Om mig og min blog

Trænger du til at få et kik ind i en anden families liv? Læs her på bloggen. 

Her kan du læse om mig, helt personligt.

Jeg er en erfaren og fejlbehæftet mor til 5 børn, som har prøvet lidt af hvert i livet som forælder. Jeg er derfor ikke trendy på nogen måde, jeg følger ikke en opskrift eller en ideologi – jeg gør, hvad der fungerer og plukker lidt hist og her.

Jeg har haft børn, mens “Kernesund Familie” huserede, under finanskriser, Paleo-trends, retro-mode og hjemmedyrk, både i Downtown København og i provinsen, hvor vi bor nu.

Jeg har studereret med små børn, været udearbejdende med små børn, og jeg har hevet børn ud af institutioner og passet dem selv herhjemme.

Jeg har egne biologiske børn, en steddatter, “normale” børn og børn med vanskeligheder.

Jeg har haft børn i samlet set 5 børneinstitutioner og 4 skoler, og dermed har jeg samarbejdet med ikke mindre end 14 klasselærere. 22 forskellige fritidsaktiviteter for børn er det blevet til dags dato.

På den baggrund skriver jeg denne blog.

Denne blog beskriver detaljer, hvordan mit liv som deltidsarbejdende og/eller hjemmegående mor til 5 børn former sig til dagligt. Nogle gange kræver økonomien og mit mentale velvære, at jeg arbejder på den ene eller den anden måde. Det er enten frivillige projekter eller arbejde som tekstforfatter – men det kan udvikle sig, som årene går. Jeg indretter mig efter, hvad der giver mest lykke.

Mine børn er Bastian på 16, Molly på 13, Silvia på 8 (har været hjemme hos mig siden vi flyttede i 2012 og til efteråret 2014, nu går hun i 3 klasse) og James på 6 (hjemmepasset, til han var 2 år og 7 mndr, så i deltidsbørnehave, så hjemme igen og nu i skole) og lille Ava fra 28/6-15. Hun har været hjemme fuldtid hos mig, indtil sommeren 2017. Nu bliver hun passet privat 3 dage om ugen.

Der er mange detaljer om, hvordan en dag ser ud fra morgen til aften, så hvis du er nysgerrig omkring, hvad der udspiller sig af dramaer og tænderskærende konflikter – og sukkersød søskende loyalitet samt skringrende vanvid – i en familie med 5 børn, så læs videre.

Der er ingen (arj, ok, så meget få) opskrifter, ingen step-by-step guides til smarte hæklede iphonecovers og små babyvugger støbt i fondant, ingen staude-lister (en enkelt rosenliste, måske kommer der faktisk mere…), meget få billeder, men til gengæld får du mange ord om, hvordan jeg helt præcist får dagen til at hænge sammen, både om dagen, hvor det lykkes, og dage, hvor det så absolut ikke lykkes i fred og fordragelighed.

Nogle indlæg handler om at elske tankstation-kaffe, nogle handler om kuldsejlede udflugter og væltede konservestårne i Kvickly, nogle handler om fødselsdagsforventninger hos børn (har holdt over 30 børnefødselsdage, så jeg har en vis føling med emnet  – og jeg har (SUK) omkring 37 tilbage) , nogle handler om folks reaktioner på mit valg om at gå hjemme. Ting, jeg trænger til at få lidt bedre styr på, hvorfor jeg gør, som jeg gør.

Der er ikke ret meget tid i løbet af dagen til at tænke, nemlig! Bloggen er min måde at få tænkt min måde at køre butikken her på, igennem – når jeg får det ud gennem fingrene og op på skærmen, bliver det nemmere for mig at se, hvornår jeg skulle handle anderledes, hvornår automatpiloten tager over og laver – lidt for ofte- temmelig diktatoriske udskejelser i stil med ” …..fordi jeg siger det! Og jeg er ældst!” eller “nej, du må ikke (dette eller hint, som egentlig godt kan lade sig gøre)….” eller “nu skal vi altså gå den hyggelige tur, jeg har planlagt, og det når vi ikke, hvis ikke vi dropper at fodre de åndssvage ænder NU! SMID så det forbandede brød i låget på den der krikand, og lad os komme videre!” .

Det er min samvittighedstryllemaskine, mit spejl, min redningsplanke – og så elsker jeg at skrive. Og jeg holder meget af de perioder, hvor det har kunnet lade sig gøre at gå hjemme. Det har jeg gjort så meget, det kunne lade sig gøre, i løbet af mit moderskab. Det trives familien bedst med, og det trives jeg godt med. En dag vil jeg gerne på arbejde, men ikke lige foreløbig – hvis økonomien kan holde til det.

Jeg er årgang 1977, gift og bor i en provinsby omgivet af marker, hvortil vi flyttede sommeren 2012. Før det boede vi på Frederiksberg. Sammen med min mand, der er entreprenør, har jeg 5 børn i alderen  3-15 år. Jeg har også en papdatter på 25 år.  Min mand og jeg har fået bygget en (lidt) stor flok for-det-meste glade og sunde unger op ved hjælp af en meget pragmatisk indstilling til livet. Byggeriet af ungerne står jeg mest for, min mand arbejder ca 80 timer om ugen, og sådan har det altid været. Med en pragmatisk indstilling mener jeg, at jeg lægger vægt det, hvad der er praktisk muligt at gennemføre, ikke hvad der står i manuskriptet for “den perfekte mor/familie/fødselsdag/middagsmenu/haveplan/bogreol/træningsrutine/godnatlæsningsmanual”.

Jeg tror på, at man skal forsøge at lade idealforestillingerne og dogmatiske overbevisninger om rigtigt og forkert ligge, og i stedet bruge sin energi på at gennemskue, hvad der kan lade sig gøre, så både processen og det egentlige mål er til at holde ud.  Kunsten at stoppe op, finde ud af, hvorfor man virkelig gør, som man gør, hvilket formål, det tjener, hvad man sender ud i verden, og hvad succeskriterierne er. God/dårlig, sand/falsk, modsætningspar gør det lettere at navigere i verden, men det giver stress at leve efter, for man dømmer sig selv og sin omverden konstant efter disse fikspunkter.

Herunder står der ældre tekst, da jeg har skrevet om på mit “om mig” – afsnit løbende. 

Nedenstående skrev jeg, da bloggen var ny i efteråret 2012. Siden er der sket nogle justeringer, men afstættet var, som beskrevet nedenfor. Jeg har ladet det stå, for at du kan få indblik i, hvordan det hele startede:

Afsætningspunktet for denne blog er, at jeg fornylig er flyttet til provinsen fra en storbylejlighed, har meldt ungerne ud af institutionerne, har bestemt mig for at lade være med at skynde mig tilbage på arbejdsmarkedet efter min 4. barsel og blive hjemmegående en tid. Det har givet mig meget at tænke over, og disse tanker har jeg vendt med mine nærmeste og ikke-nærmeste. Her kom tanken om en blog på banen. Og så kommer der flere reflektioner om, hvad jeg vil med den hen ad vejen. Det må vel være en proces ligesom de fleste andre skriblerier, tænker jeg….

Nu er de to store meldt af hhv klub og FO, nr 3 meldt ud af vuggestuen, nr 4 er ikke længere skrevet op til institution, og jeg har det meget meget bedre med min mavefornemmelse. Det er spændende, det her. Hjemmelivet. Første dag i dag. Men egentlig har jeg været hjemmegående i stort set hele børnenes liv, for jeg læste på universitetet indtil 2008, og har kun nået at have almindeligt borgerligt arbejde i 10 mndr – resten af tiden har været barsel eller arbejdssøgning (det heddet det jo nu – ikke arbejdsløs. Positiv terminologi. Great.) Jeg har elsket at kunne følge børnenes liv på klods hold, at kunne give fridage, når de eller jeg trængte til det, at have mange af deres venner på besøg, at holde hus og have og KORS hvor lyder det dog frelst, det her. Det er ikke meningen. Jeg har aldrig skrevet dagbog, har aldrig blogget eller været særlig aktiv på fjæsbogen, så jeg skal lige finde min stemme på tastaturet, undskyld min blodfattige og fantasiforladte ordfrås. Nå   – det korte af det lange: vi flyttede fra by til provins i sommer, og nu, hvor ungerne har været afsted hver morgen i en måneds tid, fik vi bare nok. De er ikke glade for institutionerne (skolen er ikke til diskussion, men det bliver dog til et par fridage i ny og næ….), og jeg har ikke hjertet med i at sende dem afsted, når jeg går herhjemme med den mindste. Det virker som om, at de ikke trænger til mere udfordring, når skoledagen er omme. Og min yngste datter trænger slet ikke til at komme hjemmefra, det har totalt taget pippet fra hende at flytte. Hun skal bare have lov til at dutte rundt herhjemme og finde sig til rette, skal hun – jeg forstår faktisk slet ikke, hvordan jeg har kunnet tænke tanken, at det “nok bliver godt for hende at komme afsted og få nogle venner og en hverdag”. Sådan en automat-sætning, man bare rabler af sig, ikke? Vås, indså jeg pludseligt. I hvertfald når man som hende har 3 søskende og en yderst besøgelysten familie – der sker rigeligt her, hun har ikke brug for mere ligenu. Nu “after the fact” kan jeg se, hvor styret af konventionelle normer, jeg er. Opdragelse og familieliv kræver simpelthen så meget reflektion over egne handlemønstre og vanetænkning, det fascinerer mig gang på gang at opdage, hvor overraskende svar, man får ud at spørge sig selv ” hvorfor er det godt/bedst/rigtigt/sundt”? Skal lige skynde mig at sige, at jeg skriver det her udfra mit eget synspunkt og liv – lige nu. Ikke som eviggyldig sandhed. Mine unger har også i perioder haft stor glæde ved institutionsliv –  men hver ting til sin tid. Reflektion og omstillingsparathed igen-igen, det må være mantraet for mit forælderskab. Pisseirriterende, når jeg glemmer at tænke mig om! Burde vide bedre! Pragmatisk livsindstilling når jeg bare længst med!

Nogle synes, at jeg har totalt og aldeles fis i kasketten – hvem vælger frivilligt at gå hjemme med 4 unger? MAAAARJ, kan jeg fortælle. “Arj, jeg troede, at I flyttede for at få flere penge, er økonomien gået i kuk?” pipper folk så. NAAARJ, kan jeg så fortælle. Glad i låget, måske, ingen guld på kistebunden, helt sikkert, men det er altså ikke for at spare penge, det her. Det koster. Men indtil videre går det.

Nogle hjemmemødre skriver, at en hverdagsrutine er vigtig. Jo da. Hvis man kan afvige fra den uden at dø af friheds-angst. Nogle gange er det bare sagen med højhælede guldsko på i børnehave, selvom vi altid skal have gummistøvler på, ikke? Sommetider redder det en trist morgen, at man varmer frikadellerne fra igår…(Arj, Mor, MÅ VI DET??). Eller en kedelig eftermiddag, hvis man laver biograf i stuen og spiser popcorn og pomfritter på en onsdag.  Vores rutine er centreret om skolebørnenes dagligdag, som man jo ikke sådan kan ændre på. Dagen kan fx se sådan her ud – men se nærmere under kategorien “hverdagsrytmer”, for den ændrer sig hele tiden i takt med  ungernes behov. Hverdagen bliver skudt igang hver morgen kl 6, når vi skal op og have de store fulgt i skole. Vask over, dej over, grøntsager skrælles t aftensmad.Vi følges alle 5 afsted på cykler ( de små i ladcykel), så dagsrytmen giver ligesom sig selv, og starter med leg på legeplads med kaffe på termokanden og kiks mellem kl 8 og kl 8.30, når vi har fået sagt farvel til de store på skolen. Har jeg besluttet. Og så bliver det sådan nogle gange. Andre gange er det øsregnvejr, eller jeg gakker ud over en manglende børnestøvle, eller én er trist og trænger til at være lille, eller den mindste har ikke sovet hele natten, eller vi skal have en kammerat uden cykel med hjem fra skole – så pakker jeg alle 4 unger ind i den gamle spand af en bil. Meget mod min samvittighed, men altså.

Derefter hjem, den mindste puttes. Krea-leg med hende på 2 og lidt formiddags-mad. Ud og lege med begge unger (mindstemand i barnevogn endnu), måske en gåtur, måske indkøb. Frokost, den lille sover en times tid. Så ned i ladcyklen, hente de store kl 12.50 på skolen, mens hende på 2 næsten sover i cyklen, den stakkel. Hjem, putte hende straks. De store kobler fra m TV/computer eller laver lektier, mens de kigger efter mindstemanden. og jeg ordner opvask og vasketøj. Spille spil eller hygge med dem, der har lyst – eller måske en lille lur med junior. Eftermiddagsmad omkring kl 15. Han skal sove omkring kl 14.30 – storesøster vågner omkring kl 15.30. Resten af dagen går slag i slag med leg, transport t fritidsaktiviteter og/eller legekammerater, bagning, havearbejde, computerspil, tegning, snak, aftensmad, lektier, bad og godnatsang eller -bog. Far hjemme kl 20-21, han putter måske en eller to af ungerne, laver kaffe til mig og tager dagens sidste opvask (har ikke fået installeret opvaskemaskine endnu, støn!). Godnat kl 22, medmindre der er House eller Madmen i TV. Elsker den der ro, der sænker sig, når alle 4 børn ligger og snorker.

Og så er der alle de dage, hvor det går anderledes. Det her er skabelonen – humlen er jo netop, at det er min erfaring, at det er bedst at have en plan, så man ved, hvad man afviger fra. Og det gør vi rigtig tit. Det vil I kunne se på mine indlæg…Men sålænge alle mand får 3 måltider, to mellemmadder, tøj på kroppen, mindst 10 kram og kys, grinet mindst 5 gange, frisk luft og lært noget nyt næsten hver dag, så går det nok.