Når man går hjemme og dermed prioriterer sin tid med sine børn højt over mange andre ting, så kommer der reaktioner fra omverdenen. Fra ens egne forældre, som måske eller måske ikke støtter ens kontroversielle beslutning, fra venner, der måske eller måske ikke tager det som en inddirekte kritik af deres måde at leve på med karrierer og lange dage i institutioner, fra andre forældre i ens omgangskreds, på forældreintra, fra institutioners personale, fra læger, fra personalet i ens dagligvarebutikker, som ser en købe ind med de små poder på tidspunkter, hvor almindelige mennesker er på arbejde. Man lærer at forholde sig til andre holdninger efterhånden.
Jeg har været så heldig, at jeg har oplevet stor støtte i mit valg af at gå hjemme hele vejen rundt. Det har været undring over, at jeg “kunne holde det ud”, men faktisk ikke særlig meget. Mest har der været opbakning, og mange har sagt, at det da bare var en dejlig beslutning, som de selv gerne ville kunne/ville have truffet. Forskellige familier har forskellige grunde til at vælge at leve deres liv, som de gør – det er ikke det, der får mig til tasterne her i aften. Jeg er alene, huset er stille, bortset fra Bastian og Roy, som sidder og ser Family Guy i kælderen. Jeg har netop brugt lidt tid på at pille al vores Halloween-pynt ned. Der var enorme mængder plastikkryb, kunstigt edderkoppespind, krea-spøgelser af silkepapir og vatkugler og en hel del flagermus, rotter, katte og en enkelt ækel heks, som min dygtige mand har bedt sin dygtige maskine skære ud i værkstedet. Det fik mig til at tænke på noget, jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg skal tænke om – og så er det jo ofte, at jeg skriver det i stedet.
Here goes:
Vi holdt Halloween for fuld skrald i år. Molly havde sin legegruppe fra klassen med hjemme – 4 dejlige børn. Halloween er ofte en lidt flad fest, som ikke helt virker endnu – så derfor ville hun gerne, at vi virkelig gjorde noget ud af det i år. Hun er også ny i sin klasse, og hun var derfor lidt nervøs for, om hun kunne underholde sine nye venner tilstrækkeligt. En festlig stemning og lidt klam, uhyggelig mad var en god løsning – og jeg synes, at hun er verdens dejligste unge, som trængte til, at der var en dag her i huset, der handlede om hende. Så jeg gik all in, som det hedder.
Vi pyntede maks op, jeg lavede alt muligt Halloween-mad, som jeg havde fundet inspiration til på Pinterest. Brugte hele aftenen før og hele formiddagen på det, hentede ungerne kl 13 fra skole, fik de små passet, og så holdt vi ellers Halloween, hørte spooky lyde, sminkede os som monstre, dødsdukker og Ebola-ofre, og de fik trick-and treatet til den store guldmedalje. Det var et hit. Tilsidst kom forældrene, som jeg havde inviteret til at spise med. Invitationen var sendt på forældreintra. Der kom én og spiste, de andre kom senere og hentede uden at spise med. De fik en kop kaffe og et snotshot (blævrende vaniliebudding farvet snotgrøn).
Så vidt, så godt. Vi talte om, hvor søde, børnene havde været, og hvor dejlig en klasse, Molly er kommet i. Mens de sad og forsøgte at være venlige og i det mindste smage på det ækle, slimede stads, de fik til dessert – hehe. Da forældrene skulle gå, gentog jeg den pointe, jeg havde skrevet på invitationen på forældreintra: at jeg ikke er ude på at sætte en legegruppestandard med vores Halloween-hejs, men at dette var en særlig dag, og at Molly gerne ville gøre lidt ekstra ud af det pga usikkerhed. Jeg beskrev, som sandt er, at de fleste andre legegrupper, vi i børnenes tidligere klasser har afholdt ( og det er trods alt en hel del), bare har hentet kl 15, stukket dem en spegepølsemad og nogle gulerødder, ladet dem lege, og så afhentning kl 17. Det skrev jeg jo, fordi vi holdt den første legegruppe i dette år, og jeg ikke ønskede at gøre andre forlegne, hvis de ikke liiige svingede sig op til at pynte hus og lave mad i 2 dage op til en legegruppe. For det er jo ligesom overhovedet ikke meningen med en legegruppe. Det er noget med at komme hjem og se, hvor kammeraterne bor, møde deres familier, måske lege med nogle, man ikke plejer at lege med, og så hjem. Måske kan man endda bestille noget nem mad, som man kan lave derhjemme, men man behøver ikke spise sammen. Legegrupper har så mange gode aspekter, synes jeg. Jeg ønskede ikke at tage modet fra forældre, der måske ikke har så meget tid til rådighed, som jeg har pt. Men jeg endte med at fremstå arrogant, er jeg bange for. Det var ikke hensigten!
Det, en forælder sagde, tog jeg til mig. For det er sandt, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det. Det får mig til at føle mig både usolidarisk, som sagt arrogant og fingerpegende på en led, manipulerende måde. Nogle gange kan det der “overskud” ende med at signalere andres “underskud”, selvom der faktisk ikke er tale om andres over- eller underskydende skud (hvad skrev jeg lige der?) – forstår I ? Der er da sikkert mange forældre, som ikke har lyst til at gå i brechen for at lave Halloweenmad i timevis. De gider så noget andet! Og det har jeg på ingen måde intentioner om at kritisere. Men det er sørme svært at gøre den form for indsats for sine egne børn, investerer tid i dem, uden at andre føler, at man påpeger, at de ikke investerer den samme tid men fx dyrker elitesport og har et job istedet for. Som almindelige mennesker. Eller bare er nødt til at arbejde 40 timer om ugen 8-17 for at få det til at hænge sammen. Eller hellere vil læse en bog, når de har fri, end hænge edderkoppespind op.
Nå – da jeg stod i entreen og forældrene skulle til at gå, gentog jeg som sagt mine forklaringer fra invitationen på forældreintra. “I skal virkelig vide, at jeg har nydt det, og at jeg ikker er ude på at sætte en standard for legegrupper her. Næste gang bliver lowkey, det er jo slet ikke nødvendigt med al den virak – det var bare for at fejre Molly på en dødsyg efterårsdag, og jeg vil se frem til at I holder legegrupper hjemme hos jer” – bla-bla. Det er jo mennesker, jeg ikke har talt med før. Så taler jeg lidt for meget. Det er trods alt bedre end at skrive alt for meget på forældreintra.
En forælder sagde: “Ja ja, det ved vi da godt, men prøv lige at forklare det til børnene, ikke?” – med et skævt smil, men også med eftertryk.
Av
for
pokker
.
“jo, det kan du have ret i”, sagde jeg. Lidt fåret. Og så sagde alle farvel, samlede deres små monstre op og tog hjem.
Den sad altså. Det mindede mig om engang, da jeg forsøgte at få legegrupper indført i en af børnenes klasser, men hvor mange forældre ikke forstod ideen. Jeg forsøgte at forklare, at man ikke behøvede holde det, hvis man ikke kunne overskue det, måske var der en anden forælder i gruppen, som kunne lægge hus til to gange, eller måske kunne to forældre holde det på en legeplads i fællesskab – det er hverken formen eller stedet, der er afgørende, det er, at børnene er sammen på kryds og tværs i forskellige miljøer, hvor de kan opleve hinanden på hjemmebane. For den position skinner alle børn lidt mere i, og det tror jeg er mobbepræventivt, så det basker. Nå, den snak måtte jeg gentage mange gange, for mange forældre mente slet ikke, at de havde lyst til at holde legegruppe. De havde sent fri, boede småt etc – og nogle ville slet ikke sige andet end “nej, det vil vi ikke være med til”. Jeg ville så gerne, så jeg kæmpede bravt. Det endte med en halv løsning. Jeg holdt den første legegruppe, hjemmegående, som jeg var, med klare aftaler om, at når det blev de andres tur, kunne de jo sige til, hvis jeg skulle hjælpe med noget.
Da forældrene hentede deres børn, gik det fint. Det var en anden dag, jeg mødte en af mødrene, som arbejder i en butik lokalt. Jeg spurgte hende efter lidt smalltalk, om hun havde lyst til at prøve at holde legegruppe, for de var de næste på listen. Hun kiggede lidt skarpt og samtidigt lidt trist på mig og sagde: “Jeg kan da ikke forklare min søn, at jeg ikke kan holde legegruppe, han bliver sgu da pisse ked af det, når I havde det så sjovt hos jer. Hvad skal jeg sige til ham? Han tror jo, at jeg ikke gider ham, ligemeget hvad jeg siger. Jeg skal jo på arbejde hver dag, så det kan jeg ikke – og jeg kan sgu heller ikke overskue det, men jeg føler mig som en pissedårlig mor. Så jeg er stadig ikke begejstret for det der legegruppe. Jeg siger nej tak. Men han havde det hyggeligt sidst.”. Hun var ikke vred. Og jeg var lidt chokeret og ked af det. Sådan havde jeg bare aldrig tænkt det.
Når jeg bruger tid på at have legekammerater med hjem konstant, når mine unger kan holde giga-Halloweenfester, når jeg insisterer på at kunne hjælpe andre med at holde legegrupper, så er det, fordi jeg godt kan lide det og vil mine børn det bedste. Også andres børn, for pokker. Det er ikke min mening at pege fingre eller puste til andres samvittighed. Slet ikke. Men jeg kan virkelig godt forstå, hvorfor det kan opfattes som møgfrelst at prioritere sådan. At have interesse for børneliv på den måde. For det er så altruistisk og Mother Theresa-agtigt, at andre måder at prioritere på synes lavere. På en eller anden måde. Jeg er sikker på, at jeg har virket ultra-frelst på en fuldstændigt kvalme og meget provokerende måde ved mange flere lejligheder, som jeg slet ikke har opfattet. Jeg har også haft ammehjerne i rundt regnet 7 år ud af de sidste 12, og så har jeg ca. samme sociale fintfølenhed som en mellemsvær russisk kampvogn. Ikke en undskyldning, men en delforklaring.
Men den der med, at jeg sætter andre forældre i en situation, hvor de skal forklare deres børn, at de ikke kan få det samme, den synes jeg altså gør ondt. For så ender det jo med, at børnene bliver skuffede og måske endda føler sig afvist og mindre vigtige i deres egen familier, fordi vi i vores familie lever anderledes. “Hvorfor kan jeg ikke holde Halloweenfest?”, “Hvorfor vil du ikke holde legegruppe”, “hvorfor bager du aldrig kager til ture”, “hvorfor får jeg aldrig en tur i zoo på en tirsdag”, “hvorfor må jeg aldrig have venner med hjem lige efter skole, men kun mellem 16 og 17.30 om torsdagen, når du har tidligt fri?” – osv. Dem må der have været mange af, og jeg håber (og tror faktisk også), at de fleste ikke er årsag til så meget mere end: “Det kan vi ikke, fordi jeg skal arbejde, og du har det sjovt med vennerne i SFO’en. Det skal du ikke være så ked af, skat – kom, nu laver vi… (et eller andet distraherende)”.
Bare det, at jeg har været en del af, at der i en helt sikkert skøn og kærlig relation mellem forældre og børn i flere familier har opstået situationer, hvor børnene føler sig afvist og nedprioriteret – følelser, de måske ikke havde haft, hvis ikke de havde været i karambolage med vores familie med hjemmegående mor. Det gør altså faktisk ondt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme ud over det i fremtiden, men det gør mig altså ked af det. Undskyld. Det var ikke min mening at være usolidarisk.
Kh Kristina
Kristina Hobbs - mor til 5 
Hvorfor overhovedet kalde det legegruppe når det VAR en fest? Der var jo intet i vejen med standarden for festen.. den standard skulle bare ikke lægges til grund for fremtidige legegruppedage…. og når det så er sagt.. så skal man sådan set springe op og falde ned på hvad andre mener, tænker og føler når det drejer sig om ligegyldigheder.. og det er da verdens dårligste idé at gøre dem allesammen opmærksomme på at du ser en svag mulighed hér for at DE vil se et problem.. de havde travlt, de var trætte de skulle bare hente unger og de var nok dybest set lidt ligeglade ..tror jeg ::-) Lad for guds skyld være med at undskylde at du har arrangeret en fed fest for ungerne.. det er sgu GODT…
og hvad ungerne siden forventer er ikke dit problem.. hvis de nu tror at sådan kan de hidse deres forældre op til at gøre hver gang der skal komme en veninde så er det forældrenes opgave at lære dem noget andet..i øvrigt står det enhver frit for at gøre ligeså.. nå ja undtagen den slags enlige forældre som jeg selv har været i årevis.. vi kan jo ikke..og så alligevel.. for tænker jeg efter så holdt jeg nogen fede fester for ungerne fordi jeg kunne blæse på hvad en eller anden træt far mente om fastelavnstønder i alle døråbninger og ketchup i sofaen 😉
LikeLike
Skøn kommentar. Tak:-)
LikeLike
– og så alligevel: Jeg sætter stor pris på din herlige kommentar og opbakning, men det, der ærgrer mig, er ikke, hvad forældrene tænker – det er faktisk mest det med, at jeg inddirekte kan have været en del af, at BØRN bliver kede af det. Det bekommer mig aldrig særligt vel at gøre børn kede af det…
LikeLike
De havde en dejlig fest.. lad nu være med at forestille dig alt muligt.. det kan da godt være der er et par forældre der er småfornærmede over at opdage at de ikke har det samme overskud.. det er deres problem…. jeg er SIKKER på at ungerne ikke bliver kede af det fordi de har haft en god fest og ikke skal holde sådan en selv også… det er forældrene du skal bekymre dig om hvis du skal bekymre dig.. men jeg ville nu springe op og falde ned på den bemærkning.. det var en træt bemærkning fremsat af et menneske der godt lige kunne bruge en uge uden unger og nu er bange for flere KRAV… men der er ingen krav..pil ikke mere i den navle der ER kun fnuller i den ..;-)
LikeLike
😉
LikeLike
Søde Kristina, jeg tror du skal lade være med at have den dårlige følelse, og samvittighed overfor andre familier, i jeres familie gør I det I finder rigtigt. I andre familier gør de noget andet. Man kan aldrig uanset hvad man gør stille alle tilfredse. Jeg har også gået hjemme i perioder af børnenes liv, har nydt at kunne gøre noget ekstra for vores børn, har nydt at se dem trives og gro, for det gør de fleste børn, når mor/far har tid til se dem vokse. Finde venskaber også efter skoletid. Jeg har en veninde der altid har gået hjemme ved deres 4 børn, min den ældste og hendes den yngste gik i klasse sammen, og hvor var jeg tit misundelig (på den gode måde) på hende og det liv de levede, med tid til fordybelse, hj bagte boller og varm kakao, på en kold vinterdag. Jeg var studerende de første år, de gik i skole sammen, så jeg havde også de lange ferier mm. Men alligevel, tænk at have oceaner af tid om morgenen tænkte jeg. Eftermiddagshygge, med pigerne og deres veninder. Først efter en skilsmisse og ny mand og igen to små børn, var jeg moden til helt at trække stikket fra jobverdenen. Og det har jeg aldrig fortrudt at jeg gjorde. Både min veninde og jeg har fået trælse kommentar med på vejen fra omverdenen, men vi er helt enige, det må være misundelse på den grimme måde, der kommer ud af munden på folk.
Kh. Pia
LikeLike
Tak for din dejlige kommentar;-)
LikeLike
Jeg læste lige din sidste kommentar. Jeg kan sagtens følge dig, men du har givet de andres børn en fed oplevelse med festen. Og så kan det jo være at det giver lidt inspiration til kommunikationen forældre og børn imellem ved aftensmaden. Det er ingen skade til. Dine børn må måske så undvære noget andet, som de andre børn kan/ skal til. Sådanne facetter i livet er også vigtige for børn at lære.
LikeLike
Ja, du har ret. Helt klart. Er glad for, at jeg skrev i aften – det var fint at få andres besyv! Tak;-)
LikeLike
Hvor er det et fint og vigtigt indlæg du skriver! Alle familier er forskellige og det har de været til alle tider – også dengang alle kvinder gik hjemme 🙂 Vi har så travlt med at forsøge at gøre det samme allesammen og passe ned i den samme forældrekasse. Ja, gu er det synd for børn, når forældre ikke har tid til dem på den ene eller anden måde. Men tænk hvor dejligt at være med til at give børn en god oplevelse! Det skal ikke undskyldes! Jeg er sikker på, at børn sagtens kan skille tingene ad, og en god oplevelse hos jer skaber ikke konflikter i en anden familie (så er det noget andet der ligger bag). Det er da bare skønt at være med til at give inspiration og perspektiv til andre forældre. Jeg kender dig ikke men kunne ikke forestile mig, at du optræder arrogant overhovedet. Jeg hepper på, at vi alle gør, hvad vi finder rigtigt og lader værre med at spejle os i hinandens præstationer – men lader os inspirere af hinanden! Jeg synes, vi som forældre skal glæde os på vores børns vegne, når de får gode oplevelser i stedet for at få det til at handle om os selv.
LikeLike
Hej Kristina,
Jeg synes ikke din tilgang virker usolidarisk men meget solidarisk! Klart nok at nogle føler de har et pres at leve op til – men hele livet er et spørgsmål om prioriteringer. Min datter (på 5år) vil gerne have chokolademadder og pølsestænger med i børnehave, holde fridag en gang om ugen, gå til MGP-dans, have lyserød flyverdragt, komme tidligt i børnehave hver dag osv. Osv. Alt sammen fordi det er der nogle andre der gør. Der er det jo min opgave som forældre at sætte (og nogle gange revidere) rammerne. Men vi kan altså ikke allesammen gå rundt og bebrejde hinanden for de livsvalg vi tager (dine børn ville sikkert også gerne have råd til at gå til ridning og en IPhone – men det er jo ikke direktørmorens skyld at du skal forklare dine børn at de ikke får det).
Tak for – gang på gang – at du skriver spændende tankevækkende indlæg.
/Signe
LikeLike
Kære Kristina
Jeg må tit, stille og roligt, nedjustere mine børns forventninger til alt det de godt kunne tænke sig. Sådan er det at have børn, og jeg fortæller dem stille og roligt hvorfor tingene ikke kan blive som de helst vil have. For de vil jo helst have det HELE, alt de ser deres venner har, det de ser i fjernsynet, det de selv fantaserer sig til (og det er meget 😉 ) osv. Men, som jeg siger til dem, jeg kan godt forstå, at de gerne vil alt dette, men man kan ikke få alt det man gerne vil, af mange årsager: Jeg er for træt, vi skal på arbejde, det koster (for mange) penge, vi har ikke plads, de har nok i forvejen osv. Det gælder om at nyde det man HAR, og så kan man godt ønske sig ting, og drømme om dem, men det er ikke sikkert man får dem. Nogen gange får man at vide, at det FÅR man bare ikke. Jeg fortæller at alle familier er forskellige, og at vi gør det som vi synes er bedst for os, med det vi har. Og det tror jeg altså godt, at de forstår, det virker i hvert fald sådan, når alt kommer til alt. Min ene søn har lige været til en sjov Halloweenfest hos en klassekammerat, uden anden grund end at drengene fra klassen skulle hygge sig sammen. Ungerne var glade, og det var en succes, og så er det det. Hver familie har ansvar for at forklare sine egne, at man gør det så godt man kan, og det er godt nok (stort set altid).
🙂 Rikke
LikeLike
Med det mener jeg bare, at det er forældrenes ansvar at hjælpe deres børn til at forstå, at de ikke kan få det samme. Selvom der selvfølgelig er situationer, hvor man som forældregruppe tager et fælles ansvar, og f.eks. siger at fødselsdagsgaver og fødselsdage skal være noget alle børn i gruppen kan være en del af (f.eks.)
LikeLike
Ja, helt enig. Det er forældrenes ansvar. Men jeg skulle på en eller anden måde have skilt tingene ad, så en kæmpe fest ikke bliver modellen for legegrupper. På den anden side, så var det jo netop legegruppen, der var inviteret, og det var fordi, at det var nye kammerater, at Molly gerne ville have et mere styret arrangement. Så jeg kunne vist ikke have handlet anderledes. Hvis det bliver et problem, så må nogen jo tage det op, ikke?
LikeLike
Kære Rikke. Du har selvfølgelig ret, og det gør jeg også selv ofte. Det, der gør mig lidt ilde til mode her, det er, at de to forældre, jeg beskriver, faktisk så sådan lidt knust ud. Sådan lidt – “åh, for fanden, jeg ved jo godt, at jeg ikke gør det godt nok, og nu kommer min dreng hjem og vil gerne have mere, og det kan jeg bare ikke give, og så bliver han ked af det og føler sig afvist og uelsket, og det ……” – agtigt. Det er nok mine hormoner, der raser, så bliver jeg altid ekstra følsom med sådan noget – men det var den, der gjorde mig trist. Forhåbentlig var det bare mig, der overfortolker. Der er masser af ting, mine børn ikke får, men meget af deres afsavn går på materielle ting, skiferier, nyt legetøj, ud at spise hele tiden, ture til hid og did, bifture etc. Der er et aller andet, der gør, at det er nemmere at nægte børn materielle ting, end at nægte dem sit nærvær og sin tid. Det gør mig ondt, når jeg ikke lige kan spille det der spil matador eller se den der cirkus forestilling på trampolinen, fordi jeg er i gang med noget uopsætteligt, men det rør mig ikke at forklare, at de nok aldrig kommer på skitur og at genbrugstøj er helt fint. Men det er jo nok også derfor, at jeg har gået hjemme så længe:-)
LikeLike
Jo, som du skriver, hvis det bliver et problem, så må nogen tage det op, men ikke dig 😉 Du har gjort hvad du kunne, så fred med det. Efter min mening 🙂 Nyd, at de havde en god fest.
LikeLike
Altså, ligesom der skal være plads til at forældre IKKE kan overskue et stort børne-arrangement… ja så skal der være nøjagtig samme plads til den forældre som NETOP KAN overskue et skønt arrangement hvor ungerne får en sjov og dejlig oplevelse…
Jeg synes vi skal give plads til hinanden, så vi kan være de forældre, som vi nu engang er… det er ærgerligt med al det præstationsræs og tanker om at alle skal kunne det samme…hvorfor egentligt… det bliver bare for konformt, synes jeg… (nå men nu starter præstationsræset jo også tidligere og tidligere – og efterhånden er der i samfundet meget fokus på at “måle” sin indsats i forhold til andres med en forventning om at blive bedre og bedst…. og så det er nok ikke så mærkeligt at vi ender derude, hvor vi føler det hele bliver konkurrence…)
Som forældre er det vores ansvar at pointere overfor børnene, at vi jo netop er forskellige fra familie til familie, og at det er dejligt, fordi så bliver det hele jo heller ikke så kedeligt… og at man skal værdsætte sin egen familie, men samtidig sagtens kan nyde andres måske meget anderledes familier, hvor man får uvurderlige oplevelse, som man ellers aldrig ville have fået… Personligt elsker jeg selv at opleve andre mennesker, deres kultur og udgangspunkt, men det betyder jo ikke altid, at jeg vil leve og gøre som dem….
Men hvor er det synd, at du skal sidde tilbage og føle dårlig samvittighed over at have gjort noget fedt for ungerne.. Væk med det. Slip det – og glæd dig over at du formåede at give ungerne en super god oplevelse, som de jo fik pga DIG…
Ungernes forældre kan jo vælge at være glade og til dels taknemmelige over din indsats, især hvis de IKKE selv har energien til at svinge sådan et arrangement på banen…
Og så er det samtidig også vigtigt, at vi alle slipper forventningerne til hinanden, og istedet glæder os over det, som vi selv kan bidrage med.. og det som andre kan bidrage med…..
LikeLike
Helt ærlig, så er det ikke dit problem hvad andre mennesker skal sige til deres børn. Ja, fair nok at du tænker over at børnene måske er kede af det, men en del af det at have børn, er faktisk at lære dem at takle den slags. Må andre mennesker så ikke tage på luksusrejse til Thailand, fordi det er synd for dine børn at I ikke gør det? (Uden at jeg ved om I gør den slags:)) hvis de har haft en god aften hjemme ved dig, så er det fint, og så er det det. Jeg synes ikke du behøver at undskylde.
LikeLike
Ka sagtens se din pointe og er enig, det er ikke mit problem. Men j blev overrasket over den drejning at det kunne få nogle børn til at føle sig underprioriterede af deres egne forældre. Det er heller ikke mit problem, men medfølelse kan man jo have alligevel. Og det har jeg altså.
LikeLike
Kan sagtens følge dig og kunne såmænd sagtens være mig der stod i samme situation. MEN, der er ting mine børn og jeg kan FORDI jeg går hjemme og ting vi IKKE kan fordi jeg går hjemme. Mine børn vil også gerne 14 dage til Thailand i november, flyve syd på i sommerferien eller blive inviteret på weekendture med bedsterne. Det sker så ikke, og ved du hvad? De går ikke i stykker selvom jeg må forklare dem at vi ikke skal på sådanne ferier. Men jeg vil da ikke klantre de forældre der rejser flere gange om året med deres børn selvom jeg har noget forklaringsarbejde foran mig ift. egne poder. Lyder som dejlig fest og håber Molly fik nogle + på kontoen – om ikke andet så hos børnene :0)
LikeLike
Jeg ser det som en af vores fineste opgaver som forældre at vise vores børn at det er ok at leve og prioriterer forskelligt og også at vi har forskellige udgangspunktet og dermed muligheder.. Hvis det bliver intigreret i dem former vi nogle mennesker der ikke altid halser efter det perfekte liv eller kun ser det grønne græs på den anden side. Mennesker der ikke er fyldt op af misundelse og ikke kan glæde sig på andres vegne.
Jeg tror på vi er nød til at turde stå ved vores egne værdier og valg og det er jo det du gør når du viser dig fra den “usolidariske” side. Andre familier har andre muligheder. Mine børn har ikke hver deres værelse, hver deres nye smartphone eller den Computer de drømmer om. Jeg prøver at vise dem at de valg vi har truffet har været på bekostning af noget andet. Og jo de bliver kede af det nogen gange og synes det er unfair, men det må jeg så rumme og forholde mig til.. De fleste af os har jo når vi tænker over det mulighed for at sadle om, arbejde mere eller mindre, hvis det er det vi vil!
LikeLike
Tak for din kommentar, Sophie:-) Det er jo præcis den der “Det må jeg jo så rumme og forholde mig til” – når børn bliver kede af det. Den kan jeg godt kæmpe lidt med til tider.
Kh Kristina
LikeLike
Hej Kristina
Her må jeg jævnlig forklare Nora, at hun ikke må/få dit og dat selv om alle andre må. Børn og deres forældre må lære at vi alle lever og gør tingene på forskellige måder og at der skal være plads til det.
Her holdt vi en diskofest for tøserne i Noras klasse fordi vi havde lyst, så kan de andre lavede meget sejere skattejagter end vi kan men sådan er der jo så meget. Nogen af børnene kan rejse meget, det kan vi så ikke da det er mig som arbejder og Noras papa er meget hjemme. Så kan han så hente tidligt og have veninder med hjem, det prøver vi så at prioritere da hun er enebarn og legerelationer er ekstra vigtige.
Synes ikke du skal have dårlig samvittighed, det er forældrenes egne forventningerne der lægges ned over deres børn – lige så fedt en Halloween/disko fest kan være lige så fedt kan det være og sidde og se en film og spise pizza – oplever ikke at børnene går op i det, det er vist mere forældrene 🙂
Kh
Mia
LikeLike
Lyder skønt med en far, der er meget hjemme:-)
jeg er efterhånden ok med det hele, der hjalp at skrive om det, og navnlig at læse alle de gode kommentarer. Bliver gladere og gladere for min blog og mine søde læsere!
Tak for din kommentar.
Kh Kristina
LikeLike
Kære Kristina.
Jeg ved nøjagtig hvor du vil hen med dit indlæg, tanker, følelser og frustationer.
Jeg ser også de irriterende blikke fra andre forældre og de øv kommentarer man får med på vejen. Og det kan sku godt være lidt hårdt engang i mellem, for jeg gør det jo ikke for st jokke andre over tæerne! Men fordi jeg kan! Og har lyst! Sad en dag med ungerne og kammerater i baghaven og lavede snobrød, da der var ved at være afhentning. Kommentaren var: nå, har du overskud til det? Det har vi ikke tid til hjemme hos os! Det var lige før jeg blev så paf at jeg sagde undskyld….. Men nu var der mange børn, og vi havde revet vores køkken ud( ind med et billigt et fra IKEA- har ikke behov for et prale køkken her hos os- eller råd til for den sags skyld!) , så syntes jo egentlig det var lidt nemmere med snobrød end at stå og fremtrylle det helt store måltid ved have bordet i carporten. Og så var det bare vildt hyggeligt, at sidde der og ha tid til at snakke mens vi ventede på maden:-) men min pointe er, at alle har et valg! Har man valgt et nybygget hus og to store biler i indkørslen, så har man også valgt at arbejde meget. Vi har så valgt et lille billigt hus og en gammel Volvo, så har vi der med lidt bedre tid til det vi mener er vigtigt. Vi er alle forskellige, og der skal gives plads, både fra den ene og den anden side. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at du giver dine børn noget meget vigtigt med i rygsækken! Så fortsæt i samme rille 🙂
Knus Lonni
LikeLike