Man tager en stor bil og en folkemængde..

Jeg har læst om det i en bog engang. Havde mareridt i nogle dage, faktisk. Eller tænkte i hvertfald over det, hver gang jeg befandt mig på et tæt befolket sted. Ikke at der er ret mange af dem i Helsinge, hvor jeg mest befinder mig. Køen i Kvickly er ikke så overvældende, så man behøver frygte at blive torpederet af andet end en indkøbsvogn tilhørende en svagtseende og rosé-overrislet hattedame på vej i sommerhus i Tisvilde.

Spøg til side. Det er jo ikke sjovt.

Man tager en bil og en folkemængde. Så sætter man sig ind i bilen, smadrer sømmet i bund og pløjer ind i forsamlingen for fuld Gadaffi. Det er en rædselsfuld “hvad nu hvis”-situation, hvor en helt almindelig scene i livet pludselig bliver det farligste, man kan forestille sig. Hvor det viser sig, hvor ufattelig meget, vi hele tiden har tillid til hinandens ordentlighed og med menneskelighed. Vi stoler blindt på, at ingen kører biler ind over kantstenen og ind i folk, at ingen pludselig anvender køretøjer som mordvåben, selvom de er overordentlig velegnede til netop dét formål. Ligesom vi stoler på, at SKAT ikke snyder os, at Kongehuset ikke lyver, at indholdsfortegnelserne på leverpostej er sandfærdige, at pædagoger passer godt på vores børn, og at Politiet ikke kommer bødepenge i egne lommer. Civilisation og arbejdsdeling handler om tillid. Når det udstilles, forekommer det jo komplet absurd, hvor meget vi stoler på vildt fremmede mennesker og deres kapacitet til solidaritet og humanisme.

Min yndlingsforfatter Steven King har skrevet en hel bog om, hvordan en bindegal sociopat smadrer en Mercedes ind i en kø foran et jobcenter under krisen i USA. “Mercedes” hedder den såmænd. Den gav mig rimelig meget gåsehud. På samme måde som jeg mistede fatningen, dengang nogle pædagoger glemte en dreng på 2 år på en strand og først opdagede det, da de var kommet hjem til institutionen. Nej – det er ikke det samme, for i Nice er over 80 mennesker omkommet, og det er en tragedie. Jeg mener, at chokket over bruddet på vores dybe tillid til civilsamfundet er det samme.

Heroppe i sommerhus i Frederiksværk er der idyl. Jeg har kun de små med, de 3 yngste. Ava øver sig i at gå og trykke på fjernbetjeninger, James og Silvia har genfundet hinanden fra dengang, de begge blev passet hjemme og legede fantastisk sammen. Det er en fryd. Lige nu har de opdaget Minecraft på Ipad og sidder og fniser over noget med en kanin. Vi er også en masse i Gribskov Legestue, vores lokale frivillige åndehul for hjemmegående, hjemmepassede og private dagplejere. Sikke nogle skønne dage, vi har, trods efterårsvejr.

Rundt om i verden sker der så meget ufatteligt grusomt hver eneste minut. Der findes lovløse flygtningelejre i Afrika, hvor 1000 mennesker ankommer hver dag, hvor der fødes børn af forældre, der også er født dér (lejren Dadaab har eksisteret i mere end 20 år) og ikke kender til andet end at leve i en flygtninglejr i dyb forarmelse, hvor der bor op imod en halv million mennekser (flere end i Aarhus). Her gælder jungleloven, reptilhjernen, overlevelsen. Ingen regler gælder, den stærkeste klarer den. Ingen forventer andet.

Der findes massive områder i downtown storbyer i USA såsom Detroit, New York og Los Angeles, der er så kriminaliseret af bander med tonsvis af krudt og kugler, at civilsamfundet er ophørt med at fungere. Ingen officielle myndigheder sætter deres fødder dér. Ingen ved, hvem der fødes, eller hvem, der dør. Ingen kommer i skole, ingen betaler skat, ingen har rettigheder i kraft af deres menneskelighed. Samme findes i samtlige slumbyer i udkanten af storbyer i alle dele af verden.

I krigsområder begåes forfærdelige handlinger mod uskyldige mennesker. Børn spiddes på stager, kvinder tvinges til at skære livmoderen ud på deres søstre og æde den, hele landsbyer udraderes på daglig basis af intet andet en bøller med store maskinpistoler. Præsidenter rager nødhjælpspenge til sig. Fædre køber khat for børnenes madpenge. Spædbørn druknes – alt muligt frygteligt, som vi ikke hører om. Hvis du læser antropologi, ligesom jeg har gjort, finder man ud af, hvor stor og grusom verden desværre også er. Men – det nytter jo heller ikke at blive bombarderet med rædselsfulde scenarier dagligt, og det hjælper ingen. Men det sker i områder, hvor vi måske ikke forventer civil lydighed. Kontrasten er dermed ikke så stor, som når en fejring af en nationaldag bliver til en mordscene på en smuk sommeraften i Sydfrankrig.

Over 80 uskyldige, mistede liv er en tragedie. At det er én ud af stadig flere terrorhandlinger bør give anledning til omtanke. Man får jo lyst til at sende en giga hær af flyvere ned og bombe et eller andet sted tilbage til stenalderen. De skal dø, skal de. Det er den traumatiserede reptilhjerne, der tager over, når man bliver bange. Nogen skal bøde.

Men hov. Hvornår har den taktik nogensinde virket i den civile verden? At smadre den, der smadrer?

Vold er afmagt. Jeg skriver det hele tiden her på bloggen i forhold børn, at der ikke en den fjerneste idé med at skælde ud, råbe eller bruge vold overfor umulige børn. Det gør man som forælder, når man mister fatningen – ikke, når man vil forsøge at lære den lille bandit at handle anderledes. Det er afmagt, når jeg brøler “SÅ HOLD DOG KÆFT” til min teen eller “OP PÅ VÆRELSET OG BLIV DER, INDTIL JEG KAN HOLDE UD AT SE PÅ DIG IGEN!” til min 4 årige.

Jeg er ikke bange. Husk på, at det (når man ser på dødsrisikoen) stadig er langt farligere at gå over gaden, at gå i det fri i tordenvejr eller at tage en smøg, end det er at stå i en folkemængde et sted, hvor der kører biler.

Frygten, som alle taler om idag – lad den ikke avle vold. Det virker ikke. Vi kan ikke fjerne den desperation, den sindssyge, den totale mangel på civil tillid og humanitet, som terrorhandlinger er et symptom på, med vold. Der ryger for mange uskyldige liv med i udrensningen, og dermed forsvinder også vores humanitet. Og hvad er skyld i det hele taget? Hvor langt tilbage i historien skal vi, når vi leder efter omstændigheder, der avler terrorister? Hvilken civilisation skal sige sig uden skyld, når det kommer til at regne menneskeliv for det rene ingenting, for ukrudt, for skidt under støvlen? Ikke noget med historisk dårlig samvittighed, det er ikke det, jeg mener, men vi bør tænke over, at et individ, der smadrer biler ind i folk, der skyder uskyldige skolebørn, der voldtager hele familier eller hugger arme og ben af teenagere – det individ har en historie og en forståelse af verden, hvor den slags faktisk giver mening. Det er det virkelige mareridt. Mennesker uden civilisation, mennesker uden medmenneskelighed er grusomme og den største trussel mod os alle.

Det var et politisk suk fra mig, fra sommerhuset. Nok for i dag. Mit tungsind handler mest om, at der nu bliver oprustet, og at vores civilisation er det største offer – som vi selv slagter, når vi sender bombefly afsted og fortæller verden, at vold er en strålende taktik.

Du er velkommen til at kommentere, hvis du har lyst. Jeg håber i så fald, at du holder en god tone.

Kærlig hilsen Kristina