Forandring forude.

Silvia vil i børnehave. Et helt år med en pige på først 2, nu 3 år er ved at slutte. Det er helt vildt, hvad der er foregået både udenom og indeni mig i det år, og jeg er faktisk ked af, at det er forbi. Jeg har sådan lidt tristesse over det, og jeg har brug for at afslutte det med lidt skriveri, så jeg kan få hoved og hale på Historien om, hvordan Silvia blev hjemme hos sin mor i et år. Jeg bliver jo ved med at være hjemmegående, forhåbentlig holder økonomien til nogle år fremover – men det bliver ikke med Silvia som hjemmeunge hver dag. Jeg satser på at aftale med børnehaven, at hun har en ugentlig fridag, og så bliver afleveret tidligt (inden de store kører, omkring kl 7.15) og hentet kl 12 én dag om ugen. Så 3,5 dag i børnehave. Men lur mig, om ikke de fridage hurtigt bliver til, at hun får en ven på besøg hele dagen. Og så kommer der flere sygedage oveni, end der er nu. Dage, hvor vi bare er sammen om at lege eller dimse eller gå ned til hestene eller bage eller ordne have eller bygge hule, dem bliver der meget få af. Jeg kommer til at savne hende, til at savne vores lange formiddage herhjemme sammen, hvor vi laver ting og sager, bare hende og mig. Altid på hendes præmisser, altid noget, der kræver nærvær og monotasking. Det er det skønneste, og det har været en fantastisk lære for mig at bruge to timers tid om dagen på at være så koncentreret sammen med hende. det tror jeg ikke, jeg gjorde med de andre – de gik jo også i institution, så det blev i hvertfald hurtigt til færre timer, vi var sammen i hverdagene. Deres fridage var mere noget med, at vi var sammen på hænge-ud måden. Vi tegnede og malede og købte ind og sådan, sammen, men det var ikke koncenteret børne-leg. Jeg har ikke leget med de andre på den måde, som jeg har med Silvia. Vi kender bare hinanden SÅ godt, mig og Silvia. Jeg har så stor respekt for den lille dame med det store hjerte. Snøft snøft, bliver sgu så rørstrømsk…

Nå, hvorom alting er, så vil jeg skrive et brev til hende om året, der er gået. Jeg vil lægge det i hendes babybog (en slags scrapbog med beskrivelser, fotos, små tegninger og sådan, fra de de hver i sær lå i min mave og til bogen løber tør for sider – Bastians sluttede, da han blev 10 år), så hun kan læse det en gang. Når nu jeg skal skrive det, så kan jeg ligeså godt skrive det på bloggen. Det er jo også et år herinde, der snart er gået – jeg fortsætte med at skrive, men nu bliver dagene måske lidt anderledes, når det kun er James, der er hjemme. Al den tid, hvor han ligger og sover om formiddagen, der kan jeg pludselig samle tankerne og være mig selv. Jeg tror, at jeg i den første tid sover ret meget sammen med ham om formiddagen, men på et tidspunkt bliver det nok kedeligt. Så har jeg en spinkel plan om at stikke babyalarmen ind til naboen og spurte-løbe mig en tur, mens han sover. Gå i bad (ja, hver dag endda!), skrive, tænke, mig om mht til fremtidens økonomiske tomrum (mit tilskud til pasning af eget barn stopper) og så vågner han nok. Så skal jeg lege med ham, og det bliver også rigtigt fedt at være koncentreret sammen med den lille gut.

Men nu skal jeg have skrevet det der brev. Imorgen begynder jeg.

Skal lige sige, at jeg krummede mig sammen og sagde undskyld til Mollys lærere for, at jeg som den eneste forælder ikke var blevet i klassen på første skoledag, som jeg skrev om sidste gang. De sagde, at det heller ikke var meningen, men at folk bare var blevet grebet af en stemning. De havde ikke bedt folk om at blive, men kunne ikke lide at bede dem om at gå. Jeg havde afleveret Molly allerede 20 minutter før ringetid, så jeg havde god tid til at hilse på lærerne i begge børnenes klasser, så jeg var gået, da hovedparten af forældrene kom. Jeg fik med andre ord  syndsforladelse.

Kh Kristina