Lise N versus skvadderpander som mig

Godaften. Mit nye trip er at sidde og skrive i “den store seng”. Dobbeltsengen, som i de sidste år har huset mig og et udvalg af husets børn minus ægtemand, som foretrækker at sove uden at få blodtud af børnefødder i ansigtet, uden risiko for at ligge sig i en lille bitte sø af enten tis eller gylp (alt afhængig af, om der er børn i huset på bleafvænning eller som bliver ammet), og uden konstant slåskamp i søvne om den bedste hovedpude og at ligge ved siden af mig. Moderen. “Moar, vend dig så om, du skal kramme om mig nu!”, “Moar, flyt lige babyen, jeg skal ligge ved siden af dig nu”. Mine trætte pip om, at jeg kun har to sider og ikke har bryster på ryggen bliver ignoreret som virkeligheden ignoreres af visse kvindelige ministre med spidse hager. James og Silvia kommanderer med mig uden nogen form for hverken retfærdighed eller medlidenhed som en anden Pinger Kjærsberg. Midt om natten. Ava sover fint midt i det hele. Heldigvis.

Hvis homo sapiens ellers var en vellykket art, så ville vi have udviklet en evne til at dele kroppen midt over, hver gang, vi formerede os. For alle børn  – i hvert fald her i huset – vil ligge ved siden af mig. Det er jo enormt dejligt, jeg vil også meget gerne ligge ved siden af dem, men jeg kan jo ikke ligge ved siden af 3 børn samtidig. De vil alle have lidt mere af mig, end jeg kan give. Det er en kronisk tilstand i moderskabet, tror jeg. Det sker nogle gange, men ikke så tit, at jeg føler, at jeg er tilstrækkelig, at jeg er “nok”, at alle er mættede – men så bliver det jo den nye standard, så mere vil have mere. Det  er ikke ment som piv, for det er jo en stor lykke, at mine elskede børn gider mig. Selv de to store, på hver sin måde, vil gerne have mere af mig, stadig væk. Ikke at jeg har dem i sengen, men – lad mig lave en lille liste:

Ava – hun vil bare helst ligge og blive ammet og lave kildelege sammen med mig i sengen hele dagen. Det gør vi ofte om formiddagen, men så går den dovenlars heller ikke mere. Det er ellers skønt!

James – han har fri med mig hver mandag og er ellers i børnehave fra 8.30 til 13.30. Om eftermiddagen er der ikke ro til at lave koncentrerede ting med ham, oftest leger han selv. Eller ham og Silvia leger/slår hinanden ihjel, måske også med de store, eller vi går ud til hønsene eller bager måske pandekager eller sådan noget. Eller ser en god film. Ava er ret vågen ml 14 og 18, så hende skal der også være plads til. Men mandagen er vi sammen, James og jeg – Ava sover om formiddagen. Og det er mega hyggeligt, og vi krammer ret meget. Men han savner mig, fordi der nu altid er en baby imellem os. Han vil gerne tegne, i karbad med mig, bygge lego, male, alt det, vi lavede før. Spørger hver dag – “Moar, skal vi ikke lave noget sammen, os to?” – jeg siger jer, det trækker altså tårer, det der “os to”. For jeg må jo sige nej ret ofte. Eller foreslå noget andet med multitasking involveret, fx at han kan tegne ude i køkkenet, mens jeg laver mad. Så han vil bare gerne have mere af mig hele tiden. Og særligt om natten, hvor han gerne vil ligge i ske. Og hvor jeg jo altså ammer Ava i sengen. Suk. Min store hovedpine med ham lige nu er, at han helt klart gerne vil lære at skrive bogstaver og skrive sit navn. Ikke lige i går på sin fridag, men han efterspørger ofte hjælp til at skrive og arbejde i opgavebøger, og det kræver et slags nærvær, som jeg ikke kan tilbyde om eftermiddagen. Vi bliver afbrudt hele tiden, og det går ikke. Åh altså, gad godt bare at kunne sidde med ham, lige når det kommer over ham – med motivation indefra er alting så sjovt. Jeg læder mig til den dag, hvor han kommer med opgavebogen og sit lille penalhus, og jeg kan sige “Ja, min skat, det vil jeg gerne”. Forhåbentlig i weekenden.

Silvia – hun vil gerne have have mit nærvær, min udelte opmærksomhed til at sige alt muligt til mig, som hun altid har i hovedet. Om relationerne omkring hende i skolen, om verden, om musik, om Elsa og om noget, hun lige så i Kvickly og om neglelak. Hun elsker at tale til mig og siger tit ” Moar, kik lige på mig!”. Og det føles nogle gange lidt som en lussing. Andre gange står det mig mere klart, at jeg skam er der for hende, at vi har meget tid sammen, at jeg hører efter og ved meget om hendes hverdag – bare i kraft af det faktum, at jeg bruger ret meget tid på hendes skole, at hun har kammerater med hjemme flere gange om ugen, og at hun er hjemme hver dag senest kl 15. Men hun kommer også og vil kramme mere, tale mere, spille Uno og Ludo og strikke og synge og…jeg ville så gerne synge mere med hende. Hun synger så godt.

Både Molly og Bastian nyder i fulde drag, når her er ro i huset, og der er plads til dem. Hver især. Som store børn jo gør. Jeg synes egentlig, hånden på hjertet, at jeg har gode forhold til dem begge, og at vi finder alene tid, når det er nødvendigt.  Det har heller ikke væltet deres verden, at der er endnu en lille baby i huset – de har jo prøvet det før. Og de kan stadig glæde sig over, at jeg har mere overskud og er mere tilstede nu, end da jeg var gravid! Så det kan godt være, at jeg er nødt til at oppe mig lidt, når jeg har lovet at lave bolsjer med Molly kl 21.30 lørdag aften, og når Bastian gerne vil demonstrere et cool spil – men det gør jeg jo gerne, og det er altid pissehyggeligt at være alene med dem.

Det kunne da være smart, hvis mødre på en eller anden måde blev 4D, når de fik mange børn, så alt afkom fik deres helt egen side af mor, en forside vel at mærke. Så ville jeg slippe for at vende mig konstant som en anden æbleskive hele natten. Og jeg kunne se på alle børn, der talte til mig, samtidig, også selvom de taler mig ind i hovedet samtidig, mens jeg sidder og ammer. Og jeg kunne spille Ludo, bage pandekager, definere utroskab for 4 klasses elever, ordne fodvorter og fjerne hønselort fra sølvballerinaer samtidig uden at blinke. Og jeg kunne …men det kan jeg ikke. Det er ok. Jeg ved godt, at det er en lidt banal ting at skrive om. Det var bare det med, at James så gerne ville lære at skrive i dag, lige mens Ava var klar til bad, en brøddej var hævet ud over køkkenbordet og ned på gulvet, jeg skulle på wc, Bastians oplader var væk, Silvia havde slået sin lilletå og skreg som en brandalarm, og vasketøjet blev gennemblødt på tørresnoren af slagregn.

Så ville en maid være handy. Og så tænkte jeg på en ting.

Det er noget, som Lise Nørgaard har sagt. Nemlig, at hun altid har elsket sit udearbejdende liv, hvor barnepiger og køkkendamer har været tæt på børnene hele ugen, mens hun arbejdede. Og at hun derfor altid var meget nærværende, når hun var sammen med børnene, for der skulle ikke gøres rent eller ordnes noget som helst, hun havde helt fri og var til deres disposition, når hun var hjemme i weekenden (det var hun ikke altid). Det er kvindefrigørelse i hendes øjne, at man ved arbejde får frihed til at have fri med sine børn og frihed til at arbejde. Hun rakkede i det interview ned på skvadderpander som mig, der insisterer på at kuldsejle karrieren og være hjemme hele tiden og tilmed har opfundet argumenter om, at jeg gør rent og laver mad og ordner ting og sager sammen med børnene i al synlighed, så de oplever, at projekt hus og skabelsen af vores hjem er noget fælles, der kræver en indsats. At de lærer de færdigheder, der skal til. At det har en værdi at bruge meget tid sammen, både frisk og træt og ren og beskidt.  I modsætning til lidt tid, hvor man har fri og er i optimal tilstand med ren blondeskjorte og fiks hat på.  Hun lyder i mine øjne lidt som en kvindelig udgave af fænomenet “Tivolifar”, som er sådan en slags forælder, der altid er glad og har ja-hat på, fordi det kan man, når man ikke har med børnenes hverdag at gøre. Så bliver man sådan en forælder, der altid tager børnene med i Tivoli, siger ja til vaffelis  inden aftensmaden og får hofteskred af at spille Just Dance til midnat sammen med begejstrede småbørn, der jubler af lykke. Jeg er ikke sikker på, at det er en enten-eller, for hun har også lidt ret. Man kan være forælder på mange måder, og det behøver absolut ikke handle om, at man skal lave mad eller vaske op sammen. Dogmer om, hvilke aktiviteter, der definerer godt forælderskab, hvad enten det er boldspil, madlavning, urtesankning, hundeluftning eller 10 godnathistorier, dem køber jeg ikke.

Nærværet i min verden konkurrerer alvorligt med husarbejde, og det er ikke fedt. Vores livsvalg om, at jeg ikke tjener penge betyder jo blandt andet, at vi ikke har penge til hushjælp, og vores børn går jo på Lilleskole, og det koster – dermed er vores prioritering, at jeg laver alting sammen med børnene, at de går på en skole, hvis værdier vi deler, at jeg er deres primære voksne (og sekundære og tertiære), at jeg har svømmehud mellem fingrene af at gøre rent, og at vi denondelyneme ikke går i Tivoli eller smutter til Provence i weekenden.

Idag, fx, er det husets yngre beboere, der har stået for at dække morgenbord, fodre katte, gå ud med skrald, købe ind, bage kager, varme aftensmaden fra i går, dække bord, tage ud, passe Ava, mens jeg gik i brudebad, lave bad klar til de små og rydde op efter det, redde overhævet dej, feje hele stuen, hente æg, hænge vasketøj ud og tage ind og lægge sammen og tømme/fylde opvaskemaskine. Det er hårdt arbejde at være barn her i huset. Hvis nu der var penge til at hyre en, som kunne ordne hus, mens jeg var på arbejde, så kunne jeg måske være mere nærværende, når jeg var her. Men det tror jeg nu ikke, for de perioder, hvor jeg har været udearbejdende, har jeg jo brændt mit krudt af på arbejdet. Så var der stadig ikke meget tilbage til børneleg, når vi var hjemme. Dengang var der faktisk endnu mindre energi til dem, og da var der jo ikke 5, men kun 1,2 elller 3 børn! Næh – mor, dit navn er utilstrækkelighed. Jeg ville ikke ønske mit liv anderledes. Nogle gange, jo. Det kunne også være fedt at have en båd, tænker jeg tit. Eller 10 stude. Og jeg gad godt at kunne sy på symaskine og være bedre til at lave fastelavnskostumer og stå på skøjter. Også rulleskøjter.

Om aftenen planlægger jeg tit, hvordan jeg i morgen kan gøre i dags utilstrækkelighed god igen.

Imorgen laver jeg skriveværksted efter børnehave/skole med James og Silvia, så må aftensmaden blive risengrød. Og så går jeg i svømmeren med Ava i morgen formiddag, det har hun aldrig prøvet. Så kan jeg spørge Molly og Bastian, om vi skal lave Harry Potter marathon på fredag. Eller spille skak, til vi ser alt i sort/hvid.

Kærlig hilsen Kristina

ps – har lige læst dette indlæg. Sikke noget rod!