Når lort bliver til lagkage

3

17. december 2013 af Kristina Hobbs

I dag skete det mærkelige, at noget, der burde være gået totalt og fatalt galt, faktisk endte i en rigtig god dag for mine børn og jeg.

Idylliske forestillinger om, hvad vi skal lave i dag herhjemme, ender ofte med skingrende børnehyl og mig, halsende rundt med blussende kinder og sved i pandehåret (der istedet for at ligge trendy-agtigt fladt ned på Pernille Rosendahl-måden – eller på Rosa fra Rouladegade-måden afhængig af mediepræference – nu har delt sig over mit venstre øje i en ufrivillig komisk sideskilning, der får mit hår til at ligne en dårlig paryk fra Tiger) med en fladmast barnehånd i hver af mine stress-fedtede næver, vrissende og med lejlighedsvise dolke skydende ud af øjnene.

Navnlig lørdagsplaner med noget udflugt, noget besøg-noget, noget logistik og noget, hvor vi skal være nogensteder til en bestemt tid, har det med at gå i kage. Rigtig mange af mine indlæg her på bloggen handler om, hvordan mine gode intentioner og – synes jeg faktisk selv, efter 10 års erhvervserfaring – grundige forberedelse for familieaktiviteter såsom fællesspisninger, teaterture og også såmænd ganske almindelige dage med logistiske udfordringer og rigtig mange kopper Statoil-kaffe, ikke går som planlagt eller håbet eller forventet. Nogen bliver kede af det, nogen bliver vrede, nogen hyler, nogen går i trods, og jeg går fra almindelig småfregnet dansk teint i kinderne til noget midtimellem hindbærrød og rødvinsdrankerlilla. Og får nogle gange sagt noget ledt til en eller flere af mine børn, der jo gør det, så godt de kan. Hvor mange nætter har jeg ikke ligget i den der times tid eller to, når alle er i seng, og været martret af dårlig samvittighed og lyst til at kysse, kysse, kysse mine unger så meget, så jeg er sikker på, at de aldrig glemmer, hvor højt jeg elsker dem, også selvom jeg er en total falliterklæring som mor til tider. Og håber, at de tror og forstår mine undskyldninger, når jeg har været dum.

Mangen en god, gennemtænkt dag med mine allerkæreste 4 børn er endt i total anarki. Selvom jeg efterhånden har prøvet lidt af hvert med dem, og selvom jeg jo startede næsten på nul med kun min søde papdatter at tage vare på (hun var 5 år, da jeg mødte min mand og vores familieliv begyndte), og ligesom har tilføjet flere børn (=udfordringer) lidt af gangen, så kan jeg stadig ikke helt styre slagets gang. Der er for mange ubekendte. Guderne (og Julemanden) skal vide, at jeg prøver at bombesikre dagens forløb. Forgæves til tider, men ikke altid.

Men som sagt i starten, så var det omvendt-dag i dag her i huset på bakken i Helsinge. Det var en dag, hvor en dårlig – eller faktisk ikke-eksisterende, plan for en juleshoppingtur til Hillerød, og en totalt kamikazelignende laissez-faire holdning til forløbet IKKE endte i det frygtede kaos. Jeg havde som succesbarometer, at hvis vi alle kom hjem, ingen havde bræk på tøjet, og alle var i seng kl 21.30, så gik det ok. Så måtte resten gå, som det bedst kunne. Til hest, til hundene eller  helt til påske.

Jeg bryster mig jo ellers af min pragmatiske holdning til det at have en familie. Man må gøre det, der kan lade sig gøre og passe på med idealerne. Det er det, der er min grundholdning, når jeg forsøger at planlægge mig igennem en dag, en tur, en børnefødselsdag. Idag planlagde jeg intet udover at tage bleer med til James. Det er ikke pragmatik, det er idioti, når man skal med 3 børn på 1,3 og 8 år i et storcenter en uge før jul.

Kl 14 kom Molly og Bastian hjem fra skole, i godt humør. Silvia havde holdt julehyggefri fra børnehave, og James er stadig lidt febril efter et par dage med lidt mavebøvl (deraf min bekymring om bræk på tøjet), så de ville gerne lege. Bastian forsvandt med en ny skolekammerat, og så gik pigerne igang i stuen. Med at skændes. Om hvorvidt en duploprinsesse først var Silvias eller Mollys. James stemte i. Jeg var begyndt at tænke i noget bibliotekstur eller bare ud og lege i haven, men så gav det sig til at regne, og James bed Molly, mens Silvia fik fingeren i klemme i en faldlem i Ridderborgen. Suk. Laaang eftermiddag. Jeg havde også lavet en lille “hvad mangler jeg” liste, og der stod gaver til min mand allerhøjst, for han er en af de der mænd, der ikke kan lide at få gaver, men gerne giver dem i flæng. Han under ligesom ikke andre den glæde, det er at gøre andre glade med en god gave, og det er pisseirriterende! Jeg gloede på mine søde børn, der var sure og vrede og røde af raseri (og måske feber) og så sagde jeg “hvem vil med til Hillerød og købe gave til Daddy, jeg giver pølsehorn og kakao på tanken på vejen og Silvia, du må bestemme, hvad vi skal høre!” JAAAAAA, sagde de. Ned i håndtasken med en ble og en en ren trøje (førnævnte opkast-problematik), ud i bilen alle mand. Det tog 15 minutter, for de skulle lige skændes om, hvor Silvias flyverdragt var købt, og så skulle James have mere end fleecetrøje, bar røv og termostøvler på. Ikke nemt at forstå for en på snart 2 år.

Så skulle de lige battle om, hvem, der skulle sidde på forsædet, og hvorfor Silvia måtte bestemme musikken. James hylede stadig i protest over at skulle have noget så ækelt som TØJ på. Så var der udsolgt af pølsehorn på tanken. Så glemte jeg min tank-kaffe (min livseleksir) på taget af bilen, så den fløj af med en sviiiirp, da min tank af en Chrysler satte i gang. Godt. Det kan kun gå fremad, tænkte jeg. Og det gjorde det sgu! Arj, Silvia sad godt nok bagi og råbte surt om, at hun ikke gad sidde der, og hun ikke gad høre på vores snak, for nu skulle vi altså høre Skillema-skinke-dinkedu, og vi skulle klappe i, og hun ville dit og dat og AAAAAAARRRRRGHGHGHGHHGH MOR ER DÅÅÅÅÅÅMMM, men der er to sæderækker ned til hendes skrigeri, og Molly og jeg fik faktisk en vildt god snak om, hvad der skete i hendes klasse idag. Nogle gange må man målrette sin opmærksomhed lidt.

Vel ankommet til Hillerød 10 min senere sov prinsessen på bagsædet. Hun vil gerne have, at man siger Kykkelikyh, når hun skal vækkes i bilen (skvatter altid i søvn, det lille drys), og jeg tænkte, SÅ for SAten, nu går det helt galt. Jeg havde ikke set, at hun var så træt. Nu indhentede min manglende plan mig allerede, tænkte jeg. Men nej, hun kom glad ud af bilen. James ligeså. Ind i centeret, ind i butikkerne, rundt og finde gaver, helt glade var de. James fandt sig i at sidde i klapvogn, hvilket ellers ikke er en yndlingsdisciplin. Da pigerne begyndte at mundhugges om, hvem, der skulle give Daddy  (han er engelsk, forresten) en dit eller en dat (ja, han læser det her nogle gange, lalallalalaalalalaa), så kunne jeg afmontere bomben lige så stille med at kvidre “så, pyt med det, han bliver glad for begge dele, og se derovre, der må man selv pakke ind, og der er SØLVSLØFJER” og glade var de. Glade var de også, da vi lidt senere skulle væk fra legepladsen – plejer ellers at være en sure ticket to disaster. Så var de sultne. Jeg købte gudhjælpemig pizzaslices og slushice til dem, og tænkte, at de må få nogle gulerødder og sådan, når vi kommer hjem. Så laver jeg ikke aftensmad i dag. Slurp slurp, det var dejligt, Mor, glade var de stadig , sådan nogle børn, som folk gik og smilede til og sagde, at de sørme var nogle søde børn. ….    ….   .. .

.

Så tog vi hjem. De små var lidt trætte, James havde vist lidt feber igen. På vejen var der desværre en bil, der var rullet rundt og en masse blå blink, og så fik Molly og jeg en snak om, hvorfor bilseler er gode, hvad hjernerystelse er, hvad koma er, og hvad blodpropper er – hun spurgte så klogt og indlevende og interesseret, og jeg nød sådan, at hun var så nysgerrig. Da vi kom hjem, så de så lidt Ramasjang, mens jeg pakkede gaver ud og ind og skar grønsager ud, og lavede nogle rugbrødsmadder. Dem, der var sultne, spiste. Bastian fandt duplokasserne frem, og så sad de to store og byggede Duploborg i lang tid, indtil Molly skulle op og læse inden Pagten i TV. De små kom i karbad og hujede og grinede i 35 minutter, indtil jeg fiskede to rosiner op. Så sang de store julesange med frække tekster og lærte de små dem, så så vi alle 4 julekalender (fast ritual hver aften, vi elsker Pagten), og så madpakker, tandbørstning og putning. Så havde jeg en times tid med Bastian, der går senere i seng, og vi kom glasur på de sidste honninghjerter, der stadig manglede pynt. Det var supersjovt.

Glæden kan ophøre hvert øjeblik, men jeg er lykkelig for, at den er her nu. Det havde jeg ikke set komme idag. Idag var en god dag, kun, fordi børn er vidunderlige at være sammen med. For det meste.

Sikke en forjul!!

God aften til jer alle.

Kh Kristina

Reklamer

3 thoughts on “Når lort bliver til lagkage

  1. Maria Therese siger:

    Årh, der lyder dejligt hjemme hos dig… 🙂

    Like

  2. Maria Therese siger:

    Altså jeg kan godt li planer, og forsøger mig med planer, men synes nogengange det bliver for planlagt, at NU skal vi have en god tur, kagebagning, malesession, whatever, og glemmer så at være tilstede fordi jeg skal holde styr på madpakker, vanter, pensler og sutter.
    I det spontane er jeg ofte mere med, så jeg øver mig i at ‘go with the flow’; carpe diem og alt det der, hvor jeg ofte tror, at kiddos hygger sig mest. 😉

    Min mand er totalt impro, men det resulterer altså også i mere råben og skrigen, sultne unger og våde vanter, end jeg orker!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: