Hvad er forældrevejledning?

Vi kan ikke holde ud af tvivle.

Kunne det ikke være fedt at kunne sige som pigen her på gyngen:

images-1Det er bare rigtig svært i en tid, hvor vi konstant sammenligner os med andre. I alle medier, på alle fronter, i alle situationer.

Mange af de forældre, jeg taler med, er i tvivl. Her burde måske komme en afslutning på den sætning, som ikke lige er et punktum. Der skulle stå: “…., er i tvivl om, hvordan man….” osv.

Men faktisk er vi bare i tvivl. Forældre. Om rigtig meget. Det er sådan set ikke underligt. Det er et meget menneskeligt vilkår at tvivle. Det er hele årsagen til religion – det der tvivl. Vi har brug for at tro eller vide. Nogle gange er det det samme.

Problemet er, at vi i stigende grad har mistet tolerancen for at være i tvivl om livsvilkår.

Vi kan faktisk ikke holde det ud. Den der forældretvivl er et grundvilkår, men det driver folk ud i at søge råd i et tempo, der er helt skørt. Folk spørger fx deres udvalgte eksperter:

  • Hvordan får jeg mit barn til at spise broccoli?
  • Hvad skal jeg gøre, når mit barn ikke vil sove i sin egen seng?
  • Skal vi tage en 2 årig med på skiferie?
  • Må min svigermor give mit barn flaske?
  • Er amning bedst for mit barn?
  • Hvad skal jeg overveje, før jeg får børn?
  • Hvilken ble er bedst?
  • Hvornår er det ok med legeaftaler?
  • Har mit barn et godt ordforråd?
  • Hvordan lærer mit barn bedst at cykle?
  • Hvornår sover børn igennem?

Og alle mulige og umulige spørgsmål. Som kan besvares på lige så mange forskellige måder. Og som alle er udtryk for en dyb usikkerhed, der hænger tæt sammen med manglende erfaring med det at leve med børn til hverdag.

Information på to minutter

Vi er blevet vant til at kunne finde informationer om alting via det skrevne ord eller en smart YouTube video. På 2 minutter. Slut med at ligge søvnløs i timer, fordi vi ikke kan huske 2. vers af “Jutlandia” eller instruktøren af “Magnolia”. Hvordan stopper man med at amme? Lige to sekunder – og så er der “De 10 bedste råd til at stoppe amning” eller “Nemme metoder til ammestop uden piller” eller “De bedste piller mod mælkeproduktion”.

Vi behøver ikke tale med nogen eller se det selv. Det hele er der, lettilgængeligt og endda på måder, så det føles 100% gratis.

Det er så ikke spor gratis, forresten. Vi betaler med vores opmærksomhed, vores klik, den tid vi bruger på at læse og kigge og blive hængende på diverse sites. Det ved jeg, fordi jeg nu i flere år har arbejdet som tekstforfatter på internettet og derfor ved, at det IKKE er ligesom en gammeldags telefonbog eller et leksikon. Google, facebook og de fleste info-sider er forretninger. Tro ikke andet. Det var et sidespring.

Den tvivl, som får forældre til at frygte, at de gør noget galt hele tiden, får dem til at søge en masse informationer. Den type informationer, som ikke handler om at være med. Det handler ikke om at deltage på sidelinjen, dele erfaringen, lugte, smage, føle og sanse, hvad det egentlig vil sige at have børn. Nej, det er informationer, der er blottet for personlig kontekst. Det får dem måske til at synes mere holdbare, mere objektive. Men det er stadig regler og opskrifter baseret på andre menneskers liv og overbevisning. Hvad der virker for dem. Kortet ned, simplificeret og skrevet i en smart “10 tips til..” opsætning, fordi det kan Google godt lide, og så kommer det højere op i tvivlende forældres søgning.

Vi vil gøre alt for vores børn.

Nogle læser også en masse bøger eller søger konkrete diæter og livstile, som de håber giver dem tryghed. Som kan få tvivlen til at falde til ro. Det virker for mange. Nogle gange, noget af tiden. Forældre prøver mange forskellige livstilsprincipper, kostændringer, terapiformer og ideologier af. Med stor iver. For vi vil så gerne være de bedste forældre for børnene, og vi gør jo virkelig, hvad vi kan. Alt, hvad vi kan.

Forældre spekulerer, bekymrer sig, undrer sig over, hvordan andre mon gør. Hjemmet er en skueplads, når vi har gæster (eller mødregrupper), men ellers er det lukket land. Ingen ved, hvordan andre rigtigt gør. Og de færreste forældre i dag har selv oplevet, hvordan man lever med et eller flere børn i huset. Eller også bærer de på traumatiske minder, som gør dem bevidste om, hvordan de i hvertfald IKKE vil være forældre. Men hvordan så?

Generationskløften

Der er også det problem, at der er en stor kløft imellem generationerne. Vi kan ikke rigtig bruge de ældre generationers erfaringer om børn til ret meget, fordi verden har forandret sig så meget. Siger vi. Det er måske rigtigt. Udviklingen går så stærkt indenfor sundhed og miljø og teknologi, at vi ikke kan følge med. Måske har det altid været sådan, at mennesker ikke rigtigt tog de ældres råd for helt gode varer – og det bare var mest respektfuldt overfor de ældre at sige, at deres råd var meget værdifulde. Måske. De færreste kan bruge deres egne forældre – eller GYS, svigerforældre – til at dæmpe tvivlen på egne kompetencer.

Hvad er så forældrevejledning?

Jeg vil gerne re-introducere det personlige vidnesbyrd i vejledning til forældre. Forældrevejledning er at tale med en erfaren og analytisk forælder, der kan give et roligt og stabilt overblik i situationen. Det er ikke forældreterapi, det er ikke massage og opskrifter på aromatiske olier. Selvom det skam også er dejligt og virkningsfuldt nogle gange. Forældrevejledning er vejledning til forældre, til dig, så du kan lære at leve med din tvivl og finde din egen måde at være forælder på. Autentisk forældreskab.

Lær at leve med din tvivl.

Jeg er mor til 5, kulturanalytiker og pragmatiker – og så har jeg læst og skrevet om bunkevis af trends og ideologier i hele det nye årtusind. Og tro mig, der har virkelig været mange i vælten. Jeg tror, at tvivlen er et livsvilkår, vi skal leve med. Lære at leve med igen. Uden frygt. Som forældre skal vi acceptere, at vi ikke ved, hvad vi laver. Vi skal øve os, og vi bliver bedre. Det er noget famleri, og vi er usikre. Søger råd og eksperimenterer. Gør fejl og bliver frustrerede og sover ikke i 2 år. Og det er helt, som det skal være. Vi kan godt tåle at være i tvivl. Det er ikke farligt i sig selv. Det er det, at vi er bange for at være i tvivl, der giver ugler i mosen og stresspletter på halsen.

Du behøver ikke at vide eller tro. Du kan prøve. Og så lade din intime forbindelse til dit barn vise dig, om det virker. Din intuition, din mavefornemmelse, den lille stemme. Duer det ikke, så prøv noget andet. Det kan vi tale om. Hvorfor det mon ikke virkede, og hvad der måske så er næste skridt. Eller vi kan tale om, hvad dit barn mon viser dig. Og hvorfor det gør så ondt, når dit barn græder. Du bliver ikke dømt, ikke fundet for fjumret, og du har ikke gjort noget forkert. Jeg hjælper dig til at finde det, der er rigtigt for dig. Lige nu. Jeg hjælper dig også til at finde ud af, om det mon i virkeligheden slet ikke føles rigtigt længere. Og hvad du mon så skal gøre? Eller – lade være med at gøre?

Læs min folder og lær mere om, hvad du får ud af forældrevejledning hos mig:

dinegenvej

 

 

Reklamer