min værste fjende

…. er magtesløshed. Det er den følelse, der kan tvære mig fuldstændig ud, gøre mig vildt ked af det, få mig til at eksplodere i tusind farver, give mig lyst til bare at gå i seng og sove. Jeg kender den godt, det kom jo også, da jeg var nybagt førstegangsmor for 10 år siden – de fleste forældre gætter jeg på kender den.

Jeg har brug for at causere lidt over den nu, her på bloggen, fordi den griber mig lidt oftere end ellers i denne forlængede påskeferie, som lockout’en tager form af her i huset. Jeg går jo hjemme, så børnene oplever ikke den splittede og uforudsigelige hverdag uden rutiner, som børn af arbejdende forældre skal klare i øjeblikket med Lock-outen. Det er klart en fordel, at jeg ikke står med puslespillet med at jonglere job og børnepasning – jeg kan virkelig godt forstå de frustrationer for både arbejdstager, arbejdsgiver og kolleger, det må medføre. I den by, hvor vi bor, er der mange, der lader deres børn på omtrent 10 år blive alene hjemme hele dagen – og har man ikke lige et job, hvor det duer at have en stor knægt siddende (eller bryder drengen sig ikke om udsigten til at være sådan lidt i vejen hele dagen), hvad pokker skal man så gøre andet end at lade tweenien blive hjemme og stene tv/spille computer/spise chocolademadder/sove (det siger de i radioen, at de gør)? Selvom jeg synes, at det er synd, at det er sådan for børnene, så er det for nemt at dømme forældrene, der lader dem være alene. På samfundsplan er det en lortesituation, det her – og min familie og jeg er bare glade for, at det mest af alt føles som forlænget ferie. Navnlig min ældste søn ville slet ikke kunne klare uforudsigelighed, og ingen af dem ville bryde sig om at være alene mere end en times tid. Jeg har meget lyst til at holde stringent fast i sengetider, stå op -tider, frokosttid osv – men det skrider, og det ender alligevel med, at nr 4 er oppe kl 6, nr 3 kl 7-8, (nr 4 æder nu farvekridt ved siden af mig, nr 3 sover faktisk endnu), nr 2 kl 8-9 og nr 1, den syvsover, ser vi først kl 11. Tidligst. Det betyder, at køkkenet er åbent for servering konstant, og da vi ikke har opvaskemaskine (1950’er køkken med støbejernsafløb, hvor intet er i standardmål, så alt skal laves om, hvis den fine opvasker, vi købte, skal sættes til, og det er vi ikke nået til endnu, nyt køkken føles så borgerligt, at jeg er ude i noget klasseloyalitetskonflikt her!! Mine røde Albertslundrødder hyler mod månen!), så står køkkenet hele døgnet med det beskidte, krummede skærebrædt, en klistret brødkniv, et par indsmurte knive, lidt krummer på gulvet, lidt indtørret agurk ved siden og nogle kopper med mælkerester. Kender I det syn? Uh, det irriterer, at jeg ikke kan komme ud i køkkenet med den der følelse “Så! Så er det rent igen”… ligesom spiseborde, sofaborde, andre borde, også hele tiden er indvolveret i en eller anden form for konsumption. IH ALTSÅ!!!  Det er umuligt at holde fast i spisetider, når deres døgnrytmer er så forskellige, og jeg er ikke god til at acceptere, at man bare spiser, når man er sulten. Det roder, jeg savner samlingspunktet, rytmen. Men ene kvinde er det sgu svært at fastholde, må jeg konstatere.

Så jeg gør, hvad jeg kan, for at få de store til selv at sørge for at smøre deres mad, sætte dem til at vaske op i ny og næ, feje under bordene (SHIT; nu åd nr 4 lige en stængel lathyrus, det er vist giftigt, ikke?? Glemte at sætte krukkerne ud i haven, idiotdame!) og hjælpe til – og ellers løber jeg rundt og forsøger at sørge for, at jeg har føling med alles behov. Heldigvis kom solen jo, så vi er ude det meste af tiden. Nr 3,4 og jeg planter og ordner have (nr 4 æder jord og kvaser ting med rumpen, nr 3 drukner planter og jeg smiler overbærende (not) ), de store på trampolin, i træerne eller i hængekøjer. Men igen – det betyder, at vi som familie er fordelt over 2000 kvm plus huset, og jeg udmattes af at skulle favne dem alle 4 på så meget plads. Her kommer vi så til magtesløsheden.

Faktum er, at børnene kalder på mig hele tiden. “MOAARH?” lyder det, over det hele. Find min oplader, find mine guldsko, skal vi lege købmand, jeg er sulten, WWUAAAAHHHH (nr 4), han sparkede mig, er klokken 3 endnu, jeg er fææærdiiiig, må jeg gå i skoven, må vi rulleskøjte, jeg faldt over stumbetææning (fjernbetjeningen), WUUUAAAHHH (nr 4), jeg må ikke være med, hun er irriterende, han slår, jeg kan ikke nå mælken, skal vi lave bål, hent noget vand i spanden, jeg er fææærdig og jeg har lavet en stoooooor lort, hjælp mig lige med de her lektier.

Og jeg kan jo ikke være der med det samme. Og så bliver de jo ved med at kalde. Det kan jeg godt forstå. Dyb indånding. Jeg er bare nødt til at gøre noget færdigt først, som regel. Tørre nr 3 bagi, hente tørre sokker til nr 4, putte rugbrødsdej i formen, tisse færdig (det skal man jo også en gang i mellem), spille huskespillet færdigt, tale to minutter i tlf, skære æbler ud, trøste eller amme eller hjælpe putte eller vugge eller læse….

Så sker der en ud af to ting. Det rigtige at gøre, og det, som jeg gør, når jeg har over skud – hvad betyder det egentlig, det der overskud – hrrrmmm, når jeg føler mig hævet to centimeter over situationen og kan se mit barns behov klarere, end de selv kan, når jeg har forælderbrillerne rigtigt monteret, så er jeg afklaret med, at de må vente lidt, mens jeg gør det nærværende færdigt. Det barn, jeg er ved at hjælpe eller den mad, jeg er ved at lave, er ikke tjent med, at jeg bare styrter afsted, og det barn, der kalder, har ikke krav på omgående aktion. Medmindre det er noget med avav, WUUUUAAAAHHH  eller noget andet akut – her er jeg særlig opmærksom på lydene fra nr 4…Der kunne også være noget sundt ved at lære dem, at behov kan udsættes lidt. At man kan vente. Og så kommer mor. Når de brøler, så skal de bare have en tilkendegivelse af, at jeg har kørt deres kald, og at de er i kø som nr…1/2/3 – jeg mangler bare pausemuzakken, så kører det. Det må da være noget at udvikle for dem med intelligente løsninger til familieboligen.  Hvis de ved, at jeg har hørt dem, så holder de op med at brøle, og så kommer jeg, når jeg har ledige hænder. Jeg kan også bede dem om at lære at komme hen til mig istedet for – det er meget svært for dem, men det går fremad. Det skal siges venligt, det der med “kom hen til mig og bed om hjælp i stedet for at stå i den anden ende af haven og råbe”, og med en venlig stemme. Alt er fint, så – jeg når det, jeg når, og så må rod være rod, vi kan rydde op sammen, når dagen er omme. Det er hurtigere på den måde, og jeg kan nyde de dejlige stunder med alle ungerne hjemme – for dem er der også masser af. Det kræver bare, at jeg slipper. Bare giver slip, og smiler.

Så er der de andre dage eller timer. Hvor jeg ikke hviler i øjeblikket, men halser bagefter.   Så griber magtesløsheden mig, når ungerne brøler på mig fra alle kroge og verdenshjørner. Med deres behov påpeger de min utilstrækkelighed, som de onde stedsøstre i Askepot. Gør dit og dat – de bliver små tyranner i min stadigt mere tågede optik, og jeg forsøger at gro en ekstra arm, et ekstra øre og en hel del ekstra overskud, mens jeg halser rundt i labyrinten på stuegulvet og jokker legoklodser op i fødderne. Av. Så ender jeg med at brøle til bage “JA, for fanden, hvad ER DER??? Jeg kommer jo nu, for fanden, kan du ikke se, at jeg gør, hvad jeg kan? Find dog selv din oplader, du har jo selv smidt den væk, jeg er ikke noget hittegodskontor!” og lignende lidet charmerende udbasuneringer. Konflikter mellem ungerne løses heller ikke optimalt i den sindstemning – “kan I ikke bare slås om det fra start af,  jeg gider ikke høre på mere skænderi, hvorfor hopper i sammen på trampolinen, når I altid bliver uvenner?” “Nu er det fanme nok, nu må du komme her med op på værelset, så kan du komme ned, når du kan sige undskyld og opføre dig ordentligt (uh, den er virkelig dum, og jeg bliver flov, når jeg skriver det.) Jeg kommer til at agere dommer over, hvem, der gjorde hvad, istedet for at hjælpe dem til at blive venner igen. Og andre fadæser. Der er utallige. Og uanset hvad, jeg gør, så føler jeg, at jeg ikke kan gøre det godt nok, her er rodet, de er sultne, beskidte, våde, sure, umulige, og jeg er gammel, træt og også sulten. Og jeg kan ikke nå at spise i fred og ro.

Jeg hader den magtesløshed.

Hader den. Og i dag vil jeg forsøge at undgå den. Nu vågner nr 3 og nr 4 skal puttes, så afsted med mig. Må i dag blive en af de dage, hvor jeg ikke rammes af magtesløshed. For det er jo ikke børnene, der gør forskellen, det er mig.

Kh Pragmamor