidt baggrund med – tak for indsigten 😉
    Kh, Anne-Mette

    Like

    • Kære Anne-Mette. Tak for kommentaren:-) Katrine, som jeg kontaktede efter programmet blev vist første gang, er en modig kvinde, som tør stille op i et program og vise, hvordan 90% af familierne derude i Danmark fungerer. Sat på spidsen. Det tager jeg hatten af for.
      Kh Kristina

      Like

    • Hej Anne-Mette.
      Jeg håber, at seerne er som du, og husker på, at det TV er redigeret virkelighed. Vi var med som cases i et på forhånd mere eller mindre færdigt manus, og det tror jeg ikke, Katrine var forberedt på. Det er jo rigtigt surt for hende, at hun føler sig dårligt briefet, og derfor medvirkede hun også i et radioprogram på P1 om fredagen, “Mennesker og Medier”, for at få forklaret sig lidt. Jeg blev telefoninterviewet, og vi fik derfor begge mulighed for at videregive vores holdning til programmet. Det gav Katrine lidt mere fred med det, og jeg fik heldigvis også sagt, at jeg egentlig synes, at programmet handler om to lykkelige kvinder, der har valgt forskellige måder at leve på. At der så bliver spillet hyggelig musik i vores solbeskinnede have, og hendes børn tilsyneladende bliver hentet som de sidste hver dag og spiller Ipad i sofaen, mens den hårdt arbejdende mor ensomt laver mad og brokker sig – det er producentens holdning til vores to liv, der skinner igennem.
      Jeg tror ikke, jeg vil være med i den slags igen, det fylder for meget for børnene. Men jeg er glad for, at jeg måske er med til at prikke lidt til fordommene om hjemmegående i Danmark.
      Kærlig hilsen Kristina

      Like

  2. Kit Louise Strand siger:

    Kære Kristina

    Det var opløftende at se dig og dine søde børn på TV, og høre dine kommentarer til dit valg og de afsavn, dette valg indebærer. Du gav et dejlig afslappet, friskt og ligefremt indtryk og bidrog til at aflive de dødssyge og uretfærdige fordomme om hjemmegående husmødre.
    I det hele taget var det en god udsendelse, der endelig fik sat nogle tal på økonomien, så man forhåbentligt kan aflive alle de evindelige gentagelser om, hvor priviligeret man er, når man har valgt som jer/os.

    Bedste hilsener
    Kit Louise Strand
    (medlem af Småbørnsfamilieforeningen SAMFO)

    Like

    • Tak for din mail og din hilsen herinde på bloggen, Kit. Der er jo en hel del kvinder derude, som for flere år siden, også generationer siden, traf beslutningen om at gå hjemme. Der har så været tavshed fra den front i en 20-30 år, og nu er det faktisk rigtig dejligt at høre fra jer, der gik hjemme førhen. I har en vigtig og spændende stemme i nutidens samfundsudvikling, og det er dejligt, at mennesker som du og din mand giver lyd fra jer. Tak for interessen og opbakningen:-)
      Kh Kristina

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: