Jeg – en skabshjemmeskoler

Godaften – klokken er 19, så er der Disneysjov.

Det vil sige, at os forældre enten kan:

• Tale i telefon med andre forældre
• Knalde (det hedder Disneysex)
• Drikke hvidvin (gerne i kombination med de to første forslag)
• Glo på smartphone
• Arbejde (men dét siger jeg dig, lækre læser, du skulle tage og lave noget andet efter en lang uge)
• Rent faktisk SE Disneysjov
• Se på søde børn, der ser Disneysjov, mens man selv forsøger på at gå i dvale og bare nyde, at man ikke skal nogetsomhelst, førend Disney og julekalender er overstået. Sweet, sweet bliss..

Jeg vælger så at skrive. Fordi det er så fedt, at nogle af jer har skrevet til mig efter at have læst mit sidste indlæg om, hvordan det er at vende tilbage til arbejdsmarkedet og til at få passet børn ude efter mange år som hjemmegående og hjemmepasser.

Tal fordi I læser, og endnu mere tak, fordi I skriver til mig. Både bagom på mail, her på bloggen og i diverse kommentarfelter på FB, hvor indlægget er blevet delt. Og tak fordi I deler. Det er sjovt for mig at opleve, at det, jeg skriver, er meningsfuldt for jer.

Jeg er meget taknemmelig, og jeg svarer på mails og kommentarer, så godt jeg kan.

Nogle af jer undres over, hvorfor vi som familie betaler en forholdsmæssigt høj pris i tid for at kunne sende børnene i skole, når nu det er fuldt lovligt at undervise sine børn selv i Danmark.

 

Hvorfor hjemmeskoler vi ikke?

Det vil jeg meget gerne svare på. Jeg har før skrevet om det, faktisk, men omstændigheder og erfaringer forandrer sig, og derfor er det et emne, jeg gerne forholder mig til igen og igen.

Homeschooling eller unschooling eller worldschooling er en modig beslutning, som jeg faktisk er meget tiltrukket af. Du kan læse mere om det på frilæring.dk og ved at følge diverse blogs om unschooling. Der findes lige så mange måder at undervise sine børn på, som der findes familier. Nogle underviser med eller uden bøger og planer, andre lever; Sætter sig selv og børn fri fra rammer og krav og betragter børn som autonome mennesker, der selv kan vurdere og bestemme, hvad de bruger tid og engagement på. I store træk. I sådanne familier indgår man ofte i en større fællesskab med andre ligesindede familier, og så kan man mødes og dele erfaringer, vilkår, rammer, udstyr, kompetencer og muligheder for at lave forskellige ting sammen. Nogle rejser verden rundt, andre bor til leje i Glostrup. Altså: nogle bruger mere eller mindre fastlagte læseplaner, som er frit tilgængelige her til lands, andre dropper planerne og ser, hvad børnene og livet peger på. I tillid til, at det hele giver mening efterhånden.

Det er spændende. Børns nysgerrighed og motivation er drivkraften for deres udvikling, det er jeg overbevist om. Flere af mine børn har nærmest lært at læse på en uge, da det pludselig slog dem, at det da var en smart ting at kunne.

Jeg er også overbevist om, at man i skolen bruger mindst 80 % af tiden på at lære at være i lige præcis dét fællesskab, som en skole og en klasse er. Det er ikke nødvendigvis erfaringer og viden, der nogensinde bliver relevante andre steder end lige netop i den konkrete ramme. Elever har meget lidt voksenkontakt på en dag i skolen, og man bruger meget tid på konfliktløsning, informationsdeling, ventetid og alt muligt andet. Det er moderne at sige, at der er læring i alt. Javist. Men så kan man jo også lære uden at gå i skole, ikke sandt?

At lære at læse og skrive og regne og formulere sig, så andre kan forstå det, det bruger man faktisk ikke ret meget tid på i skolen. Erfaringen fra forældre, der selv underviser deres børn eller unschooler er, at det er stort set umuligt at holde børnene NEDE på almindeligt skoleniveau. For i skolen er der måske 5 minutters kontakt mellem en enkelt lærer og en elev på en dag. Giver man bare 30 minutter hver dag som forælder, kommer man rigtig, rigtig langt med de der helt grundlæggende ting.

Det er jo lidt bestyrtende, hvis man først begynder at tænke helt ud af normen om, at man da “skal” gå i skole. Det er jo en regel, vi har opfundet. Med den utrolig demokratiske tilgang til viden, vi har i dag via internettet, så skal skolen genopfinde sig selv, hvis den skal blive ved med at være et unikt tilbud til alle børn.

Det, der er at lære i skolen, er at være sammen med andre. Accept, forhandling, samarbejde, konfliktløsning, konfrontation med forskelllighed, inspiration, fællesskab.

Men det kan man finde i andre sammenhænge, og så man kan også selv være med til at sikre, at det foregår i rammer med passende forstyrrelser for ens barn og en selv. Så alle bliver prikket lidt ud af de trygge rammer, men ikke mister fodfæstet og styrter. Bevarer autonomien og autenciteten uden at føle sig forkert, samtidig med at der dannes nye relationer og indgås venskaber. Være modig, opsøgende, kærlig og respektfuld. Det er et kæmpe og meget selvransagende arbejde, fornemmer jeg. Hvor intet tages for givet.

Måske kan du stille dig selv spørgmålet: Hvis det er sandt, at man skal gå i skole for at lære at fungere i sociale sammenhænge og lære at skrive, regne og læse, hvorfor er det så ikke alle skolebørn, der kommer ud af skolen og kan fungere i sociale sammenhænge, læse, skrive, regne og læse? Hvad baserer vi det på, når vi antager, at man faktisk lærer at være socialt kompetent af at gå i skole? Hvor mange elever har vi, der egentlig beviser, at man starter med at være en klovn i sociale sammenhænge og give alle i børnehaven olfert’er, moppe de rødhårede og skråle “PÆDOFILE PIKANSJOS” til buschaufføren, så går man i skole, og så bliver man vildt god til at acceptere forskelle, være imødekommende, respektfuld, lydhør og omsorgsfuld efter 9 klasse? Nej, vel?

Hvad vil det i det hele taget sige at fungere i sociale sammenhænge, og hvordan kan man vide, at en elev kan det? Nogle “fungerer” måske lydefrit i klassefællesskabet i timerne, men har det elendigt og ensomt  i frikvarteret, hvor andre kravler på væggene og bliver smidt uden for døren i timerne, men er kongen af skolegården – hvem “fungerer” så bedst socialt? Hvilke kompetencer er vigtige at opøve i vores tid – er det at fortolke, tilpasse, udvælge og forholde sig kritisk til viden eller er det at gøre det, læreren siger, og som giver gode karakterer i en eksamenssituation?

Nå.

Jeg er ret stor fan af fri læring. Ikke så stor fan af skoler. En unschooler i mit netværk har endda kaldt mig skabs-unschooler.

Jeg havde min ældste søn hjemme fra skole i et forår, da hans daværende skole ikke kunne rumme ham, og vi ikke vidste, hvor han så skulle være. Der var også lidt af en øjenåbner.

Men.

Jeg har jo også en mand. Jo, det har jeg. Han er ret anonym online, og sådan vil han helst have det. Men han er en dejlig én. Og jeg har nogle vilkår at have familie under. For at gøre en længere smøre kort, så er vi ikke fleksible. Det kan opfattes som en begrænsning, men det gør jeg egentlig ikke. Det er bare vilkår. Ligesom at vi ikke kan flyve, og at vi har brug for vand (eller hvidvin eller nutella) for at overleve.

Kan også opremse nogle andre forhold, som jeg kan argumentere for taler imod at tage børnene hjem og varetage deres læring  med udgangspunkt i privaten. Men det er ikke det væsentligste.

For egentlig tror jeg, at det handler om, at jeg bare ikke føler, at der er det rigtige. For så havde jeg jo gjort det. Trods officielle og kulturelle normer om, at børn da skal i skole, for ellers springer de i luften eller noget. Jeg har brudt andre normer, og det bliver jeg ved med. Men lige den her har jeg ikke trang til at bryde. Min mavefornemmelse er, at skole er fint, så længe det er en skole, hvor omsorgen, modet, fællesskabet og kompetencerne er, som jeg synes, de skal være.

Sådan en skole har jeg fundet, og derfor har jeg ikke taget mine børn hjem. Jo, der sker fejl. Ja, nogle skoledage byder på meget store udfordringer. Konflikter. Ikke særlig optimale situationer og endda sommetider noget, jeg vil betegne som ubetænksomhed eller uansvarlighed. Men vi er alle mennesker, og min mavefornemmelse er, at jeg har tillid til skolen, ledelsen, lærerne. Derfor er jeg rummelig i forhold til smuttere og uenigheder. Vi kan altid tale os til rette, og jeg elsker deres mod.

Længere er den egentlig ikke. Med en pæn skovlfuld forbehold, så øver jeg mig hver dag i at følge min mavefornemmelse og mærke, hvad der føles godt at gøre. Ikke lytte alt for meget til tanker og ideer og grublerier og “burde”, “skulle”, “kunne”.

Jeg hjemmeskoler ikke, fordi det ikke føles rigtigt at tage børnene ud af den skole, de går i. Hvis det når dertil en dag, så tror jeg sgu – eller håber jeg sgu, at jeg gør det.

Og i så tilfælde, så har jeg 100% tillid til, at livet nok skal vise mig, hvordan vi sammen skruer et lykkeligt liv sammen.

Nu er Disney slut. Ava gik omkuld i mine arme med en hørm af barbecuechips i krydderen. Vi så Tinka bagefter. Nu har MOlly på 14 og Silvia på 9 valgt en rædsel af en amerikansk jule-film om noget peberkagebageri og noget romance. Eller var det remonce?

Så jeg slutter her og håber, at jeg besvarede det gode spørgsmål. Skyd endelig igen, jeg synes, at det er en stor fornøjelse at høre fra jer!

God weekend.

Kærlig hilsen Kristina