Gæsteblog til Havefolket

Hej derude!

Nedenstående er et bud på et gæsteindlæg til blog-mediet Havefolket. Jeg deler det med dem via link. Læs med og lad mig gerne vide, hvad du synes!

At forvandle en have fra forfalden til frodig på børns præmisser.

I min have på 1850 kvm på toppen af en bakke i provinsen er der kaos. Haven ligger rundt om en klods af en klassisk 50’er villa, og jeg har selv etableret stort set alt, hvad der vokser der. Det er foregået på ca 10 minutter om dagen over de sidste 4 år. For børnene er med i projektet, så uanset hvor gerne, jeg ville kunne arbejde i fred og ordentlighed og sådan noget med lige bede og grundig gravning, så er det et sisyfos-arbejde at lave lige rækker af gulerødder, når der trisser en lille fis i hælene af mig med en lille, pink plastikskovl og graver det hele op igen og hælder det i håret. Det er meget bedre at finde ud af at lave have på en måde, så de kan være med, de der børn. På deres præmisser. Det betyder meget korte intervaller af uforstyrret arbejde, og ellers multitasking, hvor jeg skiftevis hypper kartofler, smører et fad madder, koger saft, skifter en ble, vander løvstikken, fjerner jordbærskud, plukker blomster eller høns og forsøger at skabe venlige, frodige omgivelser.

Alle haver rummer både muligheder og begrænsninger, som man må lære at sno sig rundt om og tilpasse sin have-æstetik og -ambitioner dertil.

Dermed er min have fuld af bunker, farverigt og tilsmudses plastik-legetøj, uordentlige bede, halvgennemførte stiklinge-projekter, kæmpe ege- og grantræer, bær, driftsikre planter (som jeg nogle gange formår at slå ihjel eller som desværre bliver ofre for min ældste søns heltemodige rollespils-sværdkamp eller min yngstes traktor), sommerblomster og liv. Liv, liv, liv.

Haven er dog i ro lige nu i kulden. Grenene står nøgne, stauderne har gemt sig under jorden, sneglene er væk, og man kan tydeligt se alt det papir-krimskrams, som diverse blæsevejr har fragtet rundt til krogene rundt om under hække og grenbunker. Det kan godt være, at konfetti og serpentiner er mægtig festlige nytårsaften, men i min magnolie i januar? Not so much.

Mine børn  – for ingen skriverier fra min hånd uden mine 5 børn – er ikke i dvale. Overhovedet. Det hører ikke barndommen til. Når trampolinen i haven er frosset til, når legehuset pives igennem af kolde vinde, når sandkassens sand er som sten og når der intet, absolut intet er at spise derude, så er det herinde i huset, det hele foregår. Her laves saltoer i sofaen, duplo-borge i entreen og spilles med balloner allevegne. Så meget desto mere længes jeg efter lys og forår, så børn, høns og damer kan komme på græs!

Børnene er mellem 1 og 13 år og det er dem, der har mest at sige i forhold til at lave have herhjemme. For jeg har siden 2012, hvor vi flyttede fra en villalejlighed på Frederiksberg C til en murermestervilla fra 1950’erne i Helsinge, gået hjemme og passet de yngste af dem. Der er kommet en ekstra til undervejs, og det ene og det andet er sket, som har betydet, at hele familien simpelthen trives bedst med, at jeg er på basen fuld tid og med fuld opmærksomhed. Både meget moderne og meget traditionelt, jeg holder skansen, min mand tjener penge. Lige nu.

Så vi har blandt andet lavet have sammen, børnene og jeg. Det første, vi købte, var en trampolin, det andet (og tredie, fjerde og femte) var træer og planter, der enten dufter, kan spises eller gør bier glade. Udgangspunktet var en forsømt have, som engang var arkitekttegnet og fin, men som i over 35 år er groet til. 4 meter høje takser og kæmpe buskadser af buksbom, thuja, snebær (YRK) og stedsegrønt halløj i en bremme af 3 meter foran alle vinduer hele vejen rundt om huset. Intet spiseligt, for den tidligere ejer fik fældet alle frugttræerne, fordi de nedfaldne frugter (her stod 10 store frugttræer, sagde hun) tiltrak hvepse. Ingen blomsterbede. Store plæne fuld af myrer og tidsler. Sammenfaldne skure, gamle knallerter, olietønder og reelt affald over alt. Mærkeligt kvas og væltede ting og sager og rustne havesofaer med mus i mugne hynder. Mægleren sagde, det var en have med muligheder. Børnene og jeg kløede på. Her var jo frodigt, omend ikke helt på den menneskevenlige måde. Vi har fornyet med respekt for havens herkomst. Gamle træer fælder man ikke bare sådan.

Alle haver har en historie – både dem, der lige er opført, og dem, som har ligget der en menneskealder eller mere. Min have er tydeligt en historie om en ferm landmåler med gode penge, god viden og megen korrekthed, som i efterkrigstiden byggede et kæmpestort drømmehus til sin unge kone og de mange børn, de skulle have. Hun var medhjælpende hustru og dygtig i køkkenet. De 3 drenge rodede en masse med biler og knallerter. Haven havde flotte staudebede, perfekte vinkler, formklippede og stedsegrønne buske, gift mod ukrudt. Frugttræer, men intet for besværligt og ikke noget med selvforsyning. Man boede jo i en købstad, og i de moderne 1950’ere og -60’ere kunne alt jo købes i butikkerne, jojo. Landmåleren med frue levede drømmen ud her i haven. Det er et privilegium at overtage en have og et hjem, som kun har haft én ejer på 59 år, og hvor deres drømme stadig fornemmes.

Tiden gik, livet gik videre. De 3 sønner fik egne liv og efterlod en masse beskidt grej og maskindele i havens buske. Manden døde lidt for tidligt. Fruen blev alene og ville helst være i fred med sin lille hund og nyde naturen – så hun lod haven gro til, lod fugle og pindsvin og kryb og kravl styre. Indhegnede haven, så hunden kunne løbe frit, når den ikke var bundet til hendes gangstativ. Og blev vist lidt uvenner med naboerne over de engang så pyntelige prydbuske i skellet, som efterhånden blev både 3 og 4 meter høje og noget uregérlige, og over de engang stynede egetræer, som nu voksede ind i himlen og dækker alt på vejen med agern i efteråret. Skraldemændene kunne ikke komme til længere og gav hende bøder. De mange sten-terrasser, som manden havde etableret rundt om på solpletter i haven, groede til og blev dækket af 40 cm kvas og jord. Roserne gik til eller holdt op med at blomstre. Skvalderkålen overtog staudebedene. En forfalden form for frodighed levede videre, og det var den, vi købte af en lidt excentrisk, lidt sær 89-årig dame, som løste Mensa-opgaver og tyggede skrå. Og som jeg bad fortælle om sit hus og sin have, så hun kunne overdrage det hjem, hun havde brugt et helt liv på at skabe, på ordentlig vis.

Jeg har skamlæst rigtig meget have-litteratur, set programmer og surfet rundt overalt på nettet. Jeg bruger Pinterest rigtig meget og samler en masse ideer op, som jeg nogle gange for prøvet af i haven.Fx at dyrke i halmballer, som jeg gav mig i kast med forrige år.

Projektet med at slippe for at dyrke i havens jord skulle afprøves, fordi jorden i min have midt i en by er opført på noget, jeg tror er en bakketop af byggeaffald. Her er 20 cm muld, og derefter rent ler. Iblandet mursten. Over alt. Det er komplet umuligt at få en spade i jorden, det foregår med hakke. Den begrænsning kom bag på mig, ligesom mængden af overgroede terrasser med smadrede fliser også har givet mig vabler og grå hår i hovedet, sammen med olietønderne gemt i buskadserne. Med så hård og leret jord skal der tilføres rigtig meget organisk materiale, førend der kan dyrkes noget som helst. Vandet løber også af.

 

Enhver plantevejledning, som starter med “grav et hul på 50×50 cm af to spadestiks dybde” betyder 3 dages smadren en hakke i stenhårde lerklumper her i mit lokale paradis. Jeg har derfor indført en regel om, at jeg først må køre på planteskole eller plantebytte, når jeg har gravet et hul til hjembringelserne på forhånd. Ellers står de der i deres potter i 1 uge, mens jeg tæsker løs mere eller mindre omsonst og ender med at forbande hele projektet til Bloksbjerg og tilbage. Og planter lortet i et lille, bitte hul. Og så dør planten. Lesson learnt.

Mine ambitioner går i retning af bæredygtighed, sansning og læring. Ikke selvforsyning, for det rækker min tid ikke til. Men oplevelsen af at dele naturens mangfoldighed med mine børn. Prøve sjove vækster af. Nye måder at dyrke på, i gamle støvler, i hullede trillebøre, i halmballer, i gamle skuffer. Krible, krable og dufte, smage og undren. Lave mad af det hele. Ingen gift, men hønsegødning fra vores 10 høns, en spritny kompostbunke og eksperimenter med at holde sneglene stangen på naturlig vis (ikke med held endnu). Min mand er snedker og har bygget en formidabel terrasse og et legehus i en gammel pil; jeg drømmer om et stort drivhus i mursten og smukt, bæredygtigt træ med gamle vinduer i, hvor lyset spiller i de rillede ruder.

Jeg er i haven, så snart jeg kan. I dag foregik det, mens min yngste datter sov – jorden er jo stivfrossen, men jeg samlede såmænd de forblæste serpentiner og andet skrald op i forhaven.

Og blev lidt deprimeret over synet af alt det rædsomme plastik-legetøj, som ligger ud over det hele. Det ser så goldt ud. Tænk, om 2 måneder står magnoliaen midt for og lyser. Egetræerne er også på vej til den tid, bregnerne skyder op blandt plastikskovlene. Jeg har lovet mig selv at lade børnene rode indtil da.

I efteråret fik jeg omsider lavet afgrænsninger af mine mange nyetablerede bede. Med rester af brædder fra terrasse-byggeriet, uspecifikke mursten og brændeknuder.

Glæder mig til at se, hvordan det kommer til at se ud, når det hele spirer, navnlig rundt om rosenbedet med geranier som bunddække. Roserne blev nøje udvalgt, du kan læse hvordan her på bloggen. Geranierne fik jeg byttet mig til for en klump dorthealiljer, som jeg på lyksalig vis overtog et tæppe af inde i et forsythia-buskads. Jeg bytter mig til frø og planter så vidt muligt. Det er bæredygtigt og hyggeligt.

Jeg har fået hilst på en masse mennesker fra lokalområdet her i Gribskov, fordi jeg lige har været forbi og bytte hindbær, rabarber, roser, bregner, jordbærplanter og især dorthealiljer. Dem får I et billede af, når de kommer frem lige efter deres fætre, vintergækken, og deres venner, erantisser. Og sammen med kæresten, anemone. Åh forår, kom snart!

I morgen når jeg måske i mine 10 minutter at lægge vinterdækket tilbage over mine vinstokkes fødder. Hønsene kom på gåtur i haven idag, og damerne syntes åbenbart, at det var tid til at få luftet ud under dynerne af halm. De fordelte det meste af en balle halm ud over hele græsplænen. Tror, at vinstokkene har en anden opfattelse af deres behov for at få løftet på dynerne. Jeg skal også finde ud af, hvor meget af køkkenhaven, jeg vil bruge på at lave et mexikansk bed med majs, bønner og græskar – det kaldes de 3 søstre, fordi de 3 planter er blevet dyrket sammen i årtusinder. Vistnok. For jorden skal forberedes, lunes til den første afgrøde i marts, som jeg så kan nå at høste inden de varmekrævende majs og resten skal sås. Planer har jeg masser af…Hønsene æder garanteret de der majs.

Havehilsen fra Kristina