Skrot de regler, der ikke findes

Godaften.

Det er måske på sin plads, at jeg præsenterer mig for jer, der er nye på min blog. Velkommen til jer og tak, fordi I læser med.

Jeg er 43 år, mor til 5 og tekstforfatter hos Legeakademiet, en legetøjsbutik på nettet. I hverdagene er jeg alene med børnene, hvoraf 4 bor hjemme og én er på efterskole. De er mellem 4 og 17 år.

Min mand er engelsk, selvstændig snedker og er først hjemme ca kl 23. Hvorfor kan du læse om i andre indlæg, men det er noget med, at det der med at arbejde 40 timer om ugen ikke er ret engelsk på den måde, som han i hvertfald er engelsk på. 

For to minutter siden  – ja, sådan føles det – var jeg hjemmegående og hjemmepassende dame, som skrev lidt on the side. Før det var jeg antropolog-dame på Frederiksberg.

Det er stadig ret nyt at være udearbejdende 4 dage om ugen. På grund af lang transporttid til både job og børnenes skole, er vi ude af huset ml 8 og 16 hver dag, selvom jeg kun arbejder 20-25 timer om ugen. Men alle mand er gode steder hos omsorgsfulde mennesker, der udfordrer og værdsætter dem, så hverdagene er gode. Faktisk så gode, at jeg egentlig ikke sådan har en yndlings-periode på ugen. Weekender er ikke nødvendigvis de bedste. Kan fx ret godt lide tirsdage. Der skal min mellemste dulle over og ride på sin pony, og at se hende komme cyklende hjem med mudder til knæene og højrøde kinder med smilehuller i er bare fuldstændigt fantastisk. Min ældste datter laver som regel mad om tirsdagen, så det tæller også til den gode side.

Når nu høflighederne er overstået, så vil jeg lige sige, at jeg hele tiden opdager, hvad det egentlig betyder at lægge så mange timer om dagen væk fra mine børn. Jeg prøver stadig at holde fast i nærvær og tæt kontakt og mange af de værdier, som jeg skattede så højt, da jeg gik hjemme. Men for helvede, hvor er jeg træt, når klokken er 16.30, og vi dumper ned i sofaen. Lille Ava på 4 er ellers holdt op med at stå op og raide fryseren for Magnum-is kl 3 om natten, og det er længe siden, at hun har kylet kat eller vasketøj ned af trappen i protest over, at klokken stadig er “læg dig så ned og sov, lille ven”. Så  jeg er ikke sådan grundtræt mere. Efter 17 år er jeg faktisk ikke i stand til at sove 4 timer i streg når som helst og hvor som helst, hvis chancen byder sig. Kan endda præstere at holde mig vågen, når jeg kører i tog og undgå at powernappe, når jeg sidder i bilen og venter på, at bommen ved jernbaneoverkørslen i Helsinge går op. 

Nå – men når vi har brugt os selv i de bedste timer på dagen, så er vi altså ikke til det helt store herhjemme. Og det er der jo ligesom ikke noget at gøre ved. Men jeg opdager virkelig det, jeg også opdagede, da jeg for snart 10 år siden sidst havde et almindeligt job ude af huset: for mig giver kvalitetstid ikke mening, hvis det skal foregå efter skole og arbejde. Vi er for trætte. Den form for nærvær, jeg helst vil dyrke, handler om at have meget tid sammen, ikke få koncentrerede timer i et tidsrum, hvor man allerede er godt brugt. 

Så det slås jeg med at finde mig tilrette i. Jeg savner mange timer med mine børn. Prøver hele tiden at finde langsomheden frem ved at lade være med at gøre noget. Droppe noget for at frigive tid til bare at hænge ud, tælle sommerfugle, klø hinanden på ryggen, drikke te, spille backgammon, bage noget, lytte, glo. 

Det kommer der måske mere om en anden dag. Men det er status herhjemme.

Nu til noget lidt andet.

Kviksandslogik. 

Det er dyrt at være fattig.

Fryns og fattigrøve rimer bare ikke. Den ene mangel medfører som regel endnu flere mangler og fører kun i tilfælde af Lottogevinster eller pludselige arvemillioner til appelsiner i turbanen og dollars på kontoen.
Den logik styrer også overskudskontoen. Det kræver overskud at være i underskud på en eller anden syg måde. Ved virkelig ikke, hvem der har fundet på det. Man skulle måske kalde det kviksandslogik. Jo mere man spræller, jo dybere synker man ned i det, man forsøger at sprælle sig op ad. 

For når man først er træt, udaset, mørbanket og sølle, så er det næsten umuligt at bryde vaner og lade være med at gøre noget.
Når man er totalt smadret, så får man hurtigt bildt sin krybdyrhjerne (ja, undskyld krokodiller og firben og andre krænkelsesparate reptiler, det var faktisk tarveligt sagt) ind, at rutiner er vejen frem. Keep cool and carry on. Vi gør, som vi plejer. “Hej Skat”, tumler hjem, ulvetime, skrig og skrål, børn hængende i buksebenet, lave aftensmad, knalde hovedet ind i forbistret skabslåge som sædvanlig, servere noget karry-halløj (for det hedder jo Keep cool and carry on, så noget med karry må da hjælpe), nå vasketøj og gymnastiktøj og køre nogen til svømning. Herse, herse, herse. Man prøver at nå det hele, selvom man ikke har energi til at sprælle i kviksandet.

Alt imens børn vil vise én alt muligt, og man bare gerne ville sidde og se på dem og kunne tale med om tegningen med den fine enhjørningeprinsesse, der gerne vil giftes med Spiderman og køre rundt på en flot, rød cykel med vogn bagpå. Altid en vogn bagpå. Alting.  

Vi finder stor tryghed i rutiner, og der er noget med, at hjernen elsker rutiner. Vi tror, at vi er nødt til gøre det samme altid for at være gode nok. Men det er forkert. Det er det altså. Men når vi er trætte, kan vi ikke overskue at lade være. Vi tænker, at vi bare lige skal gøre det hele, og SÅ kan vi endelig sætte os ned, når det hele er gjort. Det er jo gak-gak at styrte rundt, når man er træt. Men det tænker en træt forælder ikke. Eller lytter i hvertfald mere til den tanke, der siger, at man bare skal “Keep calm and Karry on”. Selvom man ikke engang har lyst til karry.

Det er lykkes for mig at spotte en regel, der ikke findes. Og det er de bedste at bryde. Reglen om, at mandage er hverdage, hvor man kommer hjem, laver aftensmad og putter. Hvor vi alle er lidt trætte og derfor ikke har brug for slinger i valsen. Ikke noget fredagshygge her, for det er jo mandag. Hvor vi er trætte. 

Den regel har vi kvittet. Vi ER nemlig trætte om mandagen. Mandag er oftest en sjov dag på mit arbejde, så jeg arbejder lidt længere og er først hjemme med hele flokken omkring 16.30. Helt mast. Børnene vil have mor på hver deres måde. Og er trætte. 

Så vi er mandagstrætte, finder tæpper frem, bliver enige om en god film at se, laver te, finder gulerødder, æbler, kiks, brød, spejlæg eller hvad vi nu har frem, og så ligger vi i en bunke på sofaen og ser film sammen, når vi kommer hjem. Ved 18-tiden er den slut, og så leger de små lidt. Jeg har fået en morfar på sofaen med børn under alle arme og ben, krammet helt igennem og talt med min ældste datter, så jeg har ny energi og laver tit aftensmad til dagen efter og bager brød i en times tid. Børnene har lidt mere energi nu, har fået Mortid og leger. 

Så får de, der er mere sultne, en skål havregryn, mere æg (vi har 9 produktive høns, så vi spiser mange æg) eller noget frugt, og så er det sovetid. Med lang godnathistorie, for jeg er ikke træt. 

James på 8 læser en spændende action bog, der hedder Max Vero (varmt anbefales), Ava vil selv “læse” bøger om Lotte og Totte. 

Når de små sover, spiller jeg iPad sammen med Silvia på 10 år en halv times tid, for det elsker hun bare lige pt, og så sover hun også. 

Og så har vi haft en skøn eftermiddag med samvær, hvor der er plads til at være træt, og ingen bliver sure eller føler sig overset. 

Det synes jeg er mega fedt. 

Regler, der ikke findes, skal brydes. 

Reglen om, at man ikke splatter ud og ser en film sammen om mandagen, er noget fis. Den har nogen opfundet, og den findes ikke. 

Reglen om, at man nu fremover skal se film hver mandag og spise havregryn til aften, findes heller ikke. 

Vi skal være opmærksomme på, hvad vi har brug for, og turde følge vores instinkt, i stedet for at kalde alt, hvad vi har gjort 2 gange i træk for en tradition, rutine, regel eller vane. Vi lever i en foranderlig verden, og det er helt okay, at vi ikke gentager alting til døde. Vi er ikke salamandere med dertil hørende krybdyrshjerner, vi er mennesker. 

Vi kan vælge. 

Sikke en luksus. 

Glædelig mandag!

Kærlig hilsen Kristina