Hvem gider være hjemmegående?

th-1Aftenerne kan være så utrolig stille, når jeg efter en dag med alle de behov og aktiviteter, bekymringer og afledninger, som livet med 5 børn skaber, sidder med dagens 8. kop kaffe, min laptop åben (og med batteri på, hvad pokker skete der lige dér?) og kun 4 overkåde kattekillinger i gardinerne til at minde mig om, at jeg ikke bor her i den gamle murermester helt alene. Den ene af dem har vist lige pisset på gulvet, og nnnnnnnnU sprang en af de andre hen på klaveret og ploinkede ned i en kæmpe kasse med duplo.

IMG_4189Det larmer pænt meget, sådan en desperat killing i en kasse duplo. Lidt i stil med den skingre lyd, det giver, når en flaskecontainer bliver tømt. I konfirmationstiden. Så er vi nede på jorden igen.

Jeg forsøger nogle gange at indlede de her indlæg sådan med lidt pænt sprog og nogle situationsbeskrivelser, der ikke får mine læsere til at føle sig som en due i en jetmotor. Det går aldrig med de der pæne, adstadige indledninger. Der sker altid et eller andet.

Og sådan er det jo. Jeg forsøger at forudsige, regne med, forberede og strukturere så meget som muligt, men i virkeligheden er stort set ingenting op til mig. Livsduelighed er et spørgsmål om at kunne navigere, ikke at være havet selv.

I dag har jeg været rundt om en hel masse. Det hele er bare gået godt – indtil videre, 7-9-13. HFI relæet kan stadig nå at slå fra, eller en vandskade, eller en rotte i kælderen, eller jeg forstuver armen i forsøget på at åbne en dåse makrel, eller jeg åbner den der mail fra SKAT, jeg ikke tør åbne, og så står der noget med…..Nej. Stop. Ikke nu.

AHHHH – det var en god dag idag. Jeg har været til 5 mndr’s undersøgelse med Ava – ahmen altså, den unge er bare så lækkersød sød sød, det er HELT VILDT.

IMG_4213Så nåede vi en morfar arm-i -arm på sofaen, og så hentede vi James i børnehave. Han skulle til tandlægen med sin sorte fortand, skabt af ikke bare et, men to gentagne styrt indenfor en uge. Han charmerede alle damerne derhenne, og Ava smilede bare sødt. Jeg svævede ud fra tandlægen på en lyserød sky, hvilket var dejligt, hvor i bakspejlet så jeg kort derefter, at jeg igen-igen-igen havde størknet gylp i hulningen ved mit kraveben og havde glemt at lukke min amme bh i højre side. Skæve forlygter er en underdrivelse. Der skal efterhånden en kran til at holde mine modeller af en femmer i en sok på plads. Efter denne ammeperiode begynder jeg at slynge dem om på ryggen og slå en fin sløjfe i stedet.

Nå videre – så tog på vi McD for at fejre flot performance hos tandlægen. Nej, jeg er ikke speltmor nok til at nægte børnene en gang “banfiter og Miksjag”, og jeg kan også godt lide det der tykke jordbærstads. Af uransagelige årsager. Lidt ligesom med chocoladekiks i halvmeter mål og de der “maoam”-frugtkarameller. Det er jo ulækkert af helvede til, men når man først har spist én….McD var også mægtig hyggeligt, James og jeg talte længe om hans venner i børnehaven, som havde gokket hinanden i skærmen med skovlene fra sandkassen. Og sagde Fårk mange gange. Og tisseskid, var det vist. Altså det sagde de i børnehaven, ikke James og jeg på McD. Meget fin samtale, vi havde. Vi filosoferede også lidt over, hvad bremsespor er for noget (for det havde en af vennerne sagt, og det var vist ikke noget, som mooncar’en lavede).

Så legede han på legestativ, mens jeg skrev nogle mails om noget frivilligt arbejde for foreningen Coding Pirates, og Ava tyggede på tyggegiraf.

Ja, tyggegiraf. Et bidedyr, som er genialt. Bare navnet er jo vidunderligt!

Så var det noget med at hente børn på Hillerød Station, hjem og lave eftermiddagshygge, pynte kage, ordne 3 tons vasketøj, mine forældre kom og spiste suppe kogt på vores nu afhovedede hane, de tog med de to store børn til Bingo aften på skolen til fordel for min søns klasses lejrskole næste år, og så var jeg alene med de 3 yngste. Vi bagte endnu en kage, for de andre skulle med til Bingo, spillede Ipad sammen, læste bøger, hyggede med Ava på gulvet, lavede madpakker – og så i seng. Ava ville som sædvanlig gerne i seng kl 18.30, og så sov hun sørme, før de andre.

Nu er jeg alene, her er stille og mørkt, og min kaffe er ikke kold endnu. Roy er med til Bingo, så alle er accounted for.

Jeg har ladet hele min dag styre af børnebehov, børneaktiviteter, børnepasning, børneliv og børn – og det har bare været en fantastisk dejlig, succesrig, berigende og levende dag. Som har bevæget sig i andre retninger, end jeg lige troede i morges på flere områder, men ikke så vildt, som dagene nogle gange gør. Jeg er som hjemmegående på nu 4. år lykkelig for, at min tærskel for panik efterhånden er kommet godt langt ned i sokkeholderne. Min “pyt-kasse”, en mental opfindelse, jeg har skrevet om før, og som vi bruger ret ofte herhjemme, er rummelig nok til, at der skal rimeligt meget til at give mig åndenød (udover en løbetur! SOm jeg slet ikke tør begive mig ud i længere – bare at skubbe barnevognen ned til gadekæret får mine lunger til at føles, som var de lavet af sandpapir og mine knæ af vingummi…) . Det skal jo nok gå altsammen.

En journalist-studerende interviewede os i går om at være hjemmegående. Bagefter sad jeg med en følelse af at være utrolig rig. Jeg har kun 2 par bukser, jeg kan passe, vi kommer heller ikke på ferie i år, bunden er gået ud af sofaen, og terrassen får sgu nok lov til at stå, til den segner, med revner i betonen, intet tilbage af læhegnet og undermineret af myrer – men pyt med det. PYT! Her er liv, så det basker. Vi knokler med det. Men det er jo dét, der er fedt.

Det rige er  for mig, at vi kan vælge det her liv, ligesom andre kan vælge noget andet. I denne verden, som lige nu er præget af så ufattelig stor nød og fattigdom, så er vores del af kagen helt utrolig priviligeret. Den har nok altid været præget af nød og fattigdom, verden derude, men det har bestemt aldrig før været så vanskeligt at ignorere det, som det er nu. Og når vi får øje på nødlidende mennesker lige midt på motorvejen på Falster (af alle steder), så står vores egne “behov” i skærende kontrast. Og blegner, bliver absurde, ærlig talt. Vi kan vælge mellem mange forskellige former for dagligdag, boform, civilstand, job, dagsrytme, aktiviteter – vi har fritidsaktiviter, tænk lige over, hvor få steder i verden, man har den slags – og det giver faktisk mening for os at forsøge at gå efter det, vi drømmer om. Vores valg har konsekvenser, men valget har vi. Mange drømmer vist nok om særlige jobs, karrierer, rejser, marathonløb og ting og sager. Mange opnår det også. Somme tider viser det sig så ikke at være det, de drømte om, alligevel.

Da jeg sad og prøvede at forklare ham Spørge-Jørgen, hvordan jeg er nået frem til at være sådan en, der tilpasser mit liv til de mennesker, der er omkring mig, og som jeg elsker, så kom jeg frem til, at jeg vist bare gerne har villet være god til det, jeg gør. Så er det ikke så vigtigt, hvad det er, jeg gør.

th-2 Jeg elsker den der følelse af kompetence. Det er fedt at lave noget, jeg føler mig god til. Så forsvinder det behov for anerkendelse udefra, som jeg kan hige efter, og som jeg synes er virkelig utiltalende. “Så så man lige mig” – det er jo naturligt nok, men man får jo bare aldrig nok anerkendelse af andre til at den der følelse af at være “nok” faktisk indfinder sig. At man anerkender sit eget værd, det skal komme indefra. De kan hænge nok så mange flidspræmier, Ph.D’er, sildesalater, elefantordener og borgmesterkæder på én – man begynder bare at stræbe efter det næste trin, som andre har nået – eller også stræber man efter nogle flere menneskers anerkendelse og bekræftelse (bekræftigelse? hm..). Eller nogle bestemte menneskers bekræftelse. Som man aldrig får.

Glimtvis føler jeg, at jeg er god til det her. Hvis nogen havde spurgt en 18-årig Kristina, ærgerrigt ambitiøs, perfektionist, sangerinde-aspirant, 13-talsstudent, Lotte Heise-fan og ufattelig tykpandet/klodset/usikker socialt set (det er jeg måske stadig)  – mig, om jeg ville være hjemmegående, så havde jeg sagt “Hvem fanden gider være hjemmegående?”

th-1Nu, 20 år senere, er det min drøm at blive ved med at være hjemmegående, at få skuden holdt på rette køl i smult vande som i høj sø. Det gør pissenas, når det ikke fungerer, for så er det utvetydigt, at det er min fejl. Når et barn i min rede ikke har det godt, når livet bider, så kan jeg ikke flygte nogen steder hen efter anerkendelse. Når de vokser op og helt sikkert bebrejder mig en hel masse, som jeg skulle have gjort anderledes, så har jeg kun min egen overbevisning og gode vilje at tale ud fra. Og det skal bare ikke ende sådan, at de skal føle, at de skal honorere mine livsvalg med guddødme at være lykkelige mennesker. Mine valg er ikke deres ansvar, jeg vil nægte det martyrium for altid. Det er ikke for at gøre dem glade, det er faktisk, fordi det gør mig lykkelig, det her. Det er et paradoks, jeg ved det godt.

For mig er det at være hjemmegående husmor ikke uforeneligt med at lave andre ting – tjene en skilling hist og her, skrive, krejle, frivillige projekter – måske bliver det en dag til noget lønnet også, hvem ved – men jeg tror ikke, jeg holder op med at lave det, jeg gør nu. Hvordan balancen så bliver, må tiden vise.

Ad. Killingen tissede vist ikke kun.

Kh Kristina

 

 

Reklamer

7 kommentarer til “Hvem gider være hjemmegående?”

  1. Elsker elsker elsker at læse om jeres hverdag. En hverdag, der hvor vi bor i sydtyskland er meget udbredt. Her er det normalt at mor går hjemme med børne til de er 2-3 år, børnene starter derefter i børnehave og er der typisk 3-4 timer om dagen. Det er der ingen der løfter øjenbrynene over, og det er den almene opfattelse at børnene har det bedst hjemme, indtil de når børnehavealderen. Jeg elsker det! Er hjemmegående på 2. år og sikke en ro det giver for hele familien. Så pyt med vi bor til leje i et gammelt hus, der kunne trænge til en kærlig hånd. Tak for nogle dejlige indlæg!
    Vh Marianne.

    Like

    1. Hej Marianne – spændende, at det lige syd for grænsen er så almindeligt! Kan godt forstå, at du elsker det. Ville du mon være interesseret i at skrive et indlæg til bloggen om din hverdag i et land, hvor du blot følger normen? Hvor mange går hjemme? Det behøver ikke være langt. Ville være et skønt indspark:-) kh Kristina

      Like

  2. Endnu engang skøn, berigende og ærlig beretning. Er fuld af beundring over din måde at leve og stole på dig selv på.
    M.v. h.
    Liselotte

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s