At flytte til provinsen

Skriv og spørg om at flytte.

Går du og overvejer at flytte til provinsen? Det gjorde min familie og jeg i mange år, før vi endelig fik solgt lejligheden på Indre Frederiksberg og købte hus i Helsinge, nord for Hillerød  i Nordsjælland. Ikke den rige del af Nordsjælland, den jævne del, så at sige..Vi havde mange grunde til at flytte og mindst lige så mange grundige overvejelser kom først. Jeg fes rundt over det meste af Sjælland, besøgte skoler og børnehaver, undersøgte cykelstier og svømmehaller – og huse, naturligvis. Af forskellig beskaffenhed. Vi fandt endelig det rigtige efter en 4 år lang proces. Det vil jeg ikke ønske for min værste fjende, der med at trække det så langt ud – men måske er det nogle gange også den tid, det tager at blive parat.

Vi har nu gjort os en masse erfaringer om at flytte til provinsen. Både om selve det at flytte med børn, som vi har gjort i alt 5 gange, flytte institutioner og skoler, flytte fra venner og familie – og jeg modtager en del spørgsmål på mail fra jer derude.

Jeg stiller meget gerne min erfaring til rådighed for dig, hvis du har brug for én at vende det hele med, for jeg ved, at det er en stor beslutning. Her bor mange tilflyttere fra København i Helsinge, og mange af os har stået i limbo, førend vi flyttede. Jeg kan hjælpe dig med at finde ud af, hvordan I taler med børnene om det, hvordan I forholder jer til deres legekammerater, hvordan I vælger skole eller nye fritidsinteresser, prioritering af cykelstier, skov, strand, jacuzzi eller supermarked, fødsler samtidig med flytninger, udpakning med børn, indretning af børneværelser – der er så mange emner, der melder sig. Du er i hvertfald velkommen til at skrive til mig, hvis du har brug for at skrive/snakke med nogen om det. Måske bliver vores erfaringsudveksling til et indlæg, men i så fald anonymiserer jeg dig gerne, hvis du ønsker det.

Jeg vil gerne neddæmpe den usikkerhed om at flytte ud, som præger mange storbyfamilier. Derfor tilbyder jeg det her sparring om at flytte til provinsen. Os herude, hvor kragerne flyver med rygmærker, vi har brug for jer og alle jeres dejlige børn – så kom endelig, skriv endelig, spørg endelig. Her er plads til jer.

kristina.hobbs@live.com

Kh Kristina

 

Reklamer
%d bloggers like this: