Nye udfordringer, nye indsigter

En aften, hvor min yngste bandit Ava på 3 år sover, selvom klokken er over 22 – Ahhhh.

Jep, hun står såmænd ofte op kl 22 og står her midt på stuegulvet med pandebånd, lyserød håndtaske og røde kinder og bedyrer, at det var en darjli lur, og skal vi ikke lægge puslespil, Mor?

Hun bliver nemlig hentet hos sin dejlige reservemor i et fantastisk, kærligt hjem 4 dage om ugen ud på eftermiddagen i bil, fordi det ligger 10 km væk, og sådan et tur i rumlekaretten på landevejen med intet andet end døsige kreaturer og “Hvor langt min verden når” fra “Vaiana” på anlægget til at holde hende ved bevidsthed betyder, at hun altid falder i dyb søvn på vejen hjem. Alle forældre ved, at bare 10 minutters lur om eftermiddagen betyder “FEEEEEEEST” om aftenen. Nuvel. Det har vi vænnet os til. At Ava ofte går meget sent i seng om aftenen.

Det betyder, at jeg faktisk ikke længere har aftenen til rådighed til at skrive, gå i bad, få styr på mit liv eller bare tænke en eneste sammenhængende tanke. Hun er vågen til kl 23, og hun er altså temmelig insisterende med det der puslespil.

Når det så lykkes at undgå den der lur, så var der en vederkvægende periode, hvor hun sov kl 19 og først vågnede om natten, hvor hun kravlede over i min seng, stak begge hænder ned i min bluse (som børn og mænd og andre, der godt kan lide at røre ved bløde, varme ting, som ikke er kattekillinger, gør) og faldt i dyb søvn indtil morgengry.

Det var sørme en dejlig tid.

Nu er hun så pludselig begyndt at være rædselsslagen for fluer. Sørgemyg og bananfluer, som desværre har det lidt for hyggeligt i mine segnende potteplanter, der higer efter lys i en grad, så jeg faktisk har hevet 6 af dem ud på de evige kompostmarker i dag.

Hun vågner om natten og hyler op om fluer. Og edderkopper, som vi faktisk ikke lider af i synderlig grad. Man skulle tro, hun havde set “Fluen” fra ’80erne eller havde tilbragt en weekend i hønsespanden.

Det lille skind er virkelig bange, så hun står op og får selvfølgelig kys og kram og knus og falder i søvn på mit skød. Og så ligger jeg hende tilbage i seng. Og så står hun op som en fjeder en times tid senere. Og så er hun frisk og klar til puslespil, selvom klokken er 22.30 og langt over puslespillenes sengetid. Og snart også over min.

Og min elskede Ava er jo altså ikke mit eneste barn. Hun er nr 5. Så de andre skal også have deres, og jeg vil gerne være der og vide, hvad de har brug for, og hvad de tænker på.

Og så er jeg jo arbejde kvinde nu. Nogle dage om ugen skriver jeg om legetøj for Legeakademiet – lidt med ophold i perioder, hvor jeg så skriver om andre ting for andre kunder. Men i 2019 mest for Legeakademiet. Ingen reklame her, ville bare lige bekende kulør. Jeg har fundet et arbejde, der muliggør, at jeg kan give mine børn den hverdag, jeg mener bringer mest lykke både for dem og for mig. Det er et privilegium, som jeg er dybt taknemmelig for.

Vejen dertil skal jeg nok få skrevet om. Og jeg skal også skrive om, hvad der nu rør sig for mig. Jeg tænkte bare, at jeg lige havde lyst til at skrive lidt igen. For mig selv. Se, hvad der kom, når jeg satte mig til tasterne. Det er længe siden.

Det der med reservormor kan jeg godt lige forklare. Ava bliver passet under ordningen om privat pasning via kommunen. Jeg mødte en rar og omsorgsfuld dame i Gribskov Legestue, da Ava har helt lille, og hun har en datter på præcis samme alder. Hun har også en søn på alder med min nr 4, James. Og en mere på alder med min nr 3, Silvia.

Vi blev venner, børnene blev venner, og så var der lige det, at jeg skulle finde lidt mere overskud. Både til mig selv og vores økonomi. Et par arbejdsdage uden at skulle hjemmepasse Ava kom på tale. Og så faldt det lige så heldigt, at min veninde gerne ville passe Ava sammen med sin egen datter. Det korte af det lange er, at Ava nu er i et andet og meget kærligt hjem nogle dage om ugen, hvor hun leger med sin bedste ven i verden og sommetider også går i legestue eller leger med naboens lille pige.

Og så leger hun med sine søskende og alle mulige andre, der har deres gang i huset, og hun har det noget så dejligt og er så klog og kærlig og åben og charmerende og helt umulig.

Mest er hun ‘ste af det hele. Dejligste, kærligste.

Jeg elsker at have fundet en balance, hvor jeg arbejder nogle dage og hjemmepasser en eller to dage, kan arbejde hjemmefra eller tage ind til søde kolleger, yde alt i mit liv den opmærksomhed, jeg gerne vil. Det virker faktisk det hele, lige i denne periode.

Mine 4 ældste går på Hillerød Lilleskole, er meget glade for at gå i skole hver dag, og jeg skal passe gevaldigt på med ikke at begynde at skamrose lærerne og alle de projekter og omsorgsfulde forhold til børnene, som vi dagligt oplever.

Den yngste spirrevip er også glad og tryg.

Overskuddet melder sig efter 16 år med flytninger, søvnunderskud, sygdom, skimmelsvamp, indlæggelser i familien, graviditet, diagnoser og dårligdomme – krydret med fantastiske oplevelser og uendelig kærlighed, som læserne af bloggen gennem mange år godt ved, at der også har været masser af.

Man skal ikke altid stole på tilbageblik og efterrationaliseringer. Men jeg føler, at jeg er kommet ud på den anden side af noget stort, en episk udfordring, som har krævet et enormt nærvær og stor tilpasningsdygtighed og improvisation på trods af meget lidt søvn.

Roen ( haha, nu tror du måske, at jeg skal til at skrive om rodfrugter) – ROen, som har indfundet sig, kommer sig af:

  • Børn i trivsel. Alle 5. Som i når de er kede af det, er de kede af det og kan trøstes. De tør vise, hvordan de har det, og vi kan løse det sammen, når der er udfordringer. Lykke og trivsel er ikke fraværet af problemer, det er at være i stand til at erkende og imødekomme dem. Nogle gange endda løse dem. Det kan vi i øjeblikket.
  • Erfaring. Hold da kæft, hvor er det dejligt at have fået mange børn og været forældre i forskellige tider og under forskellige omstændigheder. På forskellige måder. Tænk, hvis man fik lov til at prøve andre livsfaser mange gange og bare blive bedre til det, nyde det mere, hvile mere i det. Man er kun teenager én gang, hvilket for de fleste af os var mere end rigeligt. Jeg ville hellere have skoldkopper, blomkålstud og fnat samtidig end at være 16 år igen. Men hvis nu man blev teenager flere gange, kunne man nok få mange flere dejlige ting ud af det. Erfaring ROCKS, altså.
  • Ideen om, at jeg er ok. Alt er ok, også når jeg er ked af det, frustreret, ulykkelig. Når der er modgang, når jeg ikke gider gøre det, jeg ved er rigtigt, når jeg får skattesmæk og bliver snydt i Ludo. Mine tanker kan være sorte eller lyse, men jeg er ok. Det er bare tanker. Mine følelser om dem er mere og mere neutrale, jo længere jeg kommer i forfølgelsen af den ide. Jeg skrev om den i dette indlæg, hvis nu du har lyst til at læse mere.

Og hvad skal jeg så med overskuddet? Så skal der kraftedme kuld på karrieren, lille mor!

Arj, det er gas.

Jeg skal have det dejligt, skal jeg.

Jeg har en fridag om ugen, hvor jeg hverken tager webinarer eller går til spinning. Ved I hvad? Jeg afleverer Ava, jeg går en lang tur i skoven i al slags vejr, og så går jeg i seng med et dybt suk og sover i 4 timer. Så spiser jeg en kæmpe frokost og starter børnecontaineren (vores store Citroën) og hente-runden. Uge efter uge tilbringer jeg min fridag på den måde. Og det er himlen!

Men. Der er også nye ting, nye tanker, der får lov at vokse sig stærkere. Jeg lever pragmatisk, og det kræver lidt eftertænksomhed at finde ud af, hvad der virker lige nu. At undgå bare at handle som vi plejer efter normerne, men faktisk finde ud af, hvad der virker.

Jeg startede bloggen i 2012, midt i min mønsterbrydertid, hvor jeg var med på en ny bølge af forældre, der besluttede at passe deres børn hjemme.

Nu tror jeg, at der er en anden samfundsnorm, vores familie skal bryde ud af.

Vi kigger på, hvordan man kan bygge et hus til den ældre generation på sin grund, så man bor sammen med sine forældre. Ikke på den idylliske postkort måde med firlænget gård og svævende svaler. Vi bor på en indfaldsvej i en provinsby med udsigt til Kvickly, rækkehuse og en døgnåben SørkelKay (Halleluja, vi har en døgner i kvarteret, selvom der er 50 km til Rådhuspladsen! Hvem havde troet, at man kunne få stillet sin lyst til Cocio eller købe rugbrød til madpakkerne kl 23.45? I Helsinge?)

Bare for at punktere forestillingen om, at man skal købe en gård og have forstand på sædskifte og have traktorkørekort for at bo sammen med sine pensionerede forældre.

Vi bliver boende her, og vi vil gerne bygge et helt almindeligt hus på grunden, hvor mine forældre kan bo, når de begge er pensionerede. Tæt på børnebørn, indkøb, togstation, læge, fysioterapeut, cafe, rådhus og apotek.

Af mange forskellige grunde.

Det kommer i senere indlæg.

Det er pionérprojektet for de næste år her på matriklen og i mit hjerte. Vi vil ikke følge normen, vi vil prøve noget andet. Ligesom vi gjorde med børnene. Og tildels kønsrollerne i vores ægteskab.

Nu må vi se, om det lykkes.

Håber, at du har lyst til at læse med og meget gerne kommentere, hvis du har input om at bygge og bo sammen med den ældre generation.

Jeg hører meget gerne fra dig.

Kærlig hilsen og velkommen tilbage på bloggen.

Kristina

8 kommentarer til “Nye udfordringer, nye indsigter”

  1. Hej Kristina.
    Jeg er ny på din blog men glæder mig meget til fortsat at læse, hvordan du/i vælger at håndtere hverdagens udfordringer og glæder som familie.
    I sommers havde vi hjemme en snak om, hvorvidt det var noget for os at bo flere generationer på samme matrikel. Der kom ikke noget endegyldigt. Men det var en interessant og berigende diskussion.

    Like

    1. Hej Glennie! Stort velkommen, det er dejligt at få en ny læser. Jeg har faktisk ikke skrevet i nogle måneder pga de omstændigheder, jeg har beskrevet i indlægget. Det er også grunden til, at netop dette indlæg er sådan lidt status-agtigt, det plejer de ikke rigtigt at være. Spændende, at du også kan genkende situationen – i hvertfald delvis. Må jeg spørge, om det var dine eller din kærestes forældre, der skulle bo hos jer – eller om I skulle løbe noget nyt sammen eller hvordan? Hvis nu det var? Kh Kristina

      Like

      1. Vi har haft snakket om at det skulle være min far. Min mor døde for 3 år siden og så faldt snakken naturligt i sommers på, hvad fremtiden omkring familie konstellationen. Min søster forslog at flytte ud på en stor gård alle sammen. Det ligger da stadigvæk og rumsterer i mit hoved så måske vi en dag gør alvor af det😊

        Like

  2. Hej Kristina. Hvor var det bare dejligt at læse, jeg er glad på jeres vegne. Jeg har ikke fulgt dig helt fra starten, nok ca fra jeg selv fik mit første barn i 2014. Nu har jeg to børn under fem år, og det har været hårdt. Vi er lige trådt lidt ud af hverdagens trummerum ved at jeg sagde mit job op pr. 1/1 og tog den mindste ud af vuggestue. Så skal ejg måske fortsat arbejde ca 4-5 timer pr. uge for min tidligere arbejdsplads. Men det er skønt at kunne give meget mere tid til mine to børn, hvor den ældste kan få fridage og korte dage i børnehave og den mindste er sammen med mig hele tiden. Det er staidg nyt – og det er ikke min forventning at alt nu bliver end ans på roser.
    Jeg ved ikke om vi skal have flere børn – men det er da dejligt bekræftende at læse din fortælling her, at I nu er nået til Overskud og ro.
    Og så lyder det rigtig spændende med jeres næste projekt med bedsteforældrene.

    Det kunne jeg også godt tænke mig i en eller anden form en dag. Men indtil videre bor vi i Grønland og bedsteforældrene bor i DK, så det bliver ikke lige foreløbig.

    Kan du have en dejlig uge, medhele din store familie!

    Liked by 1 person

    1. Kære Hanne. Tænk, at du skriver helt fra Grønland, det lyder fantastisk. Er I lige flyttet derop? TIllykke med jeres valg om at træde ud af trummerummet, det er et stort skridt. Jeg håber inderligt, at I bliver glade for det – til en start bruger man pludselig meget mindre energi på alle de der afskeder med sin lille fis, der nu ikke skal vinke farvel til dig hver dag. Det har jeg aldrig synes var nemt, det med at sige farvel til et vuggestuebarn, dengang jeg gjorde det med de 3 første børn. Der har været perioder med overskud og ro – også mens børnene var helt små. Egentlig. Måske handler det egentlig ikke så meget om, hvor meget man skal gøre, men mere om, hvordan man forholder sig til krav og pligter. Hvor god man er til at være ligeglad og sætte sig ned og læse Peter Pedal midt i kaos, hvis det er en dum dag. Det lærer man efterhånden, eller – jeg var ikke så god til det i starten af mit forældreskab. Der hang jeg tit fast i den der med, at det og det og det skulle være gjort, før jeg rigtig kunne slappe af og tage en lur eller lege med LEGO. Og det giver ikke det store overskud:-)
      Jeg håber, at det bliver nogle skønne år for jer – sidder og kigger ud på snevejret i DK og tænker, at sådan ser det jo ud hos jer næsten hele tiden:-)
      Hav en god uge og tak, fordi du læser med.
      Kh Kristina

      Like

      1. Hej igen. Vi har faktisk boet heroppe i Rigsfællesskabets nordligste hovedstad (Nuuk) i snart syv år. Så begge vores børn er født her.
        Jeg øver mig forsat i at kunne slappe af i kaoset og være ligeglad med opvask og vasketøj og bare sætte mig ned og læse Mimbo Jimbo eller sætte mig med en kop kaffe. Det går godt i perioder andre gange mindre godt. Men somdu selv skriver, vi bliver jo mere og mere erfarne 😀

        Liked by 1 person

      2. Hej Kristina. Lidt sent svar – men hellere sent end aldrig 😀
        Det er dejligt at føde i Grønland – eller i hvert fald i Nuuk. Jeg har dog intet at sammenligne med, har ikke prøvet det andre steder.
        Men her er nogen rigtig dygtige jordmødre – bor man i Nuuk kan man højest bo 7 km fra hospitalet så der er hurtigt derhen. Vi blev hørt med alle vores ønsker til fødslen og vi lå på fødestuen i næsten to timer og bare hyggede med vores nye baby inden vi kørte videre til barselsgangen. Der kan man som førstegangsfødende blive i op til fire døgn, og vi måtte nærmest kæmpe for at få lov til at tage hjem efter to døgn, bl.a. fordi de gerne ville sikre at mælken var løbet til og amningen fungerede. Med barn nr. 2 blev vi i ca 1 1/2 døgn.
        Under fødslen er der kun en jordemoder og fødselshjælper med. (Ved vores barn nr. 2 gik det dog så hurtigt at sygeplejersken ikke nåede at komme, så der var det kun jordemoderen 🙂). Jeg har hørt at der er stor søgning til hospitalet i Nuuk fra danske jordemødre, fordi arbejdet her er mindre stressende og fordi jordemødrende “får lov til mere” dvs. i stedet for at lægerne blander sig for meget.

        Dårlige ting er at faren ikke kan sove på barselsgangen og at der kun var dobbeltværelser så man deler værelse med en anden. (Siden har de dog fået bygget enkeltværelser).
        En anden ting er at man ikke kan få en planlagt hjemmefødsel. Det er der ikke nok personale til, og jeg har også fået forklaret at det også skyldes at så skulle man kunne tilbyde det i hele landet og det er umuligt, når vi er så stort et land hvor folk bor så spredt og det i nogle af de andre byer måske kun er en eller to jordmødre.

        🙂 nå det blev en lang smøre. Men jeg anbefaler alle at det er skønt at føde i Nuuk. 🙂

        Og så er jeg desuden glad for fortsat at følge sig og dine spændende og inspirerende blogindlæg.

        Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s