Autencitet eller hensyn?

Godaften.

Som oftest sidder jeg med laptoppen på skødet i min seng, natten er faldet på, Silvia og James ligger ved hver min side og sover. Bastian kan jeg høre fnise inde ved siden af, han spiller Civilization over nettet med en kammerat i anledningen af vinterferien. Molly er i København hos min bror, hele huset er rent, efter min mand og jeg har knoklet rundt med kost og spand og John Lennon for fuld skrald hele dagen. Ingen skal i børnehave og skole i morgen, vi skal bare i legestue og hygge os – vi har nul planer for resten af ugen. Jeg burde sove, eftersom en defekt termostat i et overophedet hotelværelse på Midtsjælland stjal min nattesøvn i nat (var til familietamtam), men jeg skal lige have det her tænkt igennem et tastatur. Måske en af jer har nogle gode inputs.

Jeg græd nemlig idag. Det gør jeg nogle gange – TADA, er det virkelig RÆÆÆÆGTIT, GRÆDER hun – ikke fordi, at det er noget sådan helt vildt overstadigt interessant at blogge om, men altså, bær lige over med mig: Jeg græd, og jeg tænkte som sædvanligt, midt i tårestrømmen, om jeg skulle gå mig en tur og få hulket ud, om jeg skulle gemme det hele væk, så børnene ikke ser deres mor miste fatningen på den måde, eller om jeg bare skal lade tårer være det udmærkede udrensningssystem og overtryksventiler, de er, og græde, når det kommer over mig. Vise børnene, at det er ok at tude, at det ikke er farligt, og at det går over.

 

Det der med pludselig at føle mig så ked af det, at jeg ikke kan have det inde i kroppen mere, det er som regel forbundet med, at jeg skal gøre rent. Det lyder komplet åndssvagt. Men de sidste 4 gange, jeg husker, at jeg har grædt, har jeg haft en karklud i hånden. Det var det også i dag – vi kom hjem fra familiefesten ved middagstid, de små søvndrukne fra lang køretur, ind foran Frost på DVD, Bastian blev sat i sving på sit værelse, og så skulle min mand og jeg muge ud. Efter den seneste uges 3 fødselsdagsfejringer og al den sne/salt/is/mudder, vi har slæbt ind, så var her totalt uhumsk. De små kunne først få lov til at være med, når vi nåede til gulvvask, for resten skulle altså virkelig gøres rent-rent.

Og så er det, at det bare nogle gange overmander mig fuldstændigt. Uanset, hvilket rum, jeg går i gang i, så vælter opgaverne bare ud i låget på mig, og jeg føler mig som Alice i Nullerland, efter hun har spist en af de (skure-)svampe, hvor hun bliver mikrolille. Jeg går ud i køkkenet, går i gang med at vaske skabslåger af, og ser straks, at alle skabe bør tømmes og vaskes indeni, køleskabet rykkes ud fra væggen og skures indeni og udenpå, alle lamperne skrues ned og lægges i blød, og faktisk skal alle vægge også vaskes ned. Åh Gud, det kan jeg ikke overskue – går i gang med 1. salen i stedet for. Her forsøger jeg at støve af, hvorefter det er klokkeklart, at vinduerne har lidt under blæsevejret og skal pudses, alle karme og døre fakstisk er snavsede og skal skures, Mollys tøjskab skal sorteres og al hendes tøj kigges igennem, alle papirkurve bør også skures – og så giver det da ingen mening at gøre noget som helst rent, for der er styr på klæd-ud-tøjet, som bare ligger i kæmpebunker i det store skab. Åh Gud – det går heller ikke. Bærer vasketøj ned i kælderen, så kan jeg da vaske i bund idag. Men nej for vaskemaskinen skal da helt klart afkalkes og alle filtre rengøres. Tørretumbleren faktisk også – og al det StarwarsLEGO, der står arkiveret nede i vaskerummet  – det samler da støv helt vildt, ud og sorteres. Og se lige vores rode-rum med sommertøj, kufferter og julepynt, hvor …RODET er det roderum ikke lige? Og hvor skal alle filmene på kontoret støves af. Og trappetrinnene vaskes nedenunder. Åh nej. Hvordan renser man egentlig det der filter på vaskemaskinen? Taber citronsyre ud over mine uldhjemmesko, og da jeg rejser mig op, banker jeg baghovedet op i hjørnet af en skabslåge, så jeg ser små stjerner i øjenkrogen, taber resten af citronsyren og træder i spanden med sæbevand. Og ser, at kattebakken absolut ikke kan vente ét eneste hjerteslag mere med at blive desinficeret eller højtryksspolet.

Og så tuder jeg. Mundvigene går nedad, øjenkrogene ligeså, halsen snører til – og så hulker jeg. Sætter mig ned med syre i de våde sko, ømmer mig og checker, om jeg bløder i baghovedet – og tuder. Hvordan har jeg nogensinde troet, at jeg kan holde det her kæmpe, elendige, gamle skideskur bare nogenlunde rent – eller bare i minimal grad mere hygiejnisk end en rockerborg? Hvordan GØR folk? Jeg kan ikke! Jeg gider ikke! Hvorfor skal jeg det? Hvorfor mig? Jeg duer jo ikke til det, alt er rodet og beskidt, intet er, som det bør være, jeg kan slet ikke have det her ansvar – hvorfor lærer man ikke alt muligt om at vedligeholde hårde hvidevarer i skolen, om jeg må spørge, så jeg ikke stod her med sæbeskuffer med klamme kalk-render og tilstoppede trevlefiltre og citronsyre i hjemmeskoene? UUUUAAHHHHH BUHUHUHUH, ih, så græder jeg altså. Der er mange variationer af, hvad det er ved rengøringen, der får propperne til at lette på låget, men det er sørme som regel i den aktivitet, det kommer over mig. Så ved I det. Dav, jeg hedder Kristina, jeg er rengøringshulker.

Fornuften bag at gemme det, skjule mig i et langt brusebad med musikken skruet op eller gå min vej ville være, at børn bliver bange, når dem, de er nødt til at stole på som tovholdere her i livet, pludselig mister grebet. Når børn – og andre former for mennesker for den sags skyld – bliver bange, så tror jeg ikke, at man kan lære noget som helst. Den slags lærdom, eller respekt, med et voldredet ord, der kommer af ordsproget “Brændt barn skyr ilden” – den form for respekt er båret af frygt for konsekvenser, af øgle-hjernen, og jeg former ikke mine børn efter den form for socialisering – ikke bevidst, i hvertfald. De mennesker, jeg elsker, skal ikke frygte mig eller være nervøse i mit nærvær, de skal føle sig trygge og være med på det, jeg sætter i gang, fordi de kan se ideen, fordelen, pointen, den sociale gevinst ved at gå med i stedet for imod. Det ikke være angst, der driver værket. Skulle jeg tro på, at de lærer noget om at vise deres følelser, når mine tårer gør dem bange? Lærer de så, at det er ok at græde foran andre, eller er det sandt, at man ikke kan lære noget, når man er bange?

Når jeg græder eller bliver meget vred – taber kontrollen – så bliver mine børn synligt bange. De krymper sig, får store øjne. Bliver stille eller græder. Det er sket nogle gange, at de har set mig græde – både i situationer som idag, eller i sorg over et tab, eller frustration over et eller andet – af nervøsitet fx. Nogle gange er de jo også så “store” at de forsøger at trøste – men de er stadig urolige, bange, nervøse. De store forsøger at berolige de små – men det er jo mit job. De har set mig græde, og jeg kan ikke lide det.

Jeg har også skjult det nogle gange. Og så bare sagt, at jeg var snottet og havde nyst virkelig meget på den der gå-tur eller fik sæbe i øjet i badet. Det føles bare også helt forkert at lyve for dem om, at jeg er et sårbart menneske, der kan træde ud ar karakter og føle en hel masse, så meget, at det må ud på en anden måde, end det plejer. Det handler jo også om konventioner – hvis vi tudede mere, brugte det udtryk oftere, så ville vi måske heller ikke være så nervøse ved andres tårer. Så ville børn måske heller ikke blive så bange, når forældre græder – og det ville heller ikke være tabubelagt at fælde en tåre over kaffemaskinen på arbejdet.

Jeg har dermed ikke en klar holdning- og derfor er jeg til stadighed i tvivl, når vandværket melder sig. Idag sad de små trygt og så Frost og halvsov, så jeg lod bare tårerne falde. Gik langsomt videre med rengøringen. Et skridt ad gangen. Lille skridt. Mødte Bastian, som spurgte, hvad der var galt. Jeg sagde, at jeg bare ikke kunne finde ud af at holde det her store hus rent, og måske havde det været lidt hårdt med al det familiefest, eller måske var jeg bare træt. Men det skal nok gå over. Ok, sagde han så – gav et kram, og så sagde han, at hvis de små hørte noget, så skulle han nok fortælle dem, at Mor altså tuder lidt nogle gange, og det gør ikke noget. Han kunne godt huske, at han blev lidt bange, hvis han hørte mig græde, da han var lille. Men nu har de jo en storebror, så de skal ikke være bange. Det var ok. Så tudede jeg lidt videre. Og fortsatte med at gøre rent. Med grædefærdige afbrydelser hver gang, jeg tog fat i et nyt rum, hvor bunkerne, mængderne af opgaver, simpelthen oversteg min kapacitet. Det tog en times tid, så var der ikke mere at græde over, og havde gjort nogle få rum færdige, og min mand havde gjort det samme. Så bagte Bastian pandekager, og efter en lille pause gik vi videre, og vi blev færdige. Ro på. Min mand kunne godt se, at jeg bare lige skulle have vejret.

Min store dreng var alt for tapper. Jeg har det stadig lidt dårligt med, at de så mig græde. Jeg er helt ok nu, men det er bare så voldsomt et udtryk, de der lyde, ikke? Når man græder, er man bare så skrøbelig. Så skrøbelig synes jeg ikke, børn skal se deres mor være. Men som sagt – jeg hylder også ideen om, at autencitet er vigtigt, at følelser ikke er farlige og ikke skal gøres til tabu. Når man græder, er det fordi, der er noget, der er større, end man kan rumme. Så flyder man over. Det er på en måde smukt og i hvertfald ikke farligt.

Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt at gøre. Idag blev det til en tudetur i full frontal og med Jealous Guy, Working Class Hero og I’m Losing You som baggrundsmusik. Det virker ikke som om, at noget gik i stykker. Har aldrig læst noget om, hvad man skal gøre, når man kan mærke tårerne presse på. Om man skal vælge autencitet eller gemme sig og tage hensyn til, at børnene nok bliver skræmte af at se alle de følelser vælte ud af deres livs kaptajn.

Kærlig hilsen Kristina

Reklamer

18 kommentarer til “Autencitet eller hensyn?”

  1. Ja den er svær… Har gjort mig præcis de samme tanker som dig. Jeg kam stadig huske de få gange jeg så mine egne forældre græde da jeg var lille. Det sidder stadig i mig. Spurgte min læge engang, i forbindelse med min far netop var død, om hvordan jeg skulle takle sorgen overfor mine børn og hun fortalte at jeg kunne sætte ord på det når jeg græd, eksempelvis “mor græder fordi mor har ondt i maven”, det virkede som om de var beroliget ved det. Nu hvor den største er blevet 3 år fortæller jeg hende, at jeg græder fordi jeg savner morfar, ligesom hun nogle gange savner far når han er på arbejde. Hun nikker forstående og leger videre. Men om jeg gør det rigtige – aner det virkelig ikke…

    Like

    1. Det er jo i hvertfald en holdning, som j også kan genkende – kan du skitsere, hvorfor du synes det, og om der fx er en nedre aldersgrænse for dit princip, om småbørn også skal vænne sig til forældres tårer?

      Like

      1. Ved Ikke helt men føler at jo mere det er normalt at se voksne være ked af det kan det skaber en forbindelser med når de selv er ked af det. At det er ikke noget man skal skamme sig over.Tror det er balance gang.

        Like

  2. Må simpelthen kommentere dit indlæg Kristina. Så velskrevet, velbeskrevet og netop autentisk. Rammer så jeg næsten selv overvældes af tårer (men det er bestemt ikke en sjældenhed for mig). Først og fremmest er rengøring ikke kun udmugning af nullermænd. Rengøring har en følgevirkning i sjælen som også er del af den tilfredshed man føler efter…

    Men om spørgsmålet autencitet vs hensyn synes jeg at autencitet ER hensyn. Vi kan (desværre) ikke skærme vores børn fra gråd og følelser som kommer ud i dråber. Så jeg går ind for t vi viser dem, at det er ok. At man godt kan græde og være ked af det, for man bliver ok igen. Fint at tage den brølende hulkebjørn en tur i kælderen til de dybeste følelser er hulket ud. Men når gråden ikke er faretruende længere, km børn efter min mening, godt tåle det. Faktisk kan de bedre tåle autencitet end den ambivalens de mærker ved alternativet hvor deres lille observante system opsnapper vores indre uro, mens vi prøver at forsikre dem om at alt er ok. Så, rene linjer. Følelser er ok og voksne kan føle alt muligt og det er Ok. Vi kan selv tage ansvar for vores følelser og behøver ikke trøst, bare lidt tid. Så jeg synes nok at det egen balance Autencitet under hensyn

    Like

    1. Tak for en meget fin kommentar, Anna. Autencitet under hensyn… Smager lige på det! I aften rydder jeg op i alle vores kasser med vintertøj/sommertøj/babytøj Etc. Så får vi at se, hvad der sker…Kh Kristina

      Like

  3. Øv! Åh jeg kender det så godt! Husker en dag jeg råbte til min mand – man kan jo ikke græde nogen steder, kan du ikke gå ud med børnene, så jeg kan græde… Vi bor i en to-værelse, så jeg kan ikke gå afsides eller være lidt i fred, når alle er hjemme. Og helt ærligt, så synes jeg nogle gange, at jeg har brug for at ligge i min dyne og græde og være lidt i fred og tænke over tingene og få afklaret nogle ting med mig selv. Men jeg kender også tanken om, hvor skrøbelig må mine børn se mig. Men jeg tror altså, at det er helt naturligt at gå lidt i opløsning en gang imellem, heldigvis synes jeg ofte, hvis man får lov at græde lidt, at tingene ser lysere ud bagefter, det er lidt en udrensning for mig i hvert fald:)

    Like

  4. Du har lige beskrevet min dag, jeg har også hylet…. Også i forbindelse med rengøring!
    Jeg blev opereret i højre hånd for en uge siden. Og som mor til 4 kan man jo ligesom ikke undvære sin højre hånd!!! Jeg holder ferie alene med alle unger. Min mor kom kort forbi i dag for at aflevere den ældste, kiggede rundt og sagde: jeg kommer lige og hjælper dig i morgen… Jeg blev bare så….. Flov tror jeg. Vi havde hygget, været ude at gå OG havde ryddet op på børneværelset, men resten lignede LORT! Og efter en uge med en hus chef som ikke har virket som hun plejer, ja, så så det bare træls ud. Jeg kaldte de to store til samling og sagde: hør her jeg har brug for seriøs hjælp med rengøring. De sagde ok, og efter 5 min var de i totterne på hinanden- igen- og jeg brændte en sikring….. Skældte ud og smækkede med skabene og smed med kosten. Jeg blev vred og græd. Græd over, at jeg er SÅ dårlig til at acceptere, at nogle gange er der noget min krop ikke kan. Jeg kan ikke fordrage når der sættes begrænsninger på hvad jeg må. Græd over, at de for FANDEN ikke bare kunne hjælpe deres mor i en alder af 12 og 9. At jeg åbenbart ikke har fået dem lært, at man nogle gange skal noget man ikke vil. De forduftede, og lod mig være ked af det… Og det var jeg! Da der var kommet ro på, kom de og tilbød deres hjælp, og vi fik styr på huset. De fik tænkt, JEG fik tænkt , og ved aftensmaden fik vi snakket lidt om det der med at løfte i flok. Det var rart. Så når min mor kommer i morgen, så er hytten ryddet, og ikke flere blikke fra hende. For jeg kan godt! Selv med en arm, for jeg har min flok 🙂 Så græd når du er ked af det. Jeg vil også helst have, at mine børn kommer til mig når de er kede af det, så kan det ikke hjælpe noget, hvis de tror, at det er noget man holder for sig selv. Hos mine forældre holder man det for sig selv. Og har jeg været ked af det i mit voksen liv, så er det ikke dem jeg har henvendt mig til, desværre…..
    Undskyld, det blev sku langt!
    Kh Lonni

    Like

    1. Hvor hyggeligt med lang kommentar, tak fordi du deler:-) Uha, lyder fanme også strengt at være handicappet på den måde og så i ferien! Hjælp manner, ikke nemt! Dejligt, at I kom igennem dagen alligevel. Håber, at dagen med din mor blev hyggeligt – hun skal da bare holde sine blikke for sig selv eller gribe kost og spand, skal hun. Eller hente nogle fastelavnsboller, lave kaffe og dække et dejligt eftermiddagskaffe bord til sin skønne datter.
      Kh Kristina

      Like

  5. Vær glad for du kan græde. Der behøver ikke altid at være en grund. Når tårerne triller, taler kroppen sit eget sprog – et sprog ” vi” giver for lidt plads. Det kan børn godt klare at se/høre og lære af.
    Vil læse flere af dine indlæg ved lejlighed. De virker som om de kommer ” et godt sted fra” …

    Like

  6. Min spørgsmål til dig skal være: hvad vil du gerne lære dine børn ?
    hverken min mand eller jeg er opvokset med forældre der skændes, græder eller på nogen måde går linen ud med deres følelser. Det har taget os mange år at lære at diskutere, være åben omkring følelser, græde, skændes – nogle gange foran vores tre børn ( vil da tilføje at skænderier oftest foregår uden for børnenes hørevidde 🙂 ). vi er blevetmeget bevidste om at børn skal opleve at alle følelser er i orden – mennesker består ikke kun af glæde og det er vigtigt at. Børn lærer at man må gerne være ked af det, gal, vred, skuffet, glad, spændt, men ikke alle reaktioner er ok, men følelserne er tilladte. Jeg er ikke altid ærlig omkring hvorfor jeg er ked af det, fordi der er nogle sandheder de ikke bør høre. Men jeg giver en sandsynlig forklaring som ikke holder dem vågne om natten. Vi er også meget direkte når vi f.eks diskuterer og forklarer dem at sådan er det at bo i en familie og at vi elsker hinanden selvom vi er uenige.
    Mvh

    Like

  7. Kære Kristina
    Idag har jeg bare været en kællingemor/kone. Har ikke grædt udenpå, men indeni jo tak. Kommer i stedet for til at blive så skidesur og vred over ALT. Er mor til 4 ,bl.a. en efternøler og idag har vi kun to af børnene hjemme, så det skulle være sådan en hyggelig dag. I stedet følte jeg bare at jeg var på min evige stand-by indtil den mindste have sovet, manden og den store kom fra fritidsaktivitet osv… Grrr. Er selv hjemmegående af eget valg – det er f… p… hårdt nogle gange. Alle andre får anerkendelse gennem jobbet ( ja selvom det da også er hårdt arbejde) – jeg synes det kniber med anerkendelsen…. Nå tak for din blog… ; )

    Like

  8. Hej Kristina,

    Lige en helt overordnet kommentar til din blog. TAK! Tak for ærlighed, gavmilde mængder af autenticitet og en stor skovlfuld velplaceret humor. Det er skønt og befriende. Er selv hjemmepasser på 3. år, kan genkende mange af dine kulørte erfaringer fra en broget og helt særlig hverdag med børn 24-7, som man elsker på godt og ondt. Når jeg ind imellem selv føler mig lammet af at have taget et anderledes valg i livet end flertallet eller blot mangler virkelighedsfornemmelse og stiller for høje krav til mig selv (vi hjemmemødre bliver også sure, kede, stressede), så finder jeg både stor trøst og inspiration i dine indlæg.
    Kan jo læse at du selv processer en del gennem din blog, men vid at du derigennem for skubbet en del refleksion og forløsning videre. Det bliver til ‘nåhh ja, vi får en ny chance i morgen’, og ‘hvor er det dog hele sliddet og al sveden værd’ konstateringer. Opløftende og meningsgivende. For du kan noget med ord! Jeg sidder altid med smil om munden (og efter dette indlæg en tåre i øjenkrogen :-)).

    Og 1 bemærkning til indholdet: børn kan holde til at se mange facetter af deres primære voksne, så længe de ved, at man bliver god igen/at de kan stole på deres omsorgsperson. Har selv befundet mig i lignende situationer. Min oplevelse er, at mine børn lærer, at fællesskabet er vigtigt, når den enkelte kæntrer, og at de lige der kan gøre en positiv social forskel. Der får de lov at træne empati og positiv handlekraft (dog vigtigt at de ikke er tyngede af skyld eller skam ift mors tårer og i så fald må der evt udveksles ‘undskyld’ og/eller en forklaring).
    Synes ofte jeg støder på vidensbaserede udtalelser om at kendskab til følelser og kompetencer til at håndtere dem er et af de vigtigste redskaber, vi kan udstyre vores børn med idag. Så tror ingenlunde, at dine ‘sprækker i vandværket’ er uden gavn i det lange løb.

    Like

    1. Kære Maria.
      Hvor er det sødt at dig at tage dig tid i en travlt dag bare for at skrive tak til lille mig. Det er jeg bare så glad for:-) Og ja, jeg “processer” lige præcis, når jeg skriver, det er der, jeg tænker bedst. Fedt at vide, at outputtet nogle gange er, at man tænker, at det hele ikke er så galt, så det ikke er godt for noget.
      Mange tak – også for dine opmuntringer om at vise sine autentiske (og potentielt skræmmende) sider frem foran børnene.
      Kh K

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s