Om dokumentaren om daginstitutioner:
For nogle år tilbage “opdagede” danskerne, at der manglede omsorg og tryghed i ældreplejen.
Vi var kollektivt gået med på den stiltiende, kulturelle aftale, at vi lod være med at reagere, lagde låg på det åbenlyse, når vi så de ældre sidde i et hjørne, overmedicinerede og stinkende af urin. De havde det nok fint og var det helt rigtige sted, sagde vi til os selv. Hos de professionelle, som er meget bedre til at passe på vores ældre, end os, deres pårørende. Vi har også alt for travlt med at få samfundets hjul til at dreje.
Indtil det pludselig blev en sag i medierne, der var et valg, og politikerne stod på hovedet for at være den, der ville GØRE NOGET. Dem, der råbte højest, fik et brag af en valgsejr.
Jeg ved ikke så meget om området, så jeg ved ikke, om det i dag er bedre at være pensionist med et plejebehov i Danmark. Jeg håber det.
Jeg hører fra mine venner i plejebranchen, at det værste, der sker for de ældre er egentlig ikke deres fysiske forfald, men deres store, uoverstigelige ensomhed. De er parkeret permanent og udenfor samfundet, og fremmede mennesker tager sig af dem på minimumstakst.
Der mangler omsorg i ældres liv, der mangler mennesker, og det handler om, at vi har skilt generationerne ad. Det er kun, når du er mellem 6 og 60 år, at du er med i legen.
Hvis vi strammer den, er det faktisk kun, fra du er 15-16 år og til du er 60, for som teenager er der også voldsom ensomhed og isolation. Der er ikke noget, man “skal” for andres skyld. Man er egentlig ikke forpligtet til noget som helst andet end at lykkes med sit eget liv.
Nu “opdager” danskerne så, at der mangler omsorg og tryghed i daginstitutionerne, fordi der er en dokumentar med skjult kamera i fjernsynet. Så kan vi se, hvad der foregår. Opdager. Vi vidste det jo godt inderst inde.
Vi har nemlig, ligesom med de ældre, i årevis fulgt den stiltiende, kulturelle aftale om, at vi lod være med at reagere, lagde låg på det åbenlyse, når vi så vores barn være dybt ulykkelig ved tanken om at blive efterladt i institutionen, når vi hentede dem med tis i flyverdragten eller lort i bukserne efter en hel dag på legepladsen, når de havde en uforklarlig nøgen plet i hovedbunden, som ingen havde påtalt, når der igen ikke var en eneste kendt person på stuen ved aflevering, når de fortalte, at en af de voksne ikke gad at hjælpe dem med at finde vanterne eller ikke hørte dem, da de lå og kaldte udenfor i krybben efter lur, når de bare stod og panikskreg alene med snot ud af næsen i en krog bagerst på stuen, når vi hentede.
Når alt i vores system skriger, at det er helt forkert at aflevere det kæreste, man ejer, til en fremmed, som åbenlyst ikke har tid eller nærvær til at passe ordenligt på hverken ens eget barn eller de andre 20 børn.
Vi aftalte stiltiende, at det var noget helt naturligt og sundt, at børnene skulle vænne sig til at have det sjovt i institutionen. Sjovt.
Nuvel. Jeg ved godt, at der findes dejlige institutioner, dygtige personaler og glade børn. Læsere af bloggen vil vide, at mine 2 ældste børn gik både i vuggestue og børnehave.
Så gik nr 3 lidt mindre i vuggestue og kun lige et års tid i børnehave.
Nr 4 gik ikke i vuggestue, men lige et halvandet års tid i deltidsbørnehave for at lære lokale børn at kende.
Nr 5 bliver passet 4 dage i ugen hos en dejlig veninde, der har et barn på samme alder og går hjemme. Jeg tror ikke, at hun kommer i børnehave. De 3 yngste havde og har en stor omgangskreds af venner via en lokal legestue, som jeg også har blogget om.
Jeg er ikke imod institutioner, og jeg forstår godt, at der er gode grunde til, at børn ikke altid kan blive passet af deres pårørende. Af mange forskellige årsager.
Men jeg forstår faktisk ikke, at forældre er så overraskede over, hvad der foregår i institutionerne. Forældre, der kommer der to gange dagligt og er udstyret med helt almindelige sanser, der kan spore, når noget ikke er okay, er utrygt eller for presset.
Dig, der har set dokumentaren og nu er fuldstændigt rystet over forholdene – jeg gad godt vide, om du vitterlig er så overrasket, eller om du også erkender, at du har valgt at se den anden vej? At det grundlæggende er baseret på et helt absurd niveau af tillid, når vi går fra vores børn uden at kende deres hverdag? At du er nødt til at være vågen og kritisk?
Jeg har oplevet mange omsorgssvigt i de institutioner, mine børn har været i. Også i de to, jeg selv har arbejdet i. Jeg græmmes, jeg græd, jeg tudede, jeg råbte og skreg af personalet, og jeg skrev faktisk også om det her på bloggen i sin tid.
Mine to ældste blev ved med at gå i daginstitution, selvom jeg havde det elendigt med det mange dage. For alle omkring mig sagde, at sådan skulle det være. Jeg vidste, at det skulle det ikke. Men jeg stolede ikke på mig selv.
Mine to ældste blev ved med at gå i daginstitution, selvom jeg havde det elendigt med det mange dage. For alle omkring mig sagde, at sådan skulle det være. Jeg vidste, at det skulle det ikke. Men jeg stolede ikke på mig selv.
Jeg ved godt, og jeg vidste godt, at miljøet i daginstitutionerne er råt. Ikke udpræget trygt. Ikke særlig omsorgsfuldt. I nogle er det forhåbentligt, og det er så uretfærdigt, for nu går der hetz i den og selv dem, der virkelig elsker deres arbejde og giver børn en dejlig hverdag, de vil rammes af mediecirkusset og valgflæsket.
Men ensomheden, manglen på basal omsorg og manglen på tryghed skriger til himlen i børns liv. Ligesom i ældres.
Vi er nødt til at nulstille noget i den måde, vi har bygget vores samfund op.
Det er helt forkert, det vi har gang i.
Mennesker har brug for mennesker. Vi har brug for at være sammen, at betyde noget, være betydningsfuld, få hjælp. Skråt op med læreplaner, aktiviteter og pædagogiske mål, vi skal have en meningsfuld hverdag sammen med mennesker, der holder af os.
Vi kan ikke allesammen det hele – men ligesom i klimadebatten, så kan vi alle gøre noget.
Vi må arbejde hen imod at stole på vores intuition, så vi ikke bare lader stå til, når vi ser, at en vi elsker ikke modtager den omsorg, der er livsnødvendig. Vi har allesammen set vores børn opleve svigt i institutionen. Vi gjorde bare ingenting. Vi ventede tilsyneladende på en dokumentar.
Nu er der valg igen. Politikerne råber højt for at være den, der vil “GØRE NOGET”.
Gør endelig noget, tilfør flere ressourcer – men husk at forklare, hvilken kasse, de skal tages fra, hvem, de skal tages fra.
Det handler ikke kun om minimumsnormeringer og øget faglighed blandt personalet.
Det handler også om, at vi skal erkende, at vi har et dybt personligt ansvar for, at vores børn har det godt der, hvor vi afleverer dem. Når vi mærker, at den er gal, skal vi reagere. Måske betyder det så, at vi er nødt til at lære at passe vores egne børn selv i en periode, indtil en anden løsning præsenterer sig.
Måske løser det sig på anden vis. Du finder din egen løsning. Min er at lade være med at benytte daginstitutioner. Jeg har gennem 16 år med børn mistet tilliden til projektet og oplever absolut ikke, at mine børn mangler noget som helst i den forbindelse. Vi mangler penge, ferierejser, luksus ting og forbrugsgoder, men det er det hele værd.
Fordi vi skal være årvågne og leve op til vores ansvar for vores medmennesker. Vi skal til at tage os af hinanden igen. Også selvom tanken kan give dig spat indimellem.
Det koster, javel ja. Så er der noget andet, du ikke kan nå.
Men hvad er egentlig vigtigt? Sådan rigtigt?
Jeg er fuld af respekt for Marie Blønd og resten af Familiepolitisk Netværk for deres kolossale indsats for at øge fokuset på daginstutionerne i Danmark.
Og jeg håber virkelig, at dem, der bliver valgt på baggrund af deres familiepolitik, virkelig evner at gøre noget bæredygtigt ved situationen. Skabe nye rammer for at vi kan drage omsorg for hinanden og for at sikre, at de børn, der er i instution, har det godt go trygt.
Men det største ansvar og den største handlekraft tror jeg ligger hos os forældre og familier.
Kærlig hilsen
Kristina
Kristina Hobbs - mor til 5 
Kære Kristina.
Jeg hører dig. Det er så godt, det du skriver. Vi skal råbe op på den gode måde. Det gør du.
Tak.
Kram fra en trofast læser af din blog, Tanja
LikeLike
Kære Tanja.
Tak for din opbakning og for at læse med.
Kram lige tilbage til dig fra mig❤️
LikeLike