At komme hjem og pakke ud.

Godaften allesammen!

Huset er atter stille – det må være hæsblæsende for den gamle murermester på Frederiksborgvej at få familien Hobbs hjem igen. Vi har været i England for at besøge svigerfar hele efterårsferien. Ved midnatstid i aftes kom vi hjem igen. Efter 14 timer på farten med lejebil, bus, fly og bil igen. Kæmpe oppakning med 2 garderobeskabe på hjul (ligner til forveksling kufferter, men jeg ved bedre, for jeg pakkede dem!), 4 gange børnehåndbagage med diverse bling-dims, læbestifter (som Airport Security havde en fest med at skille ad og garanteret prøve i smug), Transformers figurer, ørebøffer og bleer. Og selvfølgelig mine ynkelige forsøg på transportabel underholdning (læs pacificering) af Apokalypse-Ava, som fx modellervoks og sæbebobler. Det gik fint gennem lufthavnen på vej fra Kastrup til Manchester, men hold da Kalashnikov, hvor skulle jeg da lige hilse at sige, at hele cirkusset kom i den mistænkelige kategori, da hele 5 sikkerhedsfolk skulle hen og snuse til, prikke til, mose i vores små bøtter med PlayDoh og (Jo!) prøve sæbeboblevandet. Say no more. Min mand blev udtaget til “frisc-search” og blev marcheret hen midt i et kæmpe sikkerhedsområde midt i Manchester Airport, hvor han blev bedt om at stille sig med armene mod væggen i en kube af tåget glas, mens han blev scannet 360 grader. Mens de 5 sikkerhedsfolk stod og prøvede Ava’s modellervoks af og pustede sæbebobler – og dét uden at spørge først. Så med Ava kogrød i sit lille yndige fjæs af arrigskab, James og Molly velunderholdt af alt det politi-spændende halløj med scanning og alting, Bastian veltilfreds små-dansende i tavshed med lyttebøffer på og “Imaging Dragons” på sin Iphone, mens han trillede fraværende frem og tilbage med den overlæssede klapvogn – og så Silvia og jeg, der skiftedes til at miste besindelsen og småtude af stress og hoppe på stedet af tissetrang.

Det var dejligt, kan I tro. Elsker lufthavne med børn. Elsker Security. De elsker sikkert også familier med 5 børn og mistænkelige substanser i farverige bøtter, der måske/måske ikke kan mikses sammen til sprængstof nok til at blæse enhver ordentlig gentleman og Dronning Elisabeth langt ind i næste uge.

Nu er vi hjemme. Jeg bryder mig ikke om at komme hjem. Der skal pakkes ud, man er kronisk bagefter, og hverdagen går i gang. Tider skal holdes, skemaer, madpakker, vasketøj. Så lidt som muligt, men alligevel. Jeg talte med min store, dejlige søn på 13 år om den der forfærdelige forældre-ting med, at man går i hidsigt-gear og sprøjter rundt og hvæser ad alt og alle, mens man forsøger at nå “alting” (hvad så end det er), fordi “andre jo ikke gør det” og “det skal jo gøres”. Han hader den tilstand, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det med at komme hjem fra ferie ved midnat som regel udløser et major-attack af den slags hos mig. Så jeg lovede ham at styre mig.

Hele dagen har jeg sagt til  mig selv, at der ikke er nogen, der siger, hvad der skal nås eller pakkes ud eller vaskes. Kun mig. Da jeg stod op, ventede der alle kufferterne (minus pigernes og Bastians, som de selv pakker ud), beskidt sengetøj (katten har haft lidt uheld, mens vi har væk) og lidt vandskade i kælderen – plus tom køler og ingen dej til hævning. Jeg tog en kop kaffe og lavede morgenmad til mig og alle børnene. Sund morgenmad, for de har levet af Weetabix og toast i en uge. Havregrød, rugbrød, pærer fra haven og æg fra hønsene.

Så fik jeg sat et par vaske over og mærkede arrigskaben tage over, hørte mig selv hvæse en enkelt gang af James, som havde spredt alle sine rejse-trofæer fra engelske legetøjsbutikker ud over hele stuen – og så klædte Ava og jeg os på og gik ud i efterårssolen. Det er min yndlingssæson. Alt er så dovent. “Så, nu skal jeg sgu ha’den bajer og slå skinkerne op og se noget bold”, mumler solsikkerne i deres sammenfaldethed. Naturen giiiiiider ikke mere. Jo lidt, men ikke riiiiigtigt. Det hele hænger, er lidt halv-brunt og overmodent og fugtigt og potent på en eller anden henslængt måde.

Love it. Vi gav os til at spise efterårshindbær direkte og dugdryppende fra buskene, de sidste tomater, et par pærer, som vi samlede op fra plænen og tørrede af i bukserne. Så gravede vi lidt og fandt regnorme. Hev græstørv op fra vindrue-beddet. Vaskede lidt sandlegetøj med haveslangen. Vendte nogle sten og fandt mere kryb. Og så gik 2 timer. Så spiste vi frokost allesammen, og så sov Ava en lur, mens jeg fik pakket lidt mere ud. Og fik tømt det våde kælderrum. Og så videre. Det gik stille og roligt, og jeg holdt mit løfte. Og ved I hvad? Himlen faldt ikke ned. Der ligger stadig en masse vasketøj i vaskerummet nedenunder, men vi har pakket ud, ryddet op, fyldt køleskabet, lavet suppe nok til i morgen også, bagt 2 brød og sat ny dej over. Jeg har ikke været stress-sur, ingen lilla kinder, ingen sprutten. Ingen hiven-i-armen-op-ad-trappen-fordi-et-barn-er-umuligt. Nu skal jeg sgu ha den bajer og slå skinkerne op og se noget bold. Eller måske bunder jeg bare min kolde nes-kaffe, tager min knaldroman og mine gamle skinker op ad trapperne og kryber i seng midt i mellem James og Ava. For vé mig, hvis jeg vover at ligge mig i en side af sengen. De skal jo have en armhule hver at sno sig ind i. Silvia har lagt sig på den løse madras for fodenden af familie-sengen, så jeg må hellere være stille.

Det var en god dag. Helt uventet.

Hav en god nat !

Kærlig hilsen Kristina