mit eget .com site!

– har opgraderet bloggen til et site. I håb om, at jeg på en eller anden måde kommer til at udvide mine skriverier til noget, jeg en dag kan hive lidt grunker hjem i vores slunkne kasse. Ikke nu, det er jeg hverken skarp  nok til, rutineret nok til, bevidst nok til, udsovet nok til eller innovativ nok til. Og vi er heller ikke helt på røven endnu. Men til februar, når min børnepasningsaftale med kommunen udløber, så har jeg ingen indtægt. Kan komme på dagpenge og søge job – og jeg vil gerne arbejde, elsker min uddannelse og holder meget af udfordringer og kolleger. Men jeg kan ikke se mig selv aflevere min lille søn på nu 15 mndr til andre mennesker. Og jeg kan ikke se, hvordan jeg skal få hverdagen til at hænge sammen, hvis jeg skal møde kl 9 og gå kl 15. Og det er endda best scenario-arbejdstider, ikke? Skideforkælede arbejdstider, faktisk – og alligevel ser det ud som en opskrift på stressmigræne, hængeøjne og begrænset udsyn. Det har jeg slet ikke lyst til. Min søde mor siger, at jeg så må finde på noget hjemmebaseret – gerne med udgangspunkt i min blog, mine erfaringer udi akademia eller forældreskab eller lignende. Jeg ved sgu ikke. Er ikke god til at få ideer, er bedre til at gribe andres bolde og konkretisere. Lave to do-lister, planlægge, handle, undersøge, søsætte. Er typen, der låner bøger på biblio om krea-projekter, som jeg rent faktisk får lavet – men jeg finder ikke selv på at lave zoo-uroer af grankogler og pesto af ukrudt. Det læser jeg mig til. Så what to do??? Hvad kan man lave hjemmefra?

Nå – men livet går jo videre herhjemme på matriklen. Nu forsøger jeg at styre nr 3 og 4´s sovetider lidt mere stringent. Det keder mig lidt at skrive om, så jeg kvitter detaljerne. Men jeg underholder jer gerne, allermest de skadefro af jer, med, at jeg stadig natammer nr 4. Trods mit skråsikre “afvænning-er-pærelet-og-tager-3-dage”indlæg for 117år og et par folketingsdebatter siden, hvor jeg frejdigt skrev, at han skam blev færdig med natmælk på kort tid. Ha ha. Jeg faldt i, da han blev syg, og så to gange mere – og nu bliver han så stiktosset, og voldelig, at jeg ikke gider andet end at lade ungen. Han er så megakær – og så megahidsig! Hm – det keder mig også lidt at skrive om. Ville bare lige indrømme min fejlslagne opdragelse af nr 4 – man skulle tro, at det var venstrehåndarbejde, men jeg må sande, at hvor nr 3 gik fuldstændigt legende let, så viser nr 4 altså tænder nu, hvor han er 15 mndr. Nr 3 var bare sød og glad og dygtigt og nem, indtil hun mistede fodfæstet, da vi flyttede i sommers, og blev meget ked, angst, hidsig, stresset og deslige. Også helt ok, og derfor har hun været hjemme hos mig og nr 4 siden da. Men alt fra soverytmer, spisning, trøst, afsked, alting – hun har bare kunnet det hele. Blefri som 19 mndr. gammel. Stort set af sig selv, hun synes bare, at det var sjovt at bruge potten. Sad pænt og spiste med bestik. No trouble. Nu har jeg gjort det samme med nr 4, og det er da også gået fremragende med den kære lille knægt hidtil – men nu skal jeg love for, at Mor her er på arbejde. Han sover elendigt, smider rundt med tallerkenen, kaster med maden, nægter at sidde i klapvogn, hvis der er noget at kravle op på indenfor en radius af 10 meter, bider, river, slår,  – men han griner og smiler og pludrer også, og er stadig mega kær. Jeg forstår bare ikke helt, hvorfor han ikke bare sidder og spiser, hygger sig i klapvognen, nulrer rundt og leger med sine sager inde og ude – istedet for at insistere på princippet “livsfarligt, voldeligt og/eller forbudt er sjovest”?  Jeg burde da vide, hvad jeg så skal gøre? Det er utroligt, så forskellige ens børn er – jeg ved  jo godt, at det er et meget komplekst sammensurium af gener, opdragelser, omstændigheder og personlige kapaciteter, der gør et lille væsen, men alligevel. Den knægt. Driver mig. Til vanvid. Og de andre kære børn herhjemme griner så højt af mig, når jeg tydeligvis ikke aner mine levende råd. Han har nemlig et ret godt – tja hvad hedder det – ikke boldøje, når det er mad, der smides med – madøje?…en stor klat pesto fra nr 4´s tallerken sad klokkerent lige i mit venstre øjenbryn her til aften. SMAT, og så den der SPLAT lyd, når noget sjasket lander på ens bukser. AK ak.

Nu til køjs – alt i alt går det dog ret fantastik her i provinsen. Er bare så glad for, at vi turde flytte fra velkendte Frederiksberg til ukendte Helsinge. Har fået gode venner, børnene er glade, haven og huset er skønne. Det kan godt lade sig gøre!

God aften derude!

Kh Pragmamor