Os med små børn er sindssyge

Har lige genlæst nogle af de gamle indlæg fra for over 4 år siden. Jeg fatter faktisk ikke, at jeg overhovedet kunne finde energien til at skrive dengang. Shit, jeg havde travlt.

Det har jeg selvfølgelig stadig. 5 børn organiserer ikke sig selv. Det gør 1 barn heller ikke – det er som om, at alle jeg kender har mega travlt. Man kan jo have travlt med mange ting. Med at tage på skiferie, fx. Folk, der gør den slags, kan have helt pres over at skulle pakke. Så det går de i gang med 4 dage i forvejen.

Eller dem, der holder parmiddage. Så gør man åbenbart hele huset rent og laver hjemmelavet brandade og islagkage. Med avec’er.

Eller dem, der træner til store motionsløb og drøner rundt i skoven i spandex og lycra og pandelygter med en styrke, så man tror, det er en enorm ScaniaVerbis truck i støjsvag el-version med 4 vogne fulde af bowlingkugler, der kommer tonsende ned af cykelstien med forlygter så store som Rundetårn.

Her i hytten kæmper vi ikke med nogen af disse aflliktioner. Næh. For nogle år siden havde jeg travlt med at nå at made, bade, bringe, hente, trøste, lege og vaske børn i mange aldre og med mange behov. Det krævede al min tid og alle mine tanker.

Nu har jeg ikke travlt på samme måde, og jeg sover faktisk mindst 4 timer i streg hver nat. Det er vildt dejligt og med det faktum stiger overskuddet altså noget.

Dem, der siger, at man er sindssyg af søvnmangel de første 3 år af et barns liv, de har ret, skulle jeg hilse at sige. Det hele er sådan lidt akut. Alle behov er så akutte. Både mine og børnenes. Jeg har fx aldrig prøvet at være sulten på den måde, som jeg er sulten, når jeg ammer. Se selv i en ammende mors håndtaske. Der er ikke neglelak og SøndagsBT, der er snackgulerødder, muslibarer og klapsammenrugbrød med et sejlende tykt lag peanutbutter.

Jeg skrev både en BA og en kandidatafhandling med små børn om benene og i maven, jeg flyttede 4 gange, jeg overkom skimmelsvamp og syge familie medlemmer, og jeg har på en eller anden måde formået at finde mig et professionelt ståsted i tekstforfatterbranchen sådan lidt Hovsa-agtigt. Nogle af jer vil måske endda også mene, at jeg fik banket en helt fin lille blog op med nogle ret udmærkede indlæg. Og tak fordi I læser dem stadig, de gamle indlæg. De er ret sjove, synes jeg egentlig. I al deres kaotiskhed. Nul filter, total afsløring. Fx er det her Pacman indlæg skægt, synes jeg.

Så man kan altså sagtens fungere i de der år med små børn. De fleste af os udretter og udlever de utroligste ting, mens vi har små børn.

Jeg tænker bare, at det i bagklogskabens lys er tydeligt for mig, at det ville være overordentligt smart, hvis vi indrettede os med flere voksne sammen om de dersens børn og de opgaver, der er med at ordne dem og deres kære liv. Og flere voksne om at ordne resten af familiens og samfundets rammer og behov. Så alle småbørnsforældre ikke skal både tjene penge, ordne hus, vide alt om husstøvmider, kogevask, sålbænke, cykelbremseklodser, skeløjethed, rideudstyr, nightterror, printerpatroner, finmotorik og boliglån, men ligesom kunne tage en slapper med nogle af tingene og bare sige: “Hey, den her er der vist en anden, der ved mere om end jeg, så kan I lige hjælpe her?” Som det er i dag, så ved vi stadig ikke alt om ret meget, og derfor skal vi allesammen Google til vi bliver blå i hovedet, hver gang vi skal løse et nyt problem. Jeg siger “Bolius.dk”, og hvad siger du? Eller at hænge på Sundhed.dk for at vide alt om astmaeksem eller surfe rundt og søge på bilfælge eller tagpap eller at holde kaniner.

Ligesom jeg heller ikke tror, at det er den smarteste samfundsindretning, at ældre mennesker bor alene. Eller at mennesker med handicap isoleres og deres medmenneskelige kontakt reduceres til et kvarter med en Attendomedarbejder og en skumsvamp hver torsdag.

Vi supplerer simpelthen hinanden, os mennesker. Vi skal ikke kunne alting i hver vores lille modul, vi skal hjælpe hinanden. Bo tættere i større grupper. Det kræver større tillid til andres kompetencer, og det kræver, at vi aflægger noget kontrol. Men det er vist også ved at være tiltrængt, at vi holder op med at gå så ekstremt meget op i placeringen af stikkontakter i det nye køkken, typografien på postkassen, om sellerijuice eller rødbedejuice giver bedst tarmflora, hvornår roser skal beskæres, hvordan man smartest opbevarer sine gamle fotos, og hvordan man får det bedste tilbud på en brugt Opel.

Det var lige det, jeg tænkte.

Og så er det ellers en dag med fynd og klem i dag. Alle mine børn er i oprør. Der er tårer over frustrerende lillefingeraftaler i spisefrikva, der er frustrationer over en frisør, der klippede det lange hår for kort, der er frygt for edderkopper i lampeskærmene, der er raserianfald over at jeg altid henter for tidligt, for sent, for rødt eller for langsomt, der er tøj, der bare altid sidder dumt, der er unge mennesker midt i en af livets lidt hårdere lærestreger, der er jammerkommoder, der hele tiden hyler op over hvorfor alle de andre må få cupnoodles eller toastbrød eller 3stjernet eller Cocio med på madpakken, der er sammenbrud over ikke at kunne tage et lækkert selfiefoto og en, der pludselig tyrer hvad som helst, fra pastaskruer over duploheste til vinterstøvler ad hele hule helvede til, hvis jeg så meget som antyder at knægte den unge dames vilje bare en lille, bitte smule og fx insisterer på, at hele batteriet af legetøjsmad og Tiara’er altså ikke skal med over til Sofie i dag.

Puha. Nu er alle ude af røret. Der er stadig spor af borgerkrigen på Frederiksborgvej over hele gulvet. Vrag af smadrede duplohuse, en væltet blyantsholder, sutskokassen smidt på sofaen med udtrådte Maosko over det hele, puslespilsbrikker under bordede, brugt service, krummer og æbleskrog.

Jeg er jo så hende, der arbejder fleksibelt for at kunne akkommodere mine børns behov bedst muligt. Så nu har jeg lavet mig en kop Nescafé stærk nok til at vække Holger Danske, og er det mig, der er tekstforfatter og i dag skal skrive en masse om høvlbænke, tigerbalsam, lampeskærme, PonyCycles og seniorers sexliv.

Rodet må vente. Jeg kan heldigvis lade som om, det ikke er der her bag min store skærm. Eller lege, at jeg bor midt i en kunstinstallation om moderne familieliv.

Eller bare være glad for, at livet går videre og i morgen er der atter en dag.

God fornøjelse med din.

Kærlig hilsen

Kristina

 

 

Reklamer

4 kommentarer til “Os med små børn er sindssyge”

  1. Åh hvor er jeg enig! Både i at det er fjollet at vi ikke kan hjælpe hinanden mere i samfundet; og ingen har kræfter til det fordi vi skal stå for alt i vores egne familier. Og i at det alligevel er utroligt, hvad man faktisk får udrettet; når man ser tilbage:)
    Og at 4 timer i træk simpelthen gør underværker:)

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s