Sådan ser det ud imens..

5

29. oktober 2014 af Kristina Hobbs

sponsoreret

Lige nu flyder facebook over med fotos af vildt flotte græskar, skåret ud som silluetter, der ville få salig Bjørn Wiinblad til at dåne. Snedige katte, edderkoppespind, krogede hænder med spidse negle – folk er simpelthen så DYGTIGE til at skære græskar ud og til at poste det på profilerne rundt omkring. Det ser jo skidegodt ud, det må jeg sige. Jeg bliver misundelig, ja jeg gør. Og da jeg mest er på fb med folk med børn, så tænker jeg, at det da er utroligt, hvordan de kan involvere børnene i at lave sådan nogle indviklede udskæringer uden et klippekort til skadestuen.

Jeg tænker også på, hvordan de kan holde ungernes interesse fanget i mere end de 10 minutter, det tager bare at få det slimede indre af græskaret fisket ud med diverse skrabeinstrumenter (læs det samlede indhold af bestikskuffen, HJÆLP JEG VIL HAVE EN OPVASKEMASKINE). Og på, hvordan der mon ser ud hjemme hos dem, når projektet er færdigt. Eller: hvordan børnene ser ud.

Så i min vanlige stil vil jeg hermed flove mig selv fuldstændigt, hænge hele min hellighed til tørre og fortælle, hvordan projekt græskarudskæring foregår i casa Hobbs. Så kan alle jer nybegyndere og amatører jo se, hvordan dét skal gøres, så ens hjem er pletfrit, ens unger tilfredse efter en lykkelig stund med kunstfærdigheder og lattermildhed, og ens indgangsparti smukt og eventyrligt uhyggeligt.

Not.

Så har lidt flere måske lyst til at poste billeder af smattede haveborde  smurt ind i græskarindmad, unger, der truer hinanden med bordkniven af bar arrigskab over det forpulede græskar, brændte græskarkerner, som en tur i ovnen burde have forvandlet til en delikatesse, men som stinker forfærdeligt, når de bliver sorte – og sammenbrudte græskar med gabende huller i, som alle lys med garanti bliver blæst ud i…. Hm.

Vi har skåret græskar ud med vores børn i alle de 12 år, vi har været sammen. Først min steddatter og  min lillebror, så vores egne. Og vi konstaterer altid, at det er mega besværligt at få kernerne ud, og at børnene synes, at det er klamt. Det er også svært for dem at skære i selve den orange gigant-granat, så det skal en voksen også helst gøre. De har helt sans for selv at tegne noget, der faktisk kan skæres ud og anvendes til lyshuller, så der skal de også holdes øje med – og hele processen er så langsommelig, at de giver op efter 10-15 minutter, med mindre der vanker guf undervejs. Det sviner helt ubeskriveligt, iøvrigt. Og lugter ikke særlig godt. Det er pænt, eller ihvertfald sjovt, når de er færdige, men hele processen er altså lidt halvsvær at gøre til en succes, synes jeg. Det står bare ikke rigtig nogen vegne, at det ikke rigtig er for børn.

Vi skar græskar ud i går herhjemme. Mig og de 4 rollinger. Vi købte græskarerne for 2 uger siden, og jeg har ikke rigtig kunnet tage mig sammen til at skære dem ud – også fordi, så snart de er skåret ud, går de i forrådnelse. Atamon i rigeligt mængder kan hjælpe, men ikke i ugevis. Dusinvis af sammenfaldne, rådne og halvbehårede græskar har trofast stået og forsøgt at pryde vores indgangsparti (det ord, altså – det minder mig om bagparti, og det betyder jo rumpe. Er indgangsparti så  – det, der sidder foran? Var der ikke noget med, at vi manglede et moderne ord for vagina – hey, måske er indgangsparti løsningen…arj, jeg er vist for træt)

Nå, hvor kom jeg fra?

Jo – i går skulle det være. Jeg forsøgte at kommandere de små i regntøjet for at beskytte deres kluns mod græskarslim. Vi linede det hele op på havebordet, men regntøjet, det kom altså ikke på.

Videre: Der var 4 græskar, et til hver. Jeg gav børnene hver en sort tusch til at tegne med, og så fandt jeg computeren frem og åbnede pinterest på “pumpkin carving easy”. Super god idé, synes jeg selv. Der gik 10 sekunder, så stak James i et hyl, fordi han hellere ville se Shaun the Sheep på You tube end at tegne på den der orange frugt – hvorfor skulle man også tegne på den lige pludselig?? Jeg fik distraheret ham med nogle skøre øjne på græskaret, og så begyndte Bastian og Molly at småskændes om, hvem, der måtte scrolle op og ned. Og så skubbede Silvia næsten computeren på gulvet i sin iver for at se med.  – så nej, lad være med at tage laptoppen med ud på havebordet.

Tilbage til tegningen: Molly var opslugt, men James fattede altså ikke pointen lige med det samme. Jeg skar toppen af nogle græskar, og så gav han sig til at smatte indmaden rundt på hele terrassen. Det var straks meget sjovere. Bastian forsøgte at skære noget meget indvinklet, som gik galt, og så blev han så ked af det, at han gik indenfor. Silvia fik også mindreværdskomplekser over en monster-næse, som jeg kom til at sige lignede en blomkålstud (det var sjovt!!). Så det gik jo strålende. Vi tørrede tegningerne af igen.

Så skar vi (jeg) toppen af resten og gik igang med (jeg gjorde) at tømme græskarerne for indmad ud i nogle store skåle. Det gad de ikke – kun James, men det hjalp jo ikke ligefrem. Så mens ungerne tog en timeout på trmapolinen, smurte jeg mig selv ind i orange slimtråde op til begge albuer. Ih, hvor vi hygger!!Kaffepause. Så  – Molly og Bastian fik hver deres snittekniv og skar løs – og efter 2 minutter blev Bastian ked igen, for det med at skære runde øjne, som de har på billederne på facebook – det er altså meget svært. Og man skærer sig i fingrene, og NEJ, MOR, jeg gider ikke have smølfeplastre på, jeg er snart 12 år!

Det så ca sådan her ud:

IMG_2968IMG_2966IMG_2967

Det var sådan set hyggeligt nok på det her tidspunkt. Noget svineri og ret farligt med alle de knive, som den vågne læser nok kan spotte på bordet lige foran Silvia, men hyggeligt. Jeg hjalp Bastian med at skære nogle andre øjne ud, men da jeg ødelagde pupillerne, fik jeg en ordentlig omgang skrald, og så gad han i hvertfald ikke mere. Lortegræskar. Molly og Silvia arbejdede temmelig flot på hendes minion-inspirerede græskar, men pludselig imploderede hele ansigtet. Det tog hun nu pænt. Jeg hentede nogle plastikedderkopper og nogle grillpinde, og så pyntede vi hullet med dem. Det lykkedes jeg så med at overbevise hende om var flot, men det var nu mest ret sjovt.

Imens spiste James tuscher. Det går jo ikke. Ind og have vasket overskægget af og skylle efter med mælk. Så tegnede han ører og “MÅÅÅÅÅNNE, MOWER, MARJ DARNE MÅNNE” råbte han – han råber altid. Gik ligefra ikke at ytre noget som helst til at brøle alting hele tiden. Han er heldigvis stadig den mest charmerende lille knægt, der findes, så vi klarer hans råberi og håber, at vi en dag finder hans volumen-knap. Måske ligger den i køkkenskuffen, hvis den er trådløs? Eller i Playmobil-kassen? Så  – nu begyndte det at ligne noget, efter 1 times tid. Hele terrassen, samtlige stole, Webergrillen og vores nye kat var nu smurt rimelig meget ind i græskarslim – og børnene, selvfølgelig. Og mig.

Men Ih, hvor var det hyggeligt. Bastian var nu rimelig tilfreds med det smørrede grin, vi fik plastret på græskar nr 3, Silvia synes, at de andre var uhyggelige nok og havde båret en bunke slimet indmad over i legekøkkenet, hvor hun nu bagte kager af det og nogle smattede mælkehatte. Så vaskede de andre 3 hænder, og jeg satte mig til at snaske kernerne fra smattet. Jeg VIL bruge kernerne til noget, og jeg VIL bruge græskarkødet til noget. I Camilla Plums bøger står der, at det med at snaske kernerne fra kødet er noget, barnefingre er smadder goe til. Det lyder jo mægtigt – mine unger vil ikke høre tale om det. Jeg kunne måske tvinge dem, ligesom jeg står fast på, at de skal ordne vasketøj, vaske op, støvsuge, lave madpakker og være søde ved hinanden ( ihvertfald mens jeg kan se eller høre det) – men lige her lader jeg dem slippe.

Så jeg sad og snaskede kerner i det begyndende tusmørke, mens de lavede videoer med min iphone på trampolinen og døde af grin, når de afspillede dem baglæns. Her var det så, at det var virkeligt hyggeligt – for vi var alle udenfor på en hverdag, god tid, var glade og lavede noget sammen – på en måde. Så gider man godt det igen næste år. Molly kom hen og spurgte: “Sidder du her helt alene, Mor?” Ja, det gjorde jeg jo – og da hun havde konstateret det, gik hun igen. Så begyndte jeg at rydde op og blev lidt tvær – fik alle mand til at hjælpe med at samle slim og redskaber op og indenfor. Derefter følger en lang aften, hvor jeg kom til at skælde Silvia uretfærdigt ud TO gange og måtte undskylde virkelig meget. Nu står de her fætre og pryder vores indgangsparti (fnis):

IMG_2972Katten er ægte, fed, ret dum og hedder Jack ligesom græskarene. Læg mærke til det smadrede græskar forrest…..som skulle have været en minion. Nu er det en flagermus, der har ædt sig vej ind i varmen, har vi besluttet.

Så kære læsere: Jeg glæder mig til at høre om jeres arbejdsproces med græskarudskæring, for jeg synes altså , at det er svært at inddrage børn i. Jeg forsøger hvert år, og jeg vil gøre det igen næste år, men det er altså hyggeligere at klistre pallietter på pap, bage kager eller danse til L.I.G.A., hvis det skal være sjovt og hyggeligt for alle. Måske skal alting heller ikke være sjovt og hyggeligt, måske er der andet end hygge i at samles om at snitte græskar. Det er måske bare så ny en tradition i Danmark, at jeg  – og mange andre, tror jeg – endnu ikke helt har øvet os nok i at finde balancen mellem sjov og noget, der bare SKAL laves, fordi det SKAL være der til den her højtid. Jeg vil da gerne have sådan nogle fine græskar stående, som ligner alt muligt flot. Jeg synes jo bare, at børnene skal være med til den slags, og så får jeg nogle lidt andre resultater. Og er lidt misundelig.

Kender I det?

Kh Kristina

Reklamer

5 thoughts on “Sådan ser det ud imens..

  1. Lonni siger:

    Du har lige beskrevet vores græskar udskæring sidste år 🙂 året før var jeg gravid, 33 uger henne med nr. 4, og så begyndte mit vand at sive….( absolut pga slim kampen og fægtningen med farlige knive), så lille Signe kom 6 uger før tid! Nå, men vi er ikke rigtig kommet til det i år, og går egentlig bare og venter lidt på at de bliver udsolgt, så vi ikke “nåede” det. Tror vi laver noget efterårs krans pynt halløj til lågen eller fordøren i stedet, eller noget udstilling af et eller andet i nogle krukker. Tænker at det er lidt mere dansk agtigt:-) Det er bare lidt anstrengt med de der græskar, så hellere huset fuld af kastanier og andre kreative ting.
    Den med regntøjet fik du fint med:-) uden nogen kunstig beretning om, at dine fire alle havde det:-)
    Hilsen Lonni

    Like

  2. Romkuglen siger:

    No problems. Børnene vælger mor skærer og fred med det. De er med til så meget andet. (PS en iskugler er genial til at fjerne snask)

    Like

  3. Mette siger:

    Sjov beretning, helt sikkert meget sandfærdig også… 🙂 Men altså, jeg må indrømme at vi forsøgte med de græskar et par år i træk (mest farmand som gjorde)… det var drønbesværligt og et stort griseri, og så stod de ellers derude og var efter noget tid ret så rådne…ingen gad rigtig fjerne dem…..

    Men så skete det jo lige at jeg for nogle år siden faldt over et par keramik-græskarhoveder (ved godt det ikke er heeelt det samme, men alligevel)… Så dem har vi haft fremme de sidste par år, så vidt jeg husker… det er nemt, og kræver ikke så meget, og det er jo hyggeligt alligevel…

    Like

  4. Rikke siger:

    Ha ha det var skisme lige græskarudskærringen her i huset, du har nedfældet. Jeg undrer mig over, du kan gengive det så korrekt ;0) helt ærligt, så gælder det vist om, at tilrette forventningerne. tænker nogen gange på, hvad børnene husker tilbage på, når de bliver voksne. Husker de al panikken og kaosset eller er det virkelig det rosenrøde skær af, at opretholde gamle traditioner og skabe nye…. Hvem ved!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: