Mit uperfekte julehjem: hos en nu arbejdende mor til 5

Godaften.

Der står et virkelig Rød Front og DKP Årsmøde-agtigt veggie-farsbrød og køler af ude i køkkenet. Det truer mig med bøllebank og en forstoppelse, hvis jeg ikke spiser af det hver dag resten af ugen. Adw. Synes lige, at jeg skulle være praktisk og få tømt grøntsagslageret af selvdøde porrer, indtørrede søde kartofler og tvivlsom selleri, men det ligner altså noget fra Cubakrisen. Den får hønsene i morgen.

Nettet flyder over af perfekte julehjem og geniale ideer til at gøre det hele lidt mere storslået og bæredygtigt. Herhjemme bestemmer børnene det meste, for i min optik handler jul om at være sammen. Det er en ekstra bonus, at børnene begynder at genopleve hver jul gennem minder, som de deler med hinanden, og jeg kan lige så stille opleve, hvordan vores familie har fået skabt en særlig, idiosynkratisk måde at holde jul på, som kun er vores. Med den nisse dér, den opskrift, den tradition. Vi bager skæve julekager, min køkkenkrog er stadig noget rod (men praktisk, og det tæller højt), pallietterne styrer det hele, og intet er farvekoordineret. Det er måske en lettelse for dig, kære læser, at jeg ligesom langt størstedelen af os bor i et helt almindeligt hjem, hvor der ikke er blevet hvidtet vægge siden 2012, hvor pynten er klistret fast med elefantsnot, og hvor små børn sidder i Eva-kostume (dvs bar rumpe) og tegner kl 21.00. På en hverdag. Se selv.

 

Dagen startede ellers ganske som sædvanlig og helt uden tegn på krise. I sig selv lidt af et mirakel, når hver eneste dag den sidste uge har budt på spidsløb mellem seng og lokum af mindst én af husets 6 beboere. Hej Roskildesyge. Jeg står op kl 6.30 og har fred til kl 7, hvor jeg vækker de 3 yngste. Den vågne og kvikke læser vil vide, at det også i sig selv er et mirakel, at jeg skal vække de yngste i stedet for at blive vækket kl 5 af Ava med krydderen fuld af nutella og/eller makrel, som hun lige har smurt sig et par lækre madder med for en times tid siden, for derefter at gå i gang med at dekorere stuevæggen med resterne.

Nu sover hun faktisk hele natten, den lille klejne. I min seng. Det gør James også, men pyt med det. Jeg kan godt lide at ligge der i rillen i midten som en pølse i et brød af børn og nyde den hvide støj af deres åndedrag og krammene af deres bløde, varme arme. Kan du høre violinerne, kære læser? Idyllen?

Vi ved jo begge to, at det nogle gange er umuligt at knalde brikker for en træt mor i en seng fuld af afkom, fordi den ene drømmer noget om Ironman på spejderlejr og brøler alt muligt om, at Sofus ikke må tage krystallen, og den anden unge fiser så gevaldigt, at dynen flagrer et sted oppe under loftet, og det gælder om at undgå at trække vejret ind gennem næsen hele natten, hvis man vil undgå at holde op med at holde af den lille  – i det mindste indtil solopgang, hvor man kan se frem til at lukke sumpgassen ud over provinsen og få frisk, vederkvægende luft ned i lungerne.

Men jeg kommer op, vi kommer alle op. Mandag til torsdag skal alle ud af døren – for det meste. Nogle gange arbejder jeg hjemme, men ikke i dag. Så kører min mand skolebørn til Hillerød Lilleskole, og jeg kører Ava hen til hendes familie nr 2, hvor hun leger hele dagen med sin bedste ven. Så kører jeg videre på arbejde. Og så henter jeg børn på skolen, sætter dem af i Helsinge, og så kører jeg over og henter Ava, og så hjem igen. Køre, køre, køre. Jeg savner mit liv på cykel. Nu kører jeg nemt 2 timer hver dag.

Jeg har fået skruet en hverdag sammen, hvor alle er trygge og er steder, hvor jeg har fuld tillid til, at de mennesker, der omgiver dem, evner og har ressourcer til at drage omsorg for dem. Det er en velsignelse, som jeg er meget taknemmelig for. Det er også en skarp prioritering. Min ældste søn er på efterskole, og med 3 børn på lilleskole (som er forældrebetalt) og så en i privat pasning til børnehavetakst, så er jeg nødt til at tjene penge. Det vil jeg også gerne. Særligt, når det kan være sammen med nogle fantastisk engagerede mennesker i et lille firma. Det ligger bare lidt langt væk. Skole, Avas pasning og mit job ligger i hver sin retning, vi bor lige i midten. Håbløs trafikal og logistisk situation, som betyder, at jeg er væk hjemmefra fra kl 8 til kl ca 16 mandag til fredag, selvom jeg kun arbejder 20 timer.

Men det er prisen for, at mine børn kan gå i skole og blive passet steder, hvor jeg er tryg ved det. Hvor de er glade. Hvor jeg har ro i maven, hver eneste dag jeg siger farvel til dem. Alle 5. Jøsses, hvor er det priviligeret. Er så taknemmelig. Og jeg ved – inden nogen skyder mig ned med bitre anfald af, at jeg kan sagtens, for jeg er jo hjemmegående  – jeg VED, hvordan det er at have børn, der ikke trives, eller børn, der går i børnehave, vuggestue eller skole, hvor jeg ikke er tryg ved, at der bliver draget omsorg for dem i den grad, jeg synes, der bør drages omsorg for dem. Jeg HAR hentet min del af børn, der ikke er blevet set, ikke har fået ren ble i timevis, har fået bank af Marius ude bag ved rutchebanen og har stået og grædt alt for længe helt alene uden overtøj på i frostvejr.

Jeg blev hjemmegående for at slippe for knuden i maven. Nu er jeg udearbejdende igen, men fanme om jeg går tilbage til at have knuder i maven. Nu kører jeg så 2 timer hver dag, og jeg går glip af dyrebare timer med børnene hver eftermiddag, hvor jeg kunne være hjemme med dem allerede kl 14, hvis de gik i skole og børnehave tæt på – ja, hvis de gik på en offentlig skole, så kunne vi måske klare den økonomisk uden at jeg arbejdede overhovedet. Vi er jo vant til at leve for én indkomst. Men jeg kører hellere langt og går glip af tid for at give dem dagtimer sammen med mennesker, der har ressourcer til at give dem en god tid.

Og så kan jeg faktisk rigtig godt lide mit arbejde.

Så sådan er det nu herhjemme. Hverdagen er ikke så kaotisk, som den var nogle gange, da jeg gik hjemme – hvilket i nogles ører er en paradoks, for det der med at gå hjemme, det er da noget med ro og fred og langsommelighed. Javel. Prøv at læse mine tidlige indlæg fra 2012,2013, 2014-agtig og se, om du kan lade være med hyperventilere.

Hjemmegående livet er pragtfuldt, og jeg savner det ofte. Jeg savner mine børn meget. SÅ MEGET. Jeg savner at deltage i deres liv og opleve, hvad de laver, at være med til det hele, opfinde livet sammen med dem. Jeg forfalder nemt til slet ikke at kunne forstå, hvordan det kan være, at de fleste så nemt afskriver muligheden for at tilbringe hele dagen sammen med deres børn og pr refleks siger, at de jo er nødt til at arbejde. For at indse, at det er man IKKE nødt til, det er ved den søde grød det mest fantastiske, jeg har gjort i mit liv.

Udfordringerne nu er anderledes. Det er stadig et udfordrende liv, lige så udfordrende som at gå hjemme.  Jeg forsøger at holde fast i værdien af at have tid til at se, hvad der sker. Til at mærke hinanden, vælte sig i Playmobil og modellervoks, folde flipflapper kl 22 og gå amok i Just Dance. Det kræver sin kvinde, når vi først er hjemme kl 16 i hverdagen. Tiden sammen indhentes ved, at jeg bruger alt det, jeg har lært som hjemmegående til 5 børn: jeg er forberedt, jeg er møghamrende praktisk og pragmatisk med husholdning og madlavning, og jeg siger nej til rigtig, rigtig, rigtig meget. Jeg laver faktisk næsten ikke andet end børn, arbejde, mand og hjem. Og er lykkelig.

Jeg havde lovet en update om mit liv her 7,5 år efter, jeg startede bloggen. Det var så det. I meget grove træk. Tænk engang. Jeg slap gashåndtaget, sprang af karrieretoget, fandt mit hjerte, lærte en masse nyt, fik endnu flere børn og fandt en vej ud på arbejdsmarkedet igen – med en uventet kompetence som grundlag. Man kan godt lade lykken og mavefornemmelsen være sit pejlemærke.

Tilbage til nu.

Freden indfinder sig efter Hjalmer har sunget sine 15 sekunder af årets “Tinka” slutsang. James på 7 bliver puttet i seng mettevuns, for kl 20.30 er faktisk 30 minutter for sent for en knægt med hans søvnbehov. Efterhånden som ugen skrider frem, gætter jeg på, at han bliver mere og mere blegnæbbet af søvnmangel. Eller også skrider Den Onde Mor ind med sin kedelige snusfornuft og indfører, at Ava på 4 og James ser Tinka ved morgenmaden i stedet for. Det er da i hvertfald en fordel ved muligheden for at streame, der virkelig kan gøre en positiv forskel for familierne i nisse- og menneskehjem: ingen børn behøver kommer søvnhungrende i skole på grund af julekalenderens sendetid.

Nu her ved 21-tiden er der så den stund, hvor Molly på 14 trisser på værelset og ordner sager, Silvia pakker taske og ordner andre sager, og Ava tegner eller leger. Hun er 4 år og har sovet middagslur til min store fortrydelse. Jeg får hende ikke i seng før midnat. Den lille dulle var egentlig kommet over det der med at knalde brikker i bilen, når hun bliver hentet hjem fra den familie, hun bliver passet hos 4 dage om ugen. Men nu her i mørket på vejen mellem Græsted og Helsinge er landskabet simpelthen så søvndyssende, at hun går omkuld trods både kørekiks, juicebrikker og My Little Ponys danske soundtrack på fuld smadder i bilen.

Jeg ordner som regel også mine sager her om aftenen. Forbereder grøntsager og mad og dej og ordner vasketøj og går i bad og drikker hemmelige glas vin og forsøger at rette min gamle krop ud ved at stå med højre ben under venstre arm og pruste som et rustent godstog, mens mit venstre bryst er på vej ud over kanten af min tyndslidte ammebh, der gør det ud for yoga-top. Det er rimeligt langt fra Insta-moments af chantende, myndeslanke yogi-boho’s i spandex-kropssokker, der vrider sig til klokkespil på en tropestrand.

Når jeg dyrker yoga: Jeg står på en hullet måtte med to spor af mine altid lidt for sorte tæer (hvorfor har ingen andre damer, jeg kender, sorte tæer  – på nær Camilla Plum? Lider jeg af en eller anden form for overproduktion af lakrids mellem tæerne?), med en kæmpe bunke Duplo på den ene side og en væltet dukkevogn fuld af racerbaneskinner på den anden, og prøver at smile gennem tårer, når min højre balle går i stjernekrampe allerede efter mit første “OOOMMMMM”, som jeg alligevel ikke kan høre, fordi Mascha og Bjørnen kører på festivalstyrke nede i stuen, og James øver trommehvirvler, og Silvia er ved at fyre sin lillesøster ud over altanen for at have malet noget, der ligner hagekors og skulle have været edderkopper, med læbestift på hendes Hummeltrøje.

Satans så kroget man hurtigt bliver af siddende arbejde. Det er sgu ikke for mennesker, det med at sidde og skrive. Tilbage på sporet: Nogle gange arbejder jeg videre om aftenen for at nå op på de der 20-25 timer om ugen, jeg nu arbejder med at skrive tekster for Legeakademiet. Det er faktisk ikke fordi, at jeg ikke har mere på hjerte, at jeg ikke folder mig ud på bloggen så ofte. Det er bare fordi, at jeg ofte skriver om aftenen for bare at nå de der timer, jeg skal. Jeg løber tør for skrivetid. Det har jeg vist skrevet nu.

Kan I ha det derude – jeg tror, at jeg vil begynde at skrive lidt om min indsats for at få julet igennem herhjemme trods min noget amputerede tid med ungerne.

Nu kom min mand hjem, og jeg vil lukke ned for nu.

Hav det dejlig så længe og tak, fordi du stadig læser med.

Kærlig hilsen Kristina