Kan du få job, når du har været hjemmegående? Ja. Hvad kræver det og er det svært? Læs min erfaring her.
Trætte tanker er dumme tanker. Med hovedpine og hoste og feber er det nok en pænt elendig plan at gå i gang med at revidere min LinkedIn profil. Men jeg gør det alligevel. Selvom der står alt muligt klogt allevegne på SoMe om, hvordan man laver en fængende LinkedIn byline. Selvom der sikkert aldrig nogensinde er en eneste bovlam bænkebidder af en HR person, der får den lodret latterlige ide at suse hen til min lille bitte side og hyre sin nye genistreg af en medarbejder. Sin nye flaskeånd, som lige fikser årsomsætningen, mødekulturen, medarbejdertilfredsheden og oven i købet ser brandgodt ud i firma T-shirten med koboltblå krave og opsmøg.
Molly kigger mig over skulderen. Hun er 12 år og lykkeligt uvidende om, at det er umuligt at foretage sig noget som helst ude i verden uden konstant at stikke selvværdet på stakkevis af alle mulige syleskarpe 10-trin guides til en bedre ansøgning, en bedre profiltekst, et klogere jobvalg og et CV, som alle bare hiver lige op i toppen af bunken. Jeg ved godt, at de fleste af de der guides er skrevet af folk, der er på jagt efter likes, ranking, linkjuice, deltagere til det næste webinar og signups til nyhedsbreve. Jeg er jo ikke tabt bag en firewall, vel? Men jeg går jo helt i baglås alligevel, når det er tydeligt, at jeg ikke følger et eneste af alle de der råd og ikke har deltaget i et eneste gratis webinar.
Jeg prøver at forklare hende, at jeg faktisk er ved at prøve at finde noget mere arbejde. Enten i min tekstvirksomhed WordsbyHobbs eller andre steder. Med min fine cand.scient.anth titel i fin, ny og fluffy stand og med mange forhåbninger og stor lyst til de der nye udfordringer. Eller bare et godt arbejdsmiljø med kolleger og et timeantal, der gør det muligt at se mine børn i dagslys hver dag året rundt.
Det synes hun da lyder fint. Så kan vi komme på ferie, siger hun, og svinger sit lækre hår en en blød bue og går ud og laver pastasalat til madpakken. Med uskyldighedsdrys.
Jeg har været velsignet med masser af arbejde i et års tid. Før det i perioder. Altid mere, end jeg egentlig kunne nå som hjemmepasser. Lige nu, her i januar, ligger det stille. Det huer mig ikke.
Det er vist regel nr 1 som jobsøger: Sig aldrig til nogen, at du er uden arbejde. Virk ikke desperat. Nu skriver jeg det så her, så det er jo lige i stil med mine andre livsvalg. Pragmatisk og stik mod bedrevidende.
Jeg er af en eller anden grund sikker på, at det nok skal gå altsammen. Men i dag er jeg træt, og så er jeg mindre sikker. Hvad er mit næste skridt?
En ting, jeg vil sige, er, at jeg aldrig nogensinde vil fortryde mine år herhjemme. Så jeg vil til enhver tid sige dette:
Overvejer du at blive hjemmegående? Vil du gerne hellige dig dine børns trivsel i en periode? Er du træt af at være træt og søger en ny livsstil? Så gør det. 100%. Tag en pause eller vælg arbejdslivet fra forever. Det er fantastisk, og du vil ikke fortryde din tid med dine børn.
Det nåede jeg frem til i 2012. Med et nyt hus i provinsen, en voldarbejdende mand, 4 børn og en katastrofe af en grund tænkte jeg, at det der vuggestue til min nr 3 da kunne være noget så lige meget, når nu den lille pige på 2 år ville være hjemme hos mig og lillebror. Jeg havde elsket hvert et sekund af mine 4 barsler, så det lå mig ikke fjernt.
Snart viste det sig, at det også var klogt i forhold til mine ældre børn. Mere om det i andre indlæg (søg på fx lykke eller hjemmeliv).
Er du nået så langt? Godt så. Så er din næste overvejelse nok, hvorvidt du kan finde vejen tilbage til arbejdsmarkedet, når du en dag er færdig med at være hjemmegående. Det kommer jo nok lidt af på, hvilken slags hjemmegående, du er.
Der findes hovedsageligt 5 typer hjemmegående:
1: De, der tager en pause fra studierne
2: De, der tager en pause fra en arbejdsplads tænkt som en orlov
3: De, bare lever lige nu og tager det hele, som det kommer
4: De, der hverken har haft eller ønsker kontakt til arbejdsmarkedet, er på invalidepension eller på anden måde permanent er på afstand
5: De, der er på barsel, måske tager et ekstra år som hjemmegående bagefter, og derefter skal ud og finde et arbejdsliv på ny.
Jeg er en blanding af nr 3 og 5. 5 barsler og så happy-go-lucky. 2 år på arbejdsmarkedet efter studier. Jeg skal ikke have flere børn. Det gik over, det med at være skruk, tænk engang! Nu er det tid til at hive lidt penge hjem.
Men det er ikke så let at finde ud af, hvad jeg egentlig kan. Jeg synes jo, at jeg kan en helvedes masse om at få det hele til at klappe, til at lave have, til at droppe forestillinger og smide rundsavene, til at tænke mig om og researche, til at skrive, til at gennemskue, til at tage mig af alting, til at få folk omkring mig på banen, til at være nærværende, til rummelighed, til venlighed, til tolerance, til at multitaske eller smide alt, jeg har i hænderne alt afhængig af situationen, til at amme, til at lave mad med én hånd og til grin.
Men hvor er den stilling lige? Noget koordinator-huttelihejs? Forældrefandango-rådgiver? Akademisk skrivefilejs med forstand på langtidshævet brunkål og havehøns?
Jeg er klar til at indrømme, at det er svært at finde arbejde efter flere år væk. Også selvom mit CV er pænt pakket med frivilligt arbejde og housewifey-kompetencer. Mange har spurgt mig i tidens løb, og jeg har aldrig lagt skjul på, at det må tiden sgu vise. Nu er det så dér, hvor den skal i gang med at vise. Nu. 1-2-3 vis!
Men måske har du et andet perspektiv på sagen? Eller en god ide? Eller sønderlemmende kritik af, hvor torskedumt det er af mig at skrive noget så tænderskærende pinligt og – for at det ikke skulle totalskade jobmuligheder nok i sig selv – dele denne ydmygende tirade af et blogindlæg på Ledighedens Ligkiste LinkedIN? Stedet, hvor dem med job får bedre jobs at blære sig med, og resten af os idioter sidder og sveder over en saftig og indbydende byline? Ehm… jo… – “Hjemmegående med 5 børn søger et sjovt arbejde på deltid”…. Catchy!!
Det er stadig nyt i Danmark, det her med at flere og flere vælger at fravælge arbejdsmarkedet og gå hjemme i nogle år. En dag kan der laves oversigter over, hvad vi egentlig laver, når vi er tilbage i job. Det bliver interessant at se, hvilke arbejdspladser, der ser værdi i at ansætte modige, engagerede og omsorgsfulde forældre, der i nogle år har sat deres børns trivsel og deres egen deltagelse i det projekt før alt andet.
God søndag aften til dig.
Kærlig hilsen Kristina
Kristina Hobbs - mor til 5 
Hej Kristina,
Tak for dine altid gode overvejelser, jeg læser interesseret med.
Mit råd i forhold til jobsøgning vil være at du ikke overgør at du har 5 børn og anvender ord som “hjemmestyrtende mor” etc. Jeg har selv 5 børn og ved godt der er MEGET at se til, men det er der også når man eksempelvis har tre børn – samtidig med at være udearbejdende- og hvis jeg skulle ansætte en der gjorde så meget ud af at fortælle at det var helt specielt hårdt med 5, ville jeg blive lidt træt og måske også tænke, at hvordan får hun så tid til at arbejde ved siden af?. Alle familier med flere børn er multikunstnere og hårdt spændt for.
Jeg ville heller ikke gøre så meget ud af at dit vag bunder i at du vil se dine børn i dagslys, dels fordi det vil vi jo alle og dels fordi det bare prikker til dårlig samvittighed hos en eventuel chef der arbejder fuldtid, vi vil jo alle allerhelst vores børn så meget som muligt..
Fokuser på de mere arbejdsrelevante projekter og partnerskaber du har haft ved siden af dit familiefokus.
Du skal nok ikke regne med der er så mange der lige cruiser forbi din linkedin profil, jeg ville nok satse på at lave et LinkedIn opslag som netværket kan dele, hvor du understreger hvad det er for projekter du kunne løse og timetal du ønsker arbejde ved projektansættelse.
Håber mine råd kan bruges 🙂
Bh Signe
LikeLike
Kære Signe.
Tusind tak for dine råd.
Jeg giver dig naturligvis helt ret. Jeg nævner ikke i mine ansøgninger, at jeg har 5 børn, ej heller om jeg styrter eller slendrer. Det står på mit CV under civilstand og slut færdig.
Jeg mener heller ikke, at det er specielt hårdt at være i mit liv – vi har jo, som du skriver, alle vores særlige betingelser.
Min blog handler jo om at have 5 børn på godt og ondt – ikke om, at det er specielt hårdt i forhold til så meget andet.
Når du skriver, at du som arbejdsgiver ville blive træt og måske ikke ansætte en, der “gør så meget ud af at fortælle, at det var helt specielt hårdt med 5” – mener du så, at jeg skal lade være med at dele mine indlæg på SoMe? Det kunne jo godt være, at det ikke er så smart lige i jobsøgningstid.
Ellers håber jeg da, at min blog ikke fremstår som et langt Piiiiiiiv over at have mange børn. Det ville jeg sørme være ked af:-)
At jeg fx gerne vil se mine børn i dagslys har fx betinget mit uddannelsesvalg ift ikke at blive læge eller jordemoder, hvor er er nattevagter, eller jobs med rejseaktivitet. Det er ikke en del af alles prioriteter, og det har konsekvenser. Jeg kan godt se din pointe med, at det måske pirker til en chefs dårlige samvittighed – det må jeg lige tænke over.
Jeg hælder dog lidt til den opfattelse, at “så meget som muligt” netop er et udtryk for prioriteringer, og vi prioriterer forskelligt. Måske skal jeg skjule det af taktiske grunde. Men det ER jo en prioritering. Og derfor er jeg hverken fuldtidschef, sprogofficer eller nattevagt.
Jeg insisterer, så længe vi har råd til det på lykke og fromme, på, at det kan lade sig gøre at arbejde i tidsrummet 9-15 i hverdage og ikke mere, mens mine børn er her i huset. Skal der flere timer på, er det efter kl 21.
MEn jeg takker dig for dine betragtninger. Jeg tænker lige over det hele – vil rigtig gerne have din holdning til, om jeg skal ophøre med at dele mine blogindlæg på LinkedIn for ikke at virke så afskrækkende?
Kh Kristina
LikeLiked by 1 person
“Virke så afskrækkende” 😀😀 det gør du altså ikke, men jeg har selv været i overvejelsesfasen omkring hvordan jeg skulle vægte min tid og været i dialog med rekrutteringspersoner – og må bare indse at dem der “er i gamet” de prioriterer anderledes og man ansætter ofte dem man kan spejle sig i. Jeg har blandt andet talt med en super succesrig “headhunter” der direkte sagde at havde jeg skrevet 5 børn på mit cv, havde hun nok tænkt, i hvertfald inden hun havde mødt mig, at den gik ikke.
Derfor er sådan nogle som du og jeg hvor børn både kommer på 1. 2. Og 3. Pladsen nød til at iklæde os en jobrolle og spille den. Det betyder at historien skal bygges op omkring at nu er det tid til dig og din anden passion, at udvikle dig fagligt, være del af en arbejdsplads og at xxxx (hvad der nu passer til stillingsbeskrivelsen).
Jeg ville ikke lukke bloggen, men måske være lidt taktisk og lave et opslag der underbyggede at nu er det tid til den faglige udvikling og hvordan du har struktureret hverdagen med tanke på at der skal være tid til dette.
Håber ikke du opfattede min tidligere post som om jeg synes du ynker, synes du er super inspirerende og mega sej 😊😊😊😊 – ellers ville jeg jo heller ikke bruge min “dyrebare” tid på at læse med 🤓
LikeLiked by 1 person
Kære Signe
Tak fordi du endnu en gang skriver:-) Jeg sætter så stor pris på, at du gider give råd. Du er jo virkelig en kapacitet, når det kommer til rekruttering og arbejdsliv, så tag endelig ikke fejl: Jeg er dybt taknemmelig og tager alle dine råd til mig.
At en headhunter ligefrem blev lidt turned off af 5 børn på et CV kan jeg jo godt forstå. Så måske skal det ud. Sådan. Et CV er nok mere et forsøg på at komme til samtale, ikke til at få jobbet – så må vi tage det med familielivet, når jeg sidder foran dem?
Der skal taktik til. Jeg hører dig. Og kan jo godt se det…Men det er sgu da også fandens på en måde.
Jeg er nok altid lidt bekymret overfor at blive opfattet som ynkende og ih-det-er-så-hårdt, fordi det er en af mine alvorlige aversioner at have selvmedlidenhed. Det er ganske enkelt noget af det mindst konstruktive og mindst meningsfulde, mindst taknemmelige og faktisk temmelig skøre, jeg kender til. Hader mine selvmedlidende øjeblikke, så dem skilter jeg helst ikke med, med mindre det er for sådan helt ligetil at sige “Nu tager du dig sgu sammen, Søster Lagkage, du har selv valgt det her, så ret ryggen eller vælg om igen” på skrift.
Så det har mere med mig selv at gøre, end med det, du egentlig skrev i første omgang:-)
Hav en dejlig dag og igen – tak for råd og læsning og din tid.
Ehm – jeg må vel ikke tilfældigvis sende mit CV hen forbi dig næste gang, jeg søger en stilling? Bare for at få et par fif?
Hvis det er ok, så finder jeg dig på messenger.
Kh Kristina
LikeLike
Hej Kristina,
Du må meget gerne skrive en mail på signe@lilledal.dk, så kan vi skrives ved.
Bh Signe
LikeLike
Tusind tak, Signe, det er virkelig pænt af dig!
Kh Kristina
LikeLike
Hej Kristina, er spændt på en opdatering – hvordan går det hele?
Kh Signe (som selv har haft store overvejelser og nu valgt at være hjemmemor, efter mange år med ild i håret 💥)
Kh Signe
LikeLike
Kære Signe. Opdagede lige din besked fra for længe siden – undskyld, jeg havde ikke set den! og jo tak- jeg skal se at have skrevet om, hvad jeg nu går og roder med. Coming up! Kram K
LikeLike
Og det var da vildt, at du skal være hjemmemor. Tillykke med modet til at tage beslutningen, som jo på ingen måde er irreversibel, hvis det viser sig, at du får pip:-) Hvad fik dig til at stige af udearbejdsræset og hoppe om bord i hjemmearbejdsræset? Knus fra Kristina
LikeLike
Min hjemmemors beslutning er taget udfra en lyst til ro og også tid til mig selv.
Jeg har fået 5 børn på 10 år, haft det man vel kalder karrierejobs, holdt korte barsler og stået op kl 04:30 for både at kunne være i god form, møde tidligt og gå tidligt for at kunne hente børn tidligt.
Så nu tager jeg det langsomt og nyder 😄
LikeLike